Hurtige penge og sindssyge chefer: Ny serie er baseret på Andrews fortid som telefonsælger

Radiovært Andrew Moyo debuterer som skuespiller i serien 'Guldfeber', som er inspireret af hans egne livserfaringer.

(Foto: © Clara Hughes, DR)

Da Andrew Moyo som 18-årig kontanthjælpsmodtager scroller rundt på Jobindex, falder han over et opslag fra et telefonsælger-firma.

De lover guld og grønne skove, så Andrew Moyo sender en ansøgning. Lidt senere ringer Moyos telefon.

- Du er kommet igennem nåleøjet, lyder det fra den person, der ender med at blive Moyos chef.

- Hvornår skal jeg starte?, spørger Moyo.

- Når du kan. Og bare lige for at forventningsafstemme skal du ikke regne med at tjene over 25.000 kroner om måneden de første tre måneder.

Det overgår alle Moyos forventninger.

- Hvad er det ægte, du mener? Jeg er på kontanthjælp lige nu, jeg er tilfreds med alt. Vi ses! Ingen problemer, svarer den 18-årige Moyo tilbage.

En billig udgave af 'Wolf of Wall Street'

Det lyder måske som noget fra en serie, men det er faktisk sådan, Andrew Moyo selv beskriver sit liv for efterhånden mange år siden.

I dag arbejder han til daglig som radiovært på P3, men nu har livserfaringerne som telefonsælger været med til at skabe idéen til den nye P3-serie 'Guldfeber'.

Her spiller Moyo karakteren Ibo, der er inspireret af en af hans egne tidligere kollegaer fra dengang, han selv arbejdede som telefonsælger.

- Ibo er en person, der har så svært ved at være i kontakt med sine egne følelser, at han kun har ét gear. Det er fremad og let's go, forklarer Andrew Moyo om den karakter, han spiller. (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

- Miljøet i serien er ligesom 'Wolf of Wall Street', hvis du havde bestilt det fra Wish, som én på Facebook skrev, da vi lagde traileren op, forklarer Andrew Moyo.

Det miljø inkluderer blandt andet begreber som at "kneppe loftet", få "bælteslag" og andre sindssyge ting, som man også kan opleve i serien.

Og selvom det måske lyder for skørt til nogensinde at kunne ske uden for tv-settets fire vægge, så er det faktisk noget, som ikke ligger så fjernt i Moyos egne erindringer som telefonsælger.

- Der er et kasino i Vejle, vi ikke måtte komme ind på, fordi min tidligere chef havde holdt julefrokost dér året før. Festen blev stoppet, fordi min chef forsøgte at kaste et skrivebord ud fra sin suite.

Og Andrew Moyo står langt fra alene med den her slags oplevelser.

'Guldfeber' blev nemlig sat i værk, da Moyo faldt i snak med kollegaerne Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, der også har været med til at skabe serien.

Rollen som Ibo i 'Guldfeber' gør, at Andrew Moyo (til højre) nu kan skrive skuespiller på cv'et. Det har ligget som en skjult drøm i mange år, og spørger man skuespillerdebutanten, om det er noget, han gerne vil fortsætte med, får man et klart svar: - Det er fandeme sjovt, hold kæft, det er fedt! Det gider jeg godt gøre noget mere af. (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

Frederik Dirks Gottlieb og Andrew Moyo fandt nemlig ud af, at de havde nogle helt særlige oplevelser til fælles, fordi de begge havde arbejdet som telefonsælgere.

- Der gik nærmest en form for gruppeterapi i det, hvor vi udvekslede historier og minder. Det var den ene vanvittige anekdote og grænseoverskridende oplevelse efter den anden, som vi begge havde fortrængt, der kom op til overfladen igen.

- Lige pludselig var det bare et overflødighedshorn af mærkelige ting, som jeg ikke har hørt om eller oplevet nogen andre steder.

Andreas eller Andrew?

Én af de ting, Andrew Moyo selv har oplevet, var et mere eller mindre ufrivilligt navneskifte for at klare sig bedst muligt i branchen.

- Nogle af mine venner og jeg, der ikke har danske navne, lavede nogle danske udgaver af det, vi rigtigt hed. Jeg gik med Andreas Søndergaard. Andreas, fordi det minder om Andrew. Søndergaard, fordi det var det mest danske, jeg kunne finde på.

Ifølge Andrew Moyo skal man nemlig helst være så almindelig som muligt, hvis man vil have succes som telefonsælger. Hvis man derfor hedder noget, som kunderne skal forholde sig til, eller som ikke vækker en genkendelighed, kommer man dårligt fra start. Derfor virker Andreas bedre end Andrew, mener radioværten.

Manipulation er en del af gamet, når man er telefonsælger, og noget af det, som miljøets chefer virkelig mestrer, er nemlig at stikke de unge mænd nogle effektive løgne i håb om at gøre dem til de bedst mulige sælgere, forklarer han.

- Cheferne udstråler: "Gør som mig. Jeg er rig, jeg er stærk, jeg er lækker. Gør som mig, så opnår du succes i livet." Man køber fortællingen om, at det godt kunne være den nemme vej til succes.

Penge, succes og sex

I 'Guldfeber' har hovedrollen Kenneth en fordrukken far, der har gæld i boligen og er ude af stand til at være en far over for Kenneth. Chefen Bjarne fra callcenteret misbruger Kenneths mangel på en faderlig rollemodel i sit liv og manipulerer Kenneth til at gøre, som Bjarne ønsker.

Alt dette er klassiske eksempler på, hvordan det foregår i telemarketing-firmaer den dag i dag, mener Moyo.

- Der var nogle lidt syrede skæbner på mit kontor, hvor flere af dem holdte jul sammen. På den måde var der et reelt broderskab, da kontoret havde sin helt egen form for omsorgsfuldhed og rummelighed (Foto: © Clara Hughes, DR)

Har du selv faderkomplekser?

- Derudaf!, kommer det prompte fra radioværten.

Moyos forældre blev skilt, da han var tre år, hvor han tilbragte hver anden weekend hos sin far.

I ungdommen var forholdet til faren akavet, og i dag ser Andrew Moyo ham ikke mere. Han understreger, at han stadig elsker ham, men der er ifølge ham ingen tvivl om, at opvæksten har givet ham et faderkompleks eller to med på vejen.

- Jeg har altid syntes, at mine venners fædre var ekstremt fede, og jeg kunne godt lide de ting, de kunne lide. Det har helt klart gjort, at de her store tilstedeværende faderfigurer har været meget dragende og spændende for mig hele mit liv.

Faderfigurer eller ej; da Moyo flyttede fra Viborg til København som 18-årig, var det ikke med det største gå-på-mod med sig i rygsækken.

Hans mor var for nyligt gået bort, han var selv på kontanthjælp, kæresten var flyttet til København før ham, og med en fraværende far var der ikke så mange grunde til at blive i Viborg.

Arbejdet som telefonsælger, som han snart landede, hjalp ham dog heller ikke ud af den modløshed, han befandt sig i. Men når du hænger din samvittighed, dit navn og din øvrige personlighed på knagen sammen med din frakke, når du møder på arbejde, kan du i det mindste spille et skuespil, forklarer Moyo.

- Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Jeg havde ikke råd til noget som helst. Jeg tog mit vasketøj hjem til min kæreste, og hun betalte for dagligvarer. Det var fucking dårligt… Det var vildt skod.

Fra venstre: Andreas Bruun Pedersen (der spiller Kenneth), Andrew Moyo (i rollen som Ibo) og Omar Abdel-Galil (der spiller Ali). (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

Mens han arbejdede som telefonsælger, oplevede Moyo dog, hvordan hans chef udfyldte det tomrum, han havde på grund af en fraværende far.

- Der er noget over de her macho-figurer, som træder ind i dit liv, præcis når du mangler dem allermest.

Det er netop unge drenge, som Andrew Moyo selv var dengang, der er perfekte kandidater til at blive forblændet af stærke autoriteter, der tager rollen som den faderfigur, de mangler, mener han.

Og det er stadig en metode, der bliver brugt i dag, når telefonsælgere ansætter nye medarbejdere, har Andrew Moyo fundet ud af. I researchen til serien havde Moyo, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg nemlig en samtale med en chef, der ligefrem kunne høre, om folk havde faderkomplekser.

Hvis de havde det, ansatte han dem.

- På den måde kan chefen træde ind og være den autoritet, de unge mænd mangler. Det er sværere at gøre med en, som er vokset op i et godt og trygt hjem med en god mor og far, forklarer Moyo.

- De udstråler: "Du har tabt hele dit liv. Men hvis du kommer herind sammen med mig, kan jeg vise dig vejen til penge, succes og sex."

- Serien kan måske punktere illusionen om, at de her maskuline idoler har styr på det. Det har de ikke. De er ligesom dig – også bare en ødelagt lille dreng, der prøver at finde vej. (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

'Det var sgu også lidt beautiful'

Det er dog langt fra kun dårlige ting, Moyo har fået med i bagagen fra sin tid som telefonsælger.

Tværtimod.

For selvom miljøet var optaget af hurtige penge, druk og bajere, rummede det også en masse andet under overfladen, forklarer Moyo.

Miljøet kunne nemlig rumme og samle en masse forskellige mennesker.

- Vi havde to bandeaffilierede, én rockeraffilieret og generelt bare folk, som ikke normalvis kunne fungere sammen. Men herinde var der aldrig noget. Her kunne de godt rykke sammen i bussen og acceptere, hvem hinanden er.

Selvom miljøet kan virke usundt på mange måder, opstod der en følelse af, at verden udenfor ikke forstod dem. Det var ikke kun på en dårlig måde, at de solgte fortællingen om broderskab, uddyber Moyo om sin egen oplevelse. (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

- Hvis du kniber øjnene sammen, var det sgu også lidt beautiful.

For Moyo bragte tiden som telefonsælger blandt andet hans selvtillid frem, for telefonsælgerjobbet var et bundsolidt seks måneders kursus i at gøre noget rigtig nederen på en relativt overbevisende måde. I dag kommer det ham stadig ret naturligt at være overbevisende i situationer, hvor han skal være på eller pitche en idé.

Og selvfølgelig har Moyo ikke noget imod at gribe knoglen.

- Jeg har venner, der ikke tør at ringe efter en pizza. Hvor det er sådan: "Not a problem!" for mig.

- Kernehistorien for mig er, at vi ser, hvad man er villig til at gøre og give afkald på for at opnå bekræftelse fra dem, der er ens forbillede, forklarer Moyo om 'Guldfeber'. (Foto: © Rasmus Rørbæk, DR)

Vil gerne inspirere til tilgivelse

Selvom Andrew Moyo ikke fik hverken penge, succes eller sex ud af sine seks måneder som telefonsælger, så er der derimod nu kommet en serie ud af oplevelserne.

Han håber, at 'Guldfeber' vil hjælpe folk til at se, at ekstremt maskuline fællesskaber både er helt vildt latterlige og helt vildt gode.

- Men jeg håber også, at serien måske kan inspirere til en form for tilgivelse. Måske din far, måske din storebror, måske din dansklærer – what do I know? Men at man kan se, at de prøver.

Du kan se alle afsnit af 'Guldfeber' på DRTV nu:

Guldfeber