Sikken en uge, det har været!
Foråret har taget os med snestorm – eller var det bare slud og stærke vindstød?
Det kommer vist an på hvilket postnummer, man bor i, for mens nordjyderne blev begravet i 28 centimeter hvid nedbør, måtte sønderjyderne nøjes med lidt tøsne.
Der er altså forskel på det kolde nord og det varme syd, selv her i vores lille land, men fælles for de fleste af os er, at snevejret var et godt samtaleemne.
Sneen kom, så og skabte trafikale problemer, men ugen har gudskelov også budt på andre ting at tale om!
For eksempel:
Chris Rock skyder på Will Smith i nyt show
Det er et år siden, at sidste Oscar-prisuddeling fandt sted – et show, der måske mest af alt vil blive husket for optrinnet, hvor Will Smith gik på scenen og smækkede komikeren Chris Rock en syngende lussing.
Hidtil har komikeren, der indkasserede en håndmad for sine bemærkninger om Will Smiths kone været tavs om episoden, hvor han gjorde grin med kvindens pletskaldethed.
Men nu sætter han ord på oplevelsen.
Chris Rock er nemlig aktuel med et nyt comedy-show på Netflix. Det hedder 'Selective Outrage', og her dedikerer han flere linjer til 'Wild Wild West'-skuespilleren Will Smith.
- Jeg vil prøve at afslutte showet uden at fornærme nogen. For du ved aldrig, hvem der måske bliver provokeret, siger Chris Rock ifølge BBC.
- Alle ved, at det skete. Jeg fik en lussing for et år siden. Jeg blev slået af den her motherfucker. Og folk spørger: "Gjorde det ondt?" Det gør stadig ondt! Jeg hører stadig 'Summertime' i mine ører, joker komikeren blandt andet med reference til Will Smiths sang 'Summertime'.
Og det lader til, at Chris Rock virkelig forsøger at stikke kniven ind, hvor det gør ondt. Han har nemlig også en punchline med i showet, der handler om den knas, der har været i Will Smith og Jada Pinketts parforhold.
Jada Pinkett har nemlig et onlineshow ved navn 'Red Table Talk', og i en episode af showet har hun fortalt Will Smith om en affære, hun havde med musikeren August Alsina, mens Smith og Pinkett var separerede.
Og det brugte Chris Rock som ammunition i sin verbale lussing tilSmith.
- Alle her har oplevet utroskab. Men ingen af os er blevet interviewet på kamera af personen, der var os utro. Hun sårede ham meget mere, end han sårede mig, siger Chris Rock i showet.
Natten til mandag er der igen Oscars – og lad os håbe, at det bliver dansk hæder, der løber med opmærksomheden snarere end voldelige optrin.
I hvert fald er Danmark repræsenteret i to kategorier – 'Bedste dokumentarfilm' med filmen 'A House Made of Splinters' og 'Bedste live action kortfilm' for filmen ’Ivalu’.
Uanset hvad, bliver det uden Will Smith på tilskuerrækkerne – han har nemlig fået ti års karantæne fra showet.
Stive dartspillere
I de fleste sportsgrene er doping totalt fy-fy.
I dartens verden, derimod, har man valgt en helt anden strategi.
Her har man simpelthen legaliseret præstationsfremmende midler (eller hvad man ellers skal kalde en stor fadøl).
- Vi er en sportsgren med højt til loftet, og det er vores kæmpestore styrke i den politisk korrekte verden, siger formand for Dansk Dart Union Henrik Vestbo blandt andet til DR.
Men den tilbagelænede tilgang til alkohol skaber altså problemer til stævnerne, hvor "nogle få brodne kar ødelægger det for de mange", eksempelvis ved at ignorere dommeren og tale grimt i fuldskab.
Dansk Dart Union afviser dog at indføre et alkoholforbud for atleterne ved dartstævnerne, fortalte formanden tidligere på ugen til DR.
- Vi vil aldrig blive betragtet som stuerene, og det behøver vi sådan set heller ikke være, konkluderede han.
Såeh. Skål jo!
Kvindernes internationale kampdag
Denne uge bød på kvindernes Kvindernes internationale kampdag, og her på P3 brugte vi anledningen til at tale med tre rappere om at være kvinde i musikbranchen.
For hvordan er det egentlig at være rapper og kvinde i Danmark?
Svaret er "ikke for sarte sjæle", som musikeren Josie Amadonna formulerede det.
Hun har selv oplevet at blive frosset ude og forskelsbehandlet på grund af sit køn, og hun er ikke alene - også rapperne NØX og FVN beretter om ulige vilkår i musikbranchen.
De fortæller, at man skal lægge øre til øgenavne og internet-hate – at branchen ikke giver kvinder de samme chancer som mænd – og at folk står klar til at grine af selv de mindste fejltrin, man måtte lave, når man går på scenen som kvinde.
Og der er stadig masser at kæmpe for, både på rapscenen, men også på arbejdsmarkedet i det hele taget.
Mænd tjener nemlig stadig mere end kvinder, viser et studie - vel at mærke for det samme stykke arbejde.
Bruce Willis jaget af paparazzi
For et år siden indstillede Bruce Willis sin karriere på grund af symptomer på demens.
Og den var god nok: for nogle uger siden blev det offentliggjort, at Willis, der blandt andet er kendt fra filmen 'Pulp Fiction', havde fået en demensdiagnose.
Måske netop derfor er de amerikanske tabloidmediers interesse for ham stor lige nu – i hvert fald jages han vildt af paparazzi-fotografer, som råber "Yippee-Ki-Yay" i et forsøg på at få 'Die Hard'-stjernen til at reagere.
Det fortæller Bruce Willis' kone, Emma Heming Willis, i et opråb på Instagram, hvor hun opfordrer paparazzierne til at lade sin mand være i fred.
- Det her er til alle fotograferne og videofolkene, som prøver at få eksklusive billeder eller videoer af min mand, mens han bevæger sig rundt i verden: Hold afstand. Jeg ved godt, det er jeres job, men måske kunne I bare lige holde afstand, siger hun blandt andet i videoen.
Sagen vækker mindelser om den situation, vi havde i Danmark, i 2017. Dengang bad kongehuset de danske medier lade Prins Henrik, der også havde demens, være i fred - et ønske, som de danske medier efterkom.
Allez!
Vinteren har været lang, og der er mange gode grunde til at drømme sig sydpå for tiden.
En af dem er den danske trio, der som et andet tæskehold dominerer det franske cykelløb Paris – Nice.
Jonas Vingegaard, Magnus Cort og Mads Pedersen vinder etaper på stribe og skiftes til at køre i den gule førertrøje i en dansk magtdemonstration, hvis lige vi sjældent har set.
DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard er ikke i tvivl - vi er inde i en guldalder for dansk cykelsport, og han spår, at 2023 bliver et stort og glorværdigt år for danske cykelentusiaster.
Vi er først lige begyndt.
Og med dét - god lørdag! Uanset om du skal ud at lufte kulfiberhesten eller drikke dig en fjer på og kaste til måls med sylespidste metalpile.