Hvorfor ser analsex så let ud i pornofilm? Så vildt forbereder Denice sig på en scene

Når Denice Klarskov skal forberede en analsexscene, starter hun en hel uge før.

Denice Klarskov har været i pornobranchen i halvdelen af sit liv og har haft stort set alle kasketter på fra skuespiller til producent og caster - og meget mere. Derfor ved hun, hvor stort et arbejde, der kan ligge bag en pornoscene, der umiddelbart kan se legende let ud. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Græsk, sport i 2'eren, at blive munket i stjernen, en tur på chokolade-motorvejen eller et dyp i mudderrosen.

Kært barn har mange navne - og det har sex, hvor en part stikker noget i en andens endetarm (anus) via lukkemusklen. For ja - vi taler selvfølgelig om analsex.

Selvom det er en type sex, vi alle på en eller anden måde er i stand til at dyrke, uanset køn og/eller pronomen, lader det til at være sværere for nogle at tale om end andre former for sex.

Derfor kan det være nærliggende at søge inspiration på pornosider, hvor en hurtig søgning på 'analsex' giver et utal af videoer - hvor det ofte ser legende let ud.

Det er dog vigtigt at vide, at der sandsynligvis ligger utrolig mange timers - for ikke at tale om dages - forberedelse bag en hardcore analsex-scene for selv de mest erfarne pornostjerner.

Det fortæller den danske pornoaktør, iværksætter og producent, 36-årige Denice Klarskov, i anledning af temaet 'Sex med P3', der kan ses på DRTV.

- Det er sørgeligt, at folk tror, at nogen bare skal tage en tør pik op i røven på 10 sekunder, fordi de måske har set det i en pornofilm. Det kan og skal ikke kunne lade sig gøre, så hold op med det, lyder det fra Denice Klarskov.

Selvom hun lever af at gøre sexfantasier levende på film, vil hun ikke lægge skjul på, at hun i det virkelige liv ikke selv svinger sig op til en times analseance med sin ægtemand, når de skal hygge.

- Privat er analsex ikke noget, jeg prioriterer. Jeg nyder det, men kun i særlige situationer, hvor det er et krydderi en enkelt gang imellem i nogle minutter - ikke i mange timer som på film. Jeg kender mennesker, som elsker analsex og ikke vil noget andet, og hvor det er det normale for dem. For mig er det bare ikke sådan.

Da Denice Klarskov var 16, blev hun piccoline hos Aller, og herfra gik der ikke lang tid, før hun fik taget fotos til ugens Se & Hør-pige. Hun elskede at være på og havde i modsætning til flere andre ikke noget som helst imod at smide tøjet foran kameraet. (Foto: © Janus Nielsen/Grafik: Oliver Seppo, DK Production)

Men hvordan i alverden bærer hun og andre pornoskuespillere sig så ad med at indspille de scener?

Svaret er: Forberedelse.

Og vi taler altså ikke en tube glidecreme og så i gang. Tværtimod afslører Denice Klarskov, at det kan tage en hel uge at gøre sig klar til en analsex-scene. For som hun siger:

- Du render jo ikke rundt med slapt rektum, fordi du er pornostjerne.

Er det hygge eller hardcore?

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvem hun skal arbejde sammen med. Hvor stor er penis, hvad scenen går ud på? Er det en "kæmpe overarm", som hun siger - eller en almindelig hånd? Hvor voldsom er scenen - er det en kort hyggeanalsex-scene eller to timers hardcore?

De ting plejer dog at være helt afklarede, når hun siger ja til en scene.

Når hun bliver booket, får hun opgavebeskrivelsen og et sheet med alle detaljer: Producent, crew, den deltagende part, hvornår vedkommende er testet for kønssygdomme. Det koster også ekstra for diverse scener, som for eksempel analsex, så det er nødvendigt at specificere meget nøjagtigt, hvad de vil hyre hende til at gøre.

- Det vil sige, at jeg ved præcis, hvad jeg skal, før jeg siger ja eller nej, siger Denice Klarskov.

Denice Klarskov blev som den første pornomodel i Danmark varemærkeregistreret. Tilbage i 2004 stiftede hun sit firma DK Production, der blandt andet producerer pornofilm, har en webcamtjeneste med live-streaming samt en onlinebutik, der sælger sexlegetøj. (Foto: © Lasse Lagoni/Grafik: Oliver Seppo, dkwebcam.dk)

Hvis det drejer sig om en af de mere voldsomme analsex-scener, starter hun en uge før med at leve sundt og detoxe ved at drikke juice, der renser systemet. Dagen før optagelserne renser hun så tarmen og skyller efter under bruseren.

Men det er ikke nok.

- Hvis det er en af de store scener, sover jeg med en buttplug i numsen for at gøre mit røvhul afslappet. Jeg har forskellige størrelser buttplugs, og jeg kan finde på at vågne om natten og skifte den ud med en større - og ellers skifter jeg til en større om morgenen efter at have renset tarmen igen i badet.

Kan du sove med sådan en?

- Det er ikke synderligt behageligt, men man vænner sig til det. Det er ligesom at sove med Carmen Curlers i håret, det er heller ikke super rart - men man gør det for at få store krøller, fortæller Denice Klarskov og fortsætter:

- Efter jeg har renset i badet, tager jeg buttpluggen i igen og kører afsted til settet og ankommer med den i. Det er et fast ritual. Når jeg så er på settet, tager jeg lige en snak med min kollega og afstemmer hans størrelse, for der er jo stor forskel på længde og omkreds. Hvis det er en kæmpestor pik, bytter jeg til min største buttplug, mens jeg får lagt makeup.

Er det virkelig nødvendigt?

- Du skal se det om, at jeg træner min muskel til at være klar til at tage imod. En ringmuskel kan jo udvide sig og blive rigtig, rigtig stor - med det rigtige forarbejde. Så ja, jeg er nødt til at advare musklen om at være klar til to timers hårdt arbejde. Og når vi så går i gang, varmer vi lige op inden.

Har du også haft mindre gode oplevelser med analsex i film?

- Ja, jeg har haft scener, hvor det var så ubehageligt, at jeg måtte stoppe og sige "jeg kan ikke mere i dag". Men det har handlet om, at min nervøsitet tog over, så ringmusklen ikke ville slappe af. Jeg har aldrig oplevet, at folk har behandlet mig dårligt af den grund - tværtimod. Vi er alle klar over, at vi arbejder med et følsomt emne, og at ingen kan tvinge deres krop til at slappe af, hvis den ikke vil. Og hvis man ikke lytter til sin krop, ender det jo med, at man begår overgreb mod den.

Kan det ikke være svært at sige fra i en stor produktion?

- Som udgangspunkt har man altid haft mulighed for at sige fra, men jo - det kan godt føles svært, hvis du mærker et pres fra en stor filmproducent. Konsekvenserne af at lade sig presse kan dog være langt værre i vores branche, og derfor gælder det om at sige fra, hvis du har den mindste tvivl. Personligt har jeg ikke selv krydset min egen grænse for, hvad jeg vil gå med til, siger Denice Klarskov.

I dag er du 36 og har lavet porno i halvdelen af dit liv. Var du bange, allerførste gang du skulle lave en analsex-scene?

- Nej, slet ikke, for jeg var blevet spurgt flere gange, men ventede, til jeg var klar. Det var med en, jeg kendte, faktisk min agent, der også var model, som jeg var helt trygt ved - og jeg vidste, min første gang skulle være med ham. Han havde en lidt mindre penis, var simpelthen så sød og passede godt på mig. Jeg følte mig helt tryg, og derfor blev det god oplevelse, siger Denice Klarskov og tilføjer:

- Og det er mit råd til alle. Tryghed og masser af forberedelse er nøglen til god analsex.