'Hele livet har jeg følt mig undertrykt af vestlige skønhedsidealer'

I øjeblikket er Helin Erdem aktuel i P3-programmet 'Flaskehalsen peger på'. Vi har udsat hende for 14 af hendes egne spørgsmål.

(Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Hvornår gjorde du sidst noget, som teknisk set var ulovligt? Hvad er dit pinligste besøg hos lægen? Hvad ville du gøre, hvis du vidste, der ikke var nogen konsekvenser ved det?

Det er spørgsmål som disse, unge kendte danskere bliver mødt med i det nye P3-program 'Flaskehalsen peger på', som Helin Erdem er vært på sammen med Emil Lange.

Men hvordan ville 25-årige Helin selv svare, hvis hun blev stillet de samme spørgsmål, som gæsterne får i programmet?

Det kan du finde ud af her, hvor vi har sat Helin i den varme stol og udsætter hende for sin egen medicin, når vi stiller hende 14 af hendes egne spørgsmål:

Hvad er dit pinligste besøg hos lægen?

- For et år siden var jeg virkelig bange for, at jeg var gravid. Jeg havde fået taget fire test, der alle var positive. Morgenen efter tog jeg hen til en gynækolog, som gennemtjekkede mig – hun kunne intet finde.

- Da jeg kom hjem, kiggede jeg i skraldespanden. Det viste sig, at jeg havde taget ægløsningstest og ikke graviditetstest. Det var så pinligt. Jeg cringede totalt over mig selv. Testsvaret havde givet mig angst i 24 timer, hvor jeg hverken kunne sove eller spise, og så var det bare, fordi jeg var fucking blank.

Hvad er din største guilty pleasure?

- At se 'Frygtløs den frygtsomme hund' og drikke Actimel. Også selvom jeg er buldrende laktoseintolerent og i forstadiet til at have IBS – altså irritabel tyktarm.

- Men jeg føler mig bare mest levende, når min mave gør oprør. Sådan husker jeg også bedst, at jeg har en krop.

Findes der noget, som andre mennesker virker til at tage meget alvorligt, som du synes er fuldkommen ligegyldigt?

- Jeg er virkelig uinteresseret i mad. Mine smagsløg er ikke særligt raffinerede. Jeg vil bare gerne have noget, der ikke udfordrer mig mere end salt og sukker.

- Jeg gider ikke bruge 14.000 kroner på at spise klatter på en sten. Nogle gange køber jeg babysmoothies og grød, fordi jeg stoler mere på de ingredienser, der er i dér. Ingen forgifter babyer. Håber jeg.

- Jeg vil gerne undgå at blive radioaktiv i en alt for ung alder.

Helin omtaler sit ansigt som et kulturlandskab. Hun har for eksempel fået fjernet både bakkenbarter og overskæg med laser. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Hvad var din største frygt, da du var teenager?

- At skulle være nøgen foran en mand. Jeg var meget usikker på, om der nogensinde ville være nogen, som ville acceptere måden, jeg så ud på nøgen. For det gjorde jeg ikke selv.

- Jeg følte mig som et monster, da jeg var teenager.

- Jeg bandt mine bryster ind, fordi de bare blev større og større. Jeg havde kraftige strækmærker på både bryster og hofter. Og så var jeg ekstremt behåret overalt.

- I min verden skulle jeg have fjernet hver en centimeter af hår på min krop, før nogen måtte se den nøgen. Strækmærkerne skulle også være væk, og jeg måtte ikke have appelsinhud.

- Så det var virkelig en ud af kroppen-oplevelse, første gang jeg var nøgen sammen med en mand. Efter det har jeg helt klart fået en fornemmelse af, at jeg godt kan vise min krop frem. Men jeg er stadig usikker, og det vil jeg nok altid være. Det er derfor jeg overkompenserer ved at have en personlighed.

Hvis du vandt fem millioner i lotto, hvad ville du så bruge pengene på?

- Noget, jeg misunder mange hvide for at have, er billeder i god kvalitet af deres bedsteforældre og generationerne før dem. Alle mine onkler har fødselsdag den 1. januar, fordi de ikke blev registreret ved fødslen.

- Så hvis jeg havde fem millioner ville jeg hyre den allerbedste stamtræsforsker, der kunne gøre mig klogere på min slægt. For jeg aner intet om den. Og nej, jeg vil ikke give russerne, kineserne eller amerikanerne min DNA serveret som en splytklat på et sølvfad gennem en trendy internetservice.

- Jeg ville også tage til Istanbul og få foretaget en hårtransplantation, så jeg kunne komme alle mine alopecia-skaldepletter til livs.

- Vi bliver hele tiden udsat for reklamer, der normaliserer plastikoperationer. Forleden sad jeg i bussen, hvor der var en reklame for, hvordan man med en næseoperation kunne få den perfekte næse. Som selvfølgelig var den vestlige næse. Det er vold. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Kan du nævne en ting, som de færreste ved om dig?

- Siden jeg gik i 0. klasse har jeg banket mig selv på næsen. Jeg har slået mig selv på næsen. Jeg har mast min næse med mine hænder. Jeg husker meget tydeligt, at jeg som tiårig står i mine forældres skur med værktøjskassen og slår mig selv på næsen med en hammer.

- Jeg ville gerne have en mindre næse. En mere vestlig næse. Selv nu bruger jeg makeup for forhåbentlig at få den til at se mere opadgående ud. Hele livet har jeg følt mig undertrykt af vestlige skønhedsidealer.

- Jeg har også forsøgt at skrabe det brune ud af mine øjne med en tandstik, fordi jeg i 4. klasse havde haft om Adolf Hitler, der forsøgte at gøre noget lignende ved jøderne.

- Det er en internaliseret racisme, der resulterer i strukturel vold – som så i mit tilfælde er blevet direkte vold, fordi jeg ender med bogstaveligt talt at stå og banke mig selv i hovedet.

Har du nogensinde tjekket prisen hos en plastikkirurg for et bestemt indgreb?

- Ja, jeg har kigget på næseoperationer. Og så butt lift. Jeg har kigget rigtig meget på butt lift.

- Men jeg kunne aldrig drømme om at få lavet en næseoperation. Dels ville jeg føle mig som en forræder overfor min kultur og min familie. Og så vil jeg gerne kæmpe imod de her skønhedsidealer. Jeg ville dog gerne have nogle hofter og en bagdel, der var lidt mere fødedygtig. Men jeg tror bare, jeg venter, til trenden skifter til min fordel.

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, der ikke var nogen konsekvenser ved det?

- Finde gud.

- Kurderen er truet, så jeg føler et stort ansvar for at opretholde vores kulturidentitet. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Hvornår gjorde du sidst noget, som teknisk set var ulovligt?

- I forgårs streamede jeg 'High School Musical' nummer ét, to og tre. Jeg ved godt, det er blasfemisk, når jeg selv arbejder i branchen. Jeg angrer, wallah.

Hvornår har du sidst følt sig super usikker?

- Jeg har lige været på familiebesøg i Tyrkiet, hvor jeg har talt et meget gebrokent kurdisk og tyrkisk. Jeg skammer mig over, at mit danske sprog har haft så høj en pris.

- Jeg skyder skylden på, at jeg – ligesom alle andre tosprogede børn – skulle have ekstra dansk i folkeskolen. Også selvom jeg talte det fint i forvejen. Det er den type assimilationspolitik, der har gjort mig ligbleg indvendigt. Jeg har taget form som et kinderæg.

- Tanken om ikke at kunne videregive min kurdiske kulturidentitet, når jeg en dag skal udvide familien, gør mig meget usikker.

Ville du slå op med din kæreste for 100 millioner kroner?

- Kan man godt slå op, og så finde sammen igen, haha?

- Nej, jeg ville ikke slå op med ham. Jeg er bange for, at pengene ville gøre mig syg i hovedet.

- Jeg tror, at absurd rige mennesker er sociopater. Rigdom og overflod giver os en følelse af frihed og uafhængighed fra andre mennesker. Jo mindre vi er afhængige af andre, des mindre bekymrer vi os om deres følelser. Du er jo ikke længere et menneske, men en virksomhed. I choose love, miv.

- Det lyder så højt og helligt. Jeg ved, at min mor ville flippe ud, hvis hun hørte det her svar.

Gennem sine ungdomsår nåede Helin at bruge næsten 30.000 kroner på blade som Olivia, Popcorn og Bravo. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Har du en hemmelighed, fra du var barn, som du aldrig har fortalt dine forældre?

- Som barn var jeg afhængig af at købe blade, fordi der var plakater i. Så jeg købte rigtig mange tyske blade. Sådan nogle Olivia og Vi Unge-agtige nogen. Men kun hvis der var 'High School Musical'-plakater i.

- Men det, der var med de tyske ungdomsblade, var, at de indeholdt seks til ti siders ren porno. Det skammede jeg mig virkelig meget over.

- Så når jeg havde købt dem i Glostrup-centret, skyndte jeg mig ud på toilettet, hvor jeg nærstuderede pornosiderne, for så efterfølgende at rive dem ud og smide siderne i skraldespanden.

- Bladene var en underlig blanding af "Oh my God, se hvilken øjenskygge, der passer bedst til dit hår"-indhold og så straight up porno.

Hvordan ville verden se ud, hvis den udelukkende blev styret af kvinder?

- Jeg har lige set den nye 'Barbie'-film, hvor Barbieland jo er styret af kvinder.

- Det var meget pink og poleret og godt. Det virkede, som om de levede i harmoni, når mænd ikke styrede noget eller var en del af det.

- Jeg tror ikke nødvendigvis på, at det ville være bedre. Det er bare en anden ekstrem, og jeg bryder mig ikke om ekstremister.

Helin har en frygt for at miste sine forældre. Derfor har hun det svært med at blive mindet om, at de bliver ældre og ikke altid vil være her. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Hvilken snak kunne du aldrig drømme om at have med dine forældre?

- En snak om døden eller andre ubelejlige sandheder. Jeg kan ikke lide at blive konfronteret med tidens tegn på mine forældres kroppe, og at tiden går hurtigere med alderen.

- Jeg har altid været meget afhængig af mine forældre følelsesmæssigt. Tanken om, at en så konstant og vigtig faktor i mit liv forsvinder, bryder jeg mig virkelig ikke om.

- Derudover behøver de heller ikke vide, at jeg tissede i poolen som barn for at holde varmen.

Hvis du vil se mere til Helin, kan du se 'Flaskehalsen peger på' på DRTV lige her:

Flaskehalsen peger på