Hendes største idol var med til at uddele hendes livs pris: 'Jeg skal prøve at lade være med at tude'

Fredag aften vandt Pil prisen for P3 Talentet til P3 Guld 2023 og præmiesummen af 100.000 kroner.

Pil kunne fredag aften løfte det syv kilo tunge bronzetrofæ og kalde sig vinder af P3 Talentet 2023. (Foto: © Agnete Schlichkrull, DR)

Hun har et åbenlyst talent.

Sådan lyder ordene blandt andet fra P3's jury om Pil, som fredag aften kunne løfte den tunge statuette og kalde sig vinder af P3 Talentet til P3 Guld 2023.

- Hvad kan man sige andet end tak? Jeg skal prøve at lade være med at tude. Det lyder så dumt, når man taler og tuder samtidig, lød det fra vinderen af P3 Talentet med et smil og en rysten på hovedet.

P3 Guld 2023

Prisen for P3 Talentet og de 100.000 kroner, der medfølger, gives til en artist, som over det seneste år har gjort P3 endnu mere nysgerrige på, hvem de er, og hvad de kan som kunstnere. Det er en artist, som har et potentiale til at tage den endnu længere og til at blive fælleseje for hele landet.

Og det er der ingen tvivl om, at Pil har.

Største idol var med

Til at overrække prisen var Burhan G taget en tur forbi Koncerthuset. Burhan G har tidligere lavet sangen 'Gulvet 22' sammen med Pil, men han var ikke det eneste kendte ansigt, seerne og Pil fik glæde af, da P3 Talentet skulle uddeles.

Inden Pil fik lov til at fremstamme sin takketale bag de fugtige øjne, dukkede Medina nemlig op på en skærm bag de to musikere.

- Hvor fortjener du bare prisen så mega meget. Det vidste jeg allerede, da du sad ved siden af mig til Spotify-middagen og fortalte din historie. Det rørte mig så meget at høre, hvordan folk havde grint af dig, da du sagde, at du havde skrevet en sang til mig. Du kan gøre, hvad du vil, og det har du lige bevist, lød ordene fra Medina.

I et afsnit af P3 podcasten 'Ekstranummer' har Pil nemlig fortalt, hvordan hun i flere år havde skrevet musik på engelsk, men at hun en dag satte sig ned og besluttede sig for, at hun ville skrive en sang til Medina.

Den sang, der blev født den dag ved klaveret, er Pils kæmpehit 'Nattely', som hun i sidste ende valgte at beholde selv, og som i dag har over seks millioner streams på Spotify.

Hun er en veninde

Prisen for P3 Talentet bliver uddelt af en jury, som P3 har sammensat, og at valget er faldet på Pil handler blandt andet om, at man allerede i 2021, da hun vandt KarriereKanonen, kunne se det store talent, som hun har.

- Men derfra er der lang vej og meget arbejde for at ramme den og lande der, hvor Pil er nu, lyder det fra juryen.

- Pil tør godt vise, at det er helt almindeligt og meget menneskeligt, at der også er ridser i livet, når hun synger om utroskab, venne-FOMO, misundelse, utilstrækkelighed og at føle sig tom indeni til den der fest, hvor alle andre tilsyneladende har det alt for fedt.

- Hun er veninden, der deler ud af sig selv og betror sig, og selvom sangene er selvoplevede og har et personligt afsæt, bliver de i Pils oversættelse til os gjort universelle og relaterbare.

- Hun siger og synger det troværdigt og som det føles - og vi spejler os i det, står der i begrundelsen for valget af Pil.

Se eller gense hele P3 Guld lige her på DRTV:

P3 Guld 2023