Tre fornemme priser blev uddelt, da P3 Guld hyldede dansk musik fredag aften.
Selve hovedprisen, 'P3 Prisen', gik til en mand, der, som han selv sagde i sin takketale, har haft et 'sindssygt år'.
Rapperen Lamin er et navn, der ikke har været til at komme udenom hele året, og derfor blev han hædret med den helt store pris.
Prisen blev uddelt af ingen andre end Lamins faste samarbejdspartner, Artigeardit, der modtog den samme pris sidste år. Til stor glæde for begge rappere.
- Shit man! Lav lige noget larm for Artige-Fucking-ardit!, lød det fra Lamin, der takkede sin ven med et stort kram og beordrede ham til at blive ved sin side, mens han holdt sin takketale.
- Åh fuck man. Jeg har haft et sindssygt år. Jo mere tid jeg bruger i branchen, jo mere bekræftet bliver jeg i, at man skal have gode venner omkring sig!, lød det blandt andet i takketalen, som du kan se her:
Lamin startede 2024 ved at ride på en bølge af succes med albummet 'Nu hvor vi er her', som udkom i slutningen af 2023. Et album, han har lavet sammen med Artigeardit, som kulminerede i en koncert med de to i Royal Arena i foråret. Hvilket derefter endte i, at Lamin åbnede Orange Scene på Roskilde Festival i sommer.
For en måned siden udkom albummet 'SkyLL', der er Lamins tredje af slagsen, og nu er han altså honoreret med den største pris, som P3 kan give en kunstner.
Juryen begrunder deres valg af Lamin med, at hans succes er gået fra at være en bølge til at være et "altomsiggribende naturfænomen".
'Det falder bare ud med tårer'
Det var dog ikke den eneste pris og prismodtager, der gik på scenen fredag aften. P3's jury havde nemlig også udpeget en vinder til 'P3 Talentet'. En pris, der går til en kunstner, som er på vippen til enorm succes, og som P3 ser noget helt særligt i.
Sammen med prisen får prismodtageren en pengepræmie på 100.000 danske kroner – og i år er 'P3 Talentet' altså Annika.
- Jeg troede, at jeg ville være lidt mere chill omkring det her, men det falder bare ud med tårer. Jeg er så stolt over det her og er bare så glad. Det føles helt surrealistisk, lød det fra Annika, da hun fik overrakt statuetten, som du kan se i klippet her:
Den blev overrakt af Jada, der selv vandt prisen i 2019, inden hun året efter gik hen og vandt både 'P3 Prisen' og 'P3 Lytterhittet' og er altså derfor den eneste kunstner, der nogensinde har vundet alle tre priser.
- At få nomineringen til 'P3 Talentet' gav mig følelsen af, at det betød noget, hvad jeg lavede, og at der samtidig var nogen, der så, hvad jeg lavede, og at de bad mig fortsætte. Det betød bare så meget med den anerkendelse på det tidspunkt, lød det i talen fra Jada, inden hun overrakte statuetten til Annika.
'P3 Talentet' bliver også uddelt af en jury, som forklarer, at Annika har en helt særlig star quality, og at hun er et lysende talent, som de glæder sig til at høre mere fra – også selv om hun altså kun har en enkelt EP og en single derudover bag sig.
En vinder i opbrud
Aftenens tredje pris er også den eneste, der er bestemt af P3's egne lyttere og hedder derfor også 'P3 Lytterhittet'. Her har juryen udvalgt fem sange, man ikke har kunnet få ud af hovedet gennem hele 2024, og så har lytterne kunnet stemme på deres favorit.
Fredag aften stod det altså klart, at det er Blæst, der med deres sang 'Elsker dig så meget', kan kalde sig vindere af 'P3 Lytterhittet' til P3 Guld 2024.
- Det betyder så meget overhovedet at få lov til at komme til det her show og så vinde en pris. Det er jo helt sindssygt. Jeg kan næsten slet ikke sige noget. Tak til alle jer, der har stemt, lød det fra Fernanda Rosa, der er forsanger i Blæst.
Se takketalen her:
Det er anden gang, at det unge band vinder 'P3 Lytterhittet'. I 2022 tog de også statuetten med hjem for deres hit 'Juice'. Derfor er det svært ikke at beskrive Blæst som et band, der virkelig ved, hvordan man skruer et godt hit sammen.
Men det er samtidig også et band, der i øjeblikket står i et opbrud. For da de i sidste uge udgav deres debutalbum 'Dine Venner', kom det med en besked om, at forsangeren, Fernanda Rosa, også gik ud af bandet.
- Som mange af jer ved, har det været et meget specielt år for os. Det har været super hårdt og super givende og super hårdt igen, men vi klarede den. Vi er sindssygt stolte af, at der er kommet musik ud af det, og vi er meget taknemmelige for, at I har lyttet til musikken, fortsatte trommeslager Lauge Kjærulf i takketalen.
Lauge Kjærulf fortalte samtidig, at der er en sammenhæng mellem 'Juice', som de vandt prisen for i 2022, og 'Elsker dig så meget', som de har vundet prisen for i år. 'Juice' var nemlig den første sang, de fire nogensinde skrev sammen alle sammen i studiet, mens 'Elsker dig så meget' bliver den sidste sang, de fire kommer til at skrive fra start til slut sammen.
Gik du glip af P3 Guld kan du se hele showet på DRTV.