I dag er det international cannabis-dag: Her er de største hash-sange

Ulovligt eller ej, så har cannabis givet inspiration til et hav af sange. 20. april er kendt som en slags international cannabis-dag, og derfor dykker vi ned i nogle af dem her.

(© Grafik: Oliver Seppo / DR)

Der er tilsyneladende mange musikere, der elsker marihuana.

Det er i hvert fald få planter, som har fået lige så mange sange dedikeret til sig, som cannabissen.

Rick James var forelsket i 'Mary Jane'.

Det eneste, Lana Del Rey har lyst til, er at ligge nede på stranden og ryge.

Og Afroman havde alle de bedste intentioner: men så blev han skæv.

Også i Danmark har kunstnere som Natasja, Spids Nøgenhat og Jonny Hefty skrevet sange om den euforiserende plante.

Men hvorfor er det så fedt at skrive sange om cannabis?

Raske Penge har selv skrevet adskillige numre om den THC-holdige urt, og han har et bud.

- Cannabis er bare et emne, som bliver ved med at give. Det er nemt, det er sjovt, og så er man jo lidt fræk, fordi man snakker om noget, der er forbudt.

Raske Penge er musiker og selverklæret cannabis-entusiast. (Foto: © Storyflight.dk, Storyflight.dk)

- Cannabis er illegalt, og det synes jeg personligt er åndssvagt, så det kan man også lave mange pointer om.

I dag er det den 20. april – cannabissens festdag, også kendt under kodenavnet 420.

Men er det ikke skadeligt, hvis musikere skriver sange, der handler om, eller måske ligefrem forherliger, et ulovligt rusmiddel?

Det mener Raske Penge ikke.

- Det ville være mere problematisk, hvis vi ikke turde tale om ting, der rører sig i samfundet, bare fordi de er ulovlige, mener han.

Så lad os tale om den ulovlige urt!

Her er en liste over de største danske hampe-hits – udvalgt i samarbejde med Raske Penge.

1

Jonny Hefty & Jøden – 'Tryllebønnen' (2000)

Hvad har Klods Hans, Barbie og Rasmus Klump tilfælles?

De elsker at ryge cannabis – i hvert fald hvis man skal tro Jonny Hefty & Jøden på deres nummer 'Tryllebønnen'.

Her rapper de to kompagnoner sig igennem en kavalkade af figurer fra tegneserier og eventyr, som altså alle sammen storryger den dunstende plante.

- Jonny Hefty er én af de største danske hashpoeter, og den her sang er totalt genial, siger Raske Penge.

Sangen er foreviget i år 2000 i DR1-programmet 'Børne1eren', et program, der var tiltænkt børn i alderen 8-13 år.

Her gav Jonny Hefty & Jøden nemlig en optræden i forbindelse med en kampagne mod ecstasy.

Og Raske Penge synes ikke, det er spor kontroversielt, at børnene blev præsenteret for ryger-rap.

- Jeg synes, det er fedt og modigt af børneredaktørerne.

- Da jeg var barn, sang min morfar også sjofle drikkeviser for mig. Det syntes jeg var sjovt, og jeg tog ikke skade af det. Jeg synes, det er fedt, at man i musikken kan få lov at sige ting, uden at det skal puttes i en "farligt affald"-kasse med hængelås på.

2

Leon MC – 'Fredspiben' (2008)

Efter solo-succesen med 'Fredspiben' fortsatte Leon MC sin hiphop-karriere i rapkollektivet Tudsegammelt. (© Grafik: Oliver Seppo / DR)

Guderne skal vide, at der er mange måder at ryge cannabis på.

I 'Fredspiben', der med 1,3 millioner YouTube-streams er ét af de mest lyttede danske ryger-hits nogensinde, opremser Leon MC en række af dem.

"Spandfed, vandfed, jordfed, joooooint, bong, tjubang, chillum," lyder omkvædet på sangen, hvor Leon MC erklærer sin kærlighed til cannabissen.

Leon MC fortæller til DR, at omkvædet blev til som en slags camp-slagsang på Roskilde Festival i 2003.

Men selvom 'Fredspiben' på mange måder er hans claim to fame, er han ikke ligefrem ved at revne af stolthed, når han hører den i dag.

- Det er ikke, fordi det er et kunstnerisk mesterværk. Det er ret nichepræget og lidt karikeret. Det er mere en sjov ting end en stolthedsting, hvis man kan sige det sådan.

Men hvordan agter Leon MC så at fejre 420 i dag? Er det bongen, tjubangen, chillumen eller noget helt fjerde, der skal fyres op i?

Ingen af delene, Leon MC ryger nemlig ikke cannabis længere.

- Jeg har dårlige lunger, skal jeg sige dig. Og så har man fået noget familie og prøver at leve et anstændigt liv, så det blev lagt på hylden for nogle år siden, siger han med et grin.

3

Klumben & Raske Penge – 'Faxe Kondi' (2012)

Raske Penge og Klumben har lavet flere cannabis-relaterede numre sammen. (© Grafik: Oliver Seppo / DR)

"For det er min yndlings-sodavand …"

Med otte millioner Spotify-streams er 'Faxe Kondi' vel nok en af de største kommercielle musikalske cannabis-succeser i Danmark.

For lad dig ikke narre, selvom sangen på overfladen drejer sig om læskedrikken Faxe Kondi, handler den i virkeligheden også om fjollet tobak.

- Faxe Kondi er en sodavand, der er populær at drikke, når man ryger. Hvis man kommer i et lokale, hvor det flyder med Faxe Kondi-flasker, ved man, hvad klokken er slået, beretter musikeren.

I 2012 flød det da også med grønne plasticflasker i det studie, hvor Klumben, Raske Penge og Topgunn lavede musik sammen.

- Jeg syntes, det var tid til at lave en hashsang, men ville gerne lave den lidt mere sofistikeret i stedet for at sige det ligeud, siger Raske Penge om tilblivelsen af 'Faxe Kondi'.

Senere lavede Klumben og Raske Penge dog en kovending og skrev en sang, der var særdeles lige ud af posen, nemlig sangen 'Hash'.

- Dér siger vi det så lige ud af landevejen som overhovedet muligt: "Jeg ryger hash!".

4

Spids Nøgenhat – 'Lolland Falster' (2013)

Spids Nøgenhat-forsanger Lorenzo Woodrose fotograferet i 2014. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Ritzau / Scanpix)

"Svinene har slået ring om Staden igen."

Sådan indleder Spids Nøgenhat sin kærlighedserklæring til "det grønne guld".

- Det må næsten være deres mest poppede nummer. Her var de sådan: Vi gider egentlig godt, at masserne lytter med. Også hr. og fru Danmark, siger Raske Penge.

- Jeg synes især, det er sjovt, at det kan passere som et almindeligt radionummer, men samtidig indeholder en historie om at tage til Lolland Falster for at købe weed. Og så er den rimelig poetisk, siger musikeren.

5

Natasja – 'Tjalala' (2007)

I 2007 døde Natasja i en trafikulykke på Jamaica i en alder af 32. (Foto: © Peter Hove Olesen, DR)

I Danmark har det været ulovligt at besidde cannabis siden 1961.

Siden har det danske politi forsøgt at komme indsmugling af hash til livs, og så sent som i starten af året blev en smugler idømt 14 års fængsel for indsmugling af 1,2 ton hash.

Men der findes også den hash, der klarer den ind over grænsen, og det har Natasja skrevet sangen 'Tjalala' om.

"Tjalala flyder over vande, tjalala flyder mellem lande, tjalala flyder over grænser, lige lukt forbi en grænsepanser."

- Den her sang følger på en måde cannabisens rejse til Danmark. Fra bagmanden, der lever i luksus i Sydeuropa til slutbrugeren: en enlig mor fra Holstebro, som ryger lidt, når børnene er lagt i seng, siger Raske Penge.

- Samtidig argumenterer den for at legalisere cannabis og de økonomiske fordele, der ville være ved at få skatteindtægter på et reguleret salg af cannabis.

6

Yung Coke – 'Stik den klump op i røven (lille homie)' (2015)

Vi bliver ved indsmugling, for også rapperen Yung Coke har skrevet en sang om emnet, nemlig: 'Stik den klump op i røven (lille homie)'.

Sangen er blot én i en lang perlerække af cannabisrelaterede sange fra Yung Coke, der også står bag den storstreamende 'Dank fra den øst side', som i skrivende stund har seks millioner afspilninger på Spotify.

For selvom Yung Cokes kunstnernavn kan antyde, at det er en helt anden og noget mere opkvikkende substans, rapperen er optaget af, er cannabis tilsyneladende hans yndlingsemne.

På sangen 'Introduksion' proklamerer han da også:

"Jeg er altid skæv og jeg elsker at ryge hash, jeg er altid frisk hvis det har noget at gøre med hash."

7

Fosta – 'Rapstars' feat. Smeden (2010)

Fostas 'Rapstars' handler om den ugidelighed, der kan følge med til et stort cannabis-indtag, opsummeret med linjerne:

"Jeg trænger til et bad og jeg kunne egentlig godt spise, jeg magter bare ikke skulle logge ind på Just Eat."

Ja, Fosta har tilsyneladende været så doven og skæv, at han ikke engang gad få linjerne til at rime.

Også hans kompagnon på sangen, Smeden, har mad på hjernen. Eksempelvis rapper han:

"Jeg er ikke en prettyboy eksotisk Ibiza-rapper, mit hjem består af tomme dåser og pizzabakker."

8

DJ Hyde Park – 'Bus Nummer 8' (1994)

'Bus Nummer 8' er ifølge Raske Penge den første danske reggae-klassiker, der handler om cannabis.

Titlen referer til en busrute, man kunne tage for at nå frem til Christiania på Christianshavn, og sangen handler dels om udvalget på Pusher Street.

- Dengang var der et bugnende udvalg af kvalitetshash på Pusher Street. Smuglerruterne kørte, og man kunne købe produkter som "rød marok", som vist rent faktisk var fra Marokko, og "sort nepal", som virkelig var fra Nepal, fortæller Raske Penge.

Dengang var lande som Nepal, Marokko og Afghanistan dominerende indenfor hash-produktion, og man smuglede den flittigt derfra til Europa.

I dag bliver cannabis dyrket i illegale væksthuse over hele verden, fortæller Raske Penge.

Så hvis cannabissen stadig bliver solgt under smarte navne som "rød marok", er det ofte ren markedsføring, og produktet er formentlig dyrket et sted i Europa.

Men først og fremmest er 'Bus Nummer 8' en slagsang, der taler for legalisering af cannabis.

9

Benny Jamz – 'Gelato' (2020)

Ifølge Raske Penge er Benny Jamz en cannabisconnaisseur. (Foto: © Samy Khabtani, Gonzales Photo / Ritzau Scanpix)

Benny Jamz har lavet mange sange, der handler om cannabis. Faktisk bliver der refereret til den THC-holdige plante i mange tekster fra Jamz' mund.

Raske Penge uddyber, at 'Gelato', udover at betyde is på italiensk, er navnet på en bestemt, fremavlet cannabis-sort, en såkaldt "strain".

- Men det er også bare en sang om noget godt pot, siger Raske Penge.

10

Lone Kellermann & Rockbandet – 'Ryg dansk' (1978)

Lone Kellermann, der her er fotograferet i 1985, døde i 2005. (Foto: © MINI WOLFF, Ritzau / Scanpix)

"Ryg dansk, ryg dansk, sig nej til udenlandsk, bladene er grønne og Danmark skal bestå."

Sådan lyder opfordringen fra Lone Kellermann på sangen 'Ryg Dansk' – en sang, der ifølge Raske Penge ville være "fuldstændig skør", hvis man skrev den i dag.

- Den handler om, at det går så godt i Nepal og Marokko, men her i Danmark har vi det hårdt på betalingsbalancen. Så støt lige Danmark – ryg dansk, siger Raske Penge, der vurderer, at Lone Kellermann har skrevet sangen med et glimt, og måske også en rødlig nuance, i øjet.