"Hvad fanden!" Da Mathias droppede ud af uni, rullede omgivelserne med øjnene

Træt af dit studie? Du kan godt blive til noget, selvom du dropper ud.

Vi har talt med tre personer, der har droppet deres uddannelser og skiftet spor. (Foto: © Illustration Oliver Seppo, DR)

Selvom det er ret normalt at droppe ud af en uddannelse, er det stadig en svær beslutning for mange.

En beslutning, som hurtigt kan føre til søvnløse nætter, tankemylder og skam over ikke at lykkes.

Men et dropout betyder ikke, at du ikke duer til noget eller ikke har styr på dit liv. Det kan tværtimod være en moden beslutning, som du senere vil blive dybt taknemmelig for.

Sådan lyder det i hvert fald fra tre unge, der alle har forladt et studie.

Her kan du læse deres historier:

1

Mathias Vinholt, 28 år: Droppede teologi for at blive elektriker

- Jeg har altid været mega fascineret af mekanik. Og jeg tænkte, at elektrikerfaget virkede som et bredt fag med mulighed for både at arbejde på byggeplads, på kontor eller i en stor virksomhed, siger Mathias Vinholt. (Foto: © PRIVAT, DR)

- Efter gymnasiet søgte jeg ind på teologi på universitetet. Jeg havde fag som latin, oldgræsk, hebraisk, kirkehistorie og etik. I begyndelsen var jeg super glad for det, og jeg syntes, det lød som et spændende job at være præst.

- Bacheloren varede fire år, og jeg endte med at droppe ud, da der var ét år tilbage. På det tidspunkt oplevede jeg en indre mathed. Egentlig ikke over studiet, men bare over at gå på universitetet. Jeg havde svært ved at motivere mig selv til at læse.

- Jeg havde tit joket med, når jeg sad og læste russisk kirkehistorie, at måske skulle man bare blive elektriker. Men pludselig blev det faktisk min plan.

- I begyndelsen skulle jeg dog lige acceptere det over for mig selv. Mine omgivelser var også rimelig meget: "Hvad fanden!". Jeg havde endda nogle venner, der sagde, det var det mest åndsvage, de havde hørt. Mine forældre havde nok også lidt svært ved at forstå det. I dag er de bare blevet glade for at se, hvor glad jeg er.

- Jeg oplever tit, at folk løfter et øjenbryn, når jeg fortæller, at jeg skiftede fra teologi til elektriker. Jeg tror, der er virkelig mange, som tror, at universitetet er det eneste ene. Jeg havde endda en studievejleder engang, som sagde, det ville være spild med mine karakterer at søge ind på en erhvervsuddannelse. Det giver jeg ikke meget for.

- I dag har jeg fået svendebrev og arbejder som sikringstekniker. Jeg er virkelig glad for det. Hvis man står i samme situation, som jeg gjorde, og overvejer, om ens studie er det rigtige, så vil jeg bare sige, man skal være ærlig over for sig selv. Der er ikke noget skamfuldt i at sige, man er gået ned ad den forkerte sti.

2

Lise Fuglsang, 36 år: Droppede ud af to uddannelser, før det begyndte at gå den rigtige vej

- Efter jeg blev færdiguddannet som bibliotekar, kom min mor og sagde, at hun altid har vidst at bibliotekar var det rigtige, men hun vidste også, at det skulle jeg selv ud af. Det havde hun nok meget ret i, fortæller Lise Fuglsang. (Foto: © PRIVAT)

- Efter et sabbatår søgte jeg ind på biblioteksskolen.

- Jeg var der et år, men det var simpelthen ikke det rigtige. Når jeg tænker tilbage på det nu, var jeg ikke klar.

- Sideløbende med min bibliotekardrøm har jeg også altid drømt om at blive konditor. Jeg startede også på teknisk skole og fik også en læreplads, men jeg var der kun i to måneder. Det var slet ikke mig, og nu blev jeg faktisk rigtig ked af det.

- Jeg følte mig knækket og ødelagt, og jeg havde totalt mistet troen på, at jeg kunne gennemføre en uddannelse. Jeg flyttede også hjem til mine forældre i den periode. Det var virkelig ikke skide fedt.

- Efter en pause, hvor jeg havde lidt småjobs, søgte jeg ind på en toårig jordbrugs-teknolog-uddannelse. Her mødte jeg nogle vildt fede mennesker, og jeg opdagede, at jeg godt kunne finde ud af at studere. Det var også i den periode, at jeg mødte min kæreste, og det var afgørende for mit selvværd på studiet. Pludselig havde jeg noget andet at gå op i.

- Jeg endte med at gøre uddannelsen færdig, men har aldrig brugt den. I stedet søgte jeg ind på bibliotekaruddannelsen igen. Det var jo det, jeg altid havde drømt om. Forskellen var bare, at nu var jeg klar. Jeg var så heldig at møde ligesindede på studiet. Mange kender sikkert frygten for, at man er "den gamle", når man skifter studie, men sådan oplevede jeg det ikke.

- Man skal ikke være så bange for at få lidt livserfaring, og man skal ikke være bange for at vælge forkert og prøve igen. Nogle gange er der bare nogle brikker, der skal falde på plads. I dag er jeg bibliotekar på et folkebibliotek. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle, men jeg får lov til at være kreativ og lave alle mulige arrangementer for børn. Det er jeg virkelig glad for.

3

Falke Ramstedt, 26 år: Stoppede på datalogi for at blive kok

-Jeg får et kick, når vi kører service, og det bare går med 200 kilometer i timen (Foto: © PRIVAT)

- Jeg har altid spillet meget computer, så for mig virkede det oplagt, at jeg skulle læse datalogi.

- Men studiet var bare svært. Programmering gav ikke mening for mig, og jeg fik det dårlige og dårligere på studiet. Jeg endte faktisk med at få angst og gå til psykolog. Til sidst måtte jeg erkende, at det kunne jeg ikke holde til. Det var helt lettende at sige det til min familie. I lang tid havde jeg ikke fortalt dem om min tvivl, for jeg er sådan en type, der aldrig har villet give op og indrømme, at der var noget, jeg ikke var god til.

- Da jeg droppede ud, valgte jeg at søge ind på kokkeuddannelsen. Jeg har aldrig lavet vildt meget mad, men da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at synes, det var lidt spændende. For mig var det også vigtigt, at kokkefaget var noget helt andet end datalogi. På det tidspunkt var jeg nærmest skræmt over at skulle sidde ved en computer og arbejde.

- Da jeg startede på grundforløbet, lærte jeg, hvordan man holder på en kniv, og at man siger "ja tak" i et køkken. Alle de her grundlæggende ting om, hvordan begår sig i et køkken.

- Det tændte en ild i mig. Jeg var blevet helt doven på det gamle studie, men det her satte gang i mig. I dag er jeg i lære i et køkken i et konferencecenter. Jeg har virkelig gode kollegaer, og jeg får et kick, når vi kører service, og det bare går med 200 kilometer i timen.

- At droppe ud fra datalogi har nok været den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit liv. Men jeg fortryder heller ikke, at jeg valgte forkert til at begynde med. Selvom det var hårdt, har jeg lært meget om mig selv og mine grænser.