Har du det stramt over julegaverne? Sådan får du fat i luksus til 200 kroner

Julegaver på budget? Du kan godt købe nice julegaver alligevel.

For mange er december årets dyreste måned. Og i år bliver den endnu dyrere. Hvis du gerne vil give julegaver, er der heldigvis en hel del, du kan gøre, så det ikke stikker af. (Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Er dit julegave-budget lidt presset i år? Så er du ikke den eneste.

Men kan man overhovedet give ordentlige gaver på et snævert budget? Især nu hvor priserne er steget?

Ja, det kan man godt.

Hvis du sætter cirka 200 kroner af til hver gave, kan du stadig komme langt. I hvert fald hvis man spørger stylist og selvstændig personal shopper, Sanni Lundberg.

- Jeg synes, du kan få rigtig mange luksusting til 200 kroner. Selvfølgelig kan du ikke købe cashmere for de penge, men du kan stadig købe lækre ting.

Er du den krea-agtige type, kan du komme langt for meget mindre end 200 kroner per gave, mener grafisk designer, Marlene Vinther, som står bag Instagram-profilen "Kreaunivers - syning, perler og genbrug".

- Man kan virkelig lave mange fine ting selv, og det kræver ikke, at du nødvendigvis ejer en masse remedier. Lige nu er der masser af kreaværksteder rundt omkring, hvor man kan lave sine egne gaver uden at skulle købe en masse dyre ting på forhånd.

Her får du Sanni Lundberg og Marlene Vinthers bedste julegaveråd, hvis du er på jagt efter gaver til din mor, far, ven eller kæreste.

Og er du typen, der synes, dine nærmeste har rigeligt med skrammel, så får du også et tip til alternative julegaver.

1

Gaver til din far

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Den fra butikken:

For personal shopper, Sanni Lundberg kan man sagtens få luksus på lavbudget.

- For mig er en luksusjulegave noget, man ikke selv går ud og køber. En ting, der virkelig kan være lækker at få, kunne være er et par dyre strømper. Strømper er jo tit noget, mange af os køber i store pakker i supermarkederne, men tro mig - der er kæmpe forskel på de billige og de dyre modeller, fortæller Sanni Lundberg og uddyber:

- Et par strømper af en god kvalitet vil sidde godt på foden og ikke falde ned. Sådan et par vil ofte holde i flere år, og jeg synes, der er noget fint i at give sådan en ting, som ens far uge efter uge vil se som favorit i sokkeskuffen.

Den hjemmelavede:

Fotobøger har længe været et hit til jul, men man behøver ikke betale flere hundrede kroner for at få dem fremkaldt hos et fotofirma. I stedet anbefaler Marlene Vinther, at man laver bøgerne selv.

- Du kan nemt købe en gammel bog i en genbrugsbutik - det kunne for eksempel være en nodebog, en bog om botanik eller en anden type fagbog, der matcher din fars interesser.

Når bogen er i hus, skal der limes, klippes og klistres. Og det behøver ikke kun være fotos, du propper bogen med.

- Jeg synes, det er skønt, at billedbogen er personlig, og det kan man jo gøre på mange måder. Du kan skrive citater i den eller klistre blade fra naturen ind.

Den alternative:

Skrabelodder til jul er en klassiker. Nogle bruger dem i pakkeleg, andre som mandel- eller julegave. Der er nok ikke så mange, der tænker over det, men når man køber et skrabelod fra Danske Spil, går alt overskuddet til udlodningsmidlerne, der støtter idræts- og kulturprojekter over hele landet. Det er meget rart at vide, hvis man ikke vinder den store gevinst.

2

Gaver til din mor

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Den fra butikken:

Er du på udkig efter en lidt luksus-agtig ting til din mor, kunne et par strømpebukser være en vej at gå, lyder rådet fra Sanni Lundberg.

- Strømpebukser er en ting, som man måske ikke altid lige selv er klar til at gå ud og bruge 200 kroner på. Så på den måde kunne et par dyre strømpebukser være en dejlig luksusgave.

Et alternativ til strømpebukserne er en lækker håndsæbe.

- For mange er håndsæbe ikke noget, man vover at bruge flere hundrede kroner på for tiden, og derfor er det en oplagt luksusgave, som godt kan fås til omkring 200 kroner, siger Sanni Lundberg.

Den hjemmelavede:

Marlene Vinther ville gå med en hjemmesyet varmepude, som nemt kan laves på genbrugsstof. Det kunne for eksempel være et gammelt retro dynebetræk eller en bluse, man ikke længere går i.

- Det er meget simpelt. Du klipper bare et firkantet stykke stof, som du syr sammen til et lille pudebetræk. Når det er færdigt, fylder du det med grødris og lukker til. Måske kan du også sy et bånd på som hank for at gøre den lidt personlig.

Når puden er færdig, kan den varmes et par minutter i mikroovnen, og så fungerer den som en varmepude uden ledning. Risene gør, at puden holder sig varme temmelig længe, og den kan opvarmes igen og igen.

Den alternative:

Da krigen i Ukraine brød ud i februar 2022, gav rigtig mange danskere penge til nødhjælp. Nu hvor krigen trækker ud, og hvor vinteren gør befolkningen endnu mere sårbare, er det vigtigt, at nødhjælpen fortsætter. Vil du give en meningsfuld julegave til din mor, er dette en oplagt vej at gå.

Gennem de store nødhjælpsorganisationer kan du støtte med beløb helt ned til 50 kroner.

3

Gaver til kæresten eller vennen

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Den fra butikken:

En oplagt julegave kunne også være en ting til nytårsaften. Her ville Sanni Lundberg gå med en hvid skjorte.

- En ny hvid skjorte er bare altid lækkert, og her synes jeg ikke, det giver mening at købe en luksusmodel til 1.200 kroner, for hvide skjorter holder sig sjældent pæne i mange år.

Når det gælder hvide skjorter, synes Sanni Lundberg altså sagtens, man kan gå efter de billige modeller.

- Hvis du går i butikker som H&M, Jack and Jones og lignende butikker, kan du ofte på denne tid få en hvid skjorte i en okay kvalitet til cirka 200 kroner.

Er din kæreste ikke til skjorter, er det klassiske tørklæde også et hit.

- Tørklæder er altid en god gave. De findes i alle prisklasser, og de kan gøre en stor forskel i typisk dansk garderobe, der har det med at blive meget blå og sort. Lige nu er tørklæder i stærke farver som for eksempel pink moderne. Silketørklæder er også et stort hit, hvad enten man er til t-shirt eller blazer.

Den hjemmelavede:

Lige nu er det super populært at brodere. Selvom sidste gang, du håndterede en nål og en tråd, var i folkeskolen, anbefaler Marlene Vinther, at du prøver kræfter med det igen.

- Man kan virkelig få en gammel t-shirt eller sweatshirt til at se fin ud, hvis man broderer på den. Du kan skrive et eller andet citat eller brodere små kirsebær.

Det kræver ikke andet en nål, broderi-snor og måske en broderiramme at komme i gang. Ja, og så måske lige en telefon, hvis du vil hente inspiration fra Pinterest, som flyder over med broderi-fif for tiden.

Den alternative

Var det noget med et stykke med skov?

En skov er populært sagt en effektiv CO2-støvsuger, da den indfanger CO2, når den vokser. For beløb helt ned til 50 kroner kan du købe et skov-certifikat til en, du holder af.

Der er mange muligheder for hvilken type skov, du gerne vil bevare – skal det være et stykke urørt dansk skov, du giver? Eller måske et stykke regnskov?