'Så glor de bare underligt på mig': Canadiske Leif har startet nyt liv i Danmark, og der er især to ting, han ikke forstår

Som 18-årig flyttede Leif Friedmann fra Canada til København med sit madspildsprojekt. Og der er et par ting, man skal vænne sig til, når man lander i Danmark.

(Foto: © Andreas Bro, DR)

20 kokke til 65 gæster.

Sådan var fordelingen på den fancy restaurant, hvor den dengang 16-årige Leif arbejdede.

Han havde kæmpet længe for at nå hertil. Det krævede hårdt arbejde på et hav af forskellige spisesteder overalt i hjemlandet Canada. For nu endelig at stå her. På en fin og fornem restaurant, hvor man skulle være heldig for at få bord.

På mange måder havde han hele sin karriere foran sig. Og havde endelig nået til det punkt, han havde drømt om.

Men det ændrede sig hurtigt.

Trods det danskklingende fornavn har han ikke nogen familiære relationer til Danmark. I stedet var det hans mor og far, der valgte at opkalde ham efter en dansker i Toronto i Canada, som de overvejede at købe et hus af. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Det var en sen aften. Leif havde lige fået fri og var på vej ud med skrald, da han stødte på en hjemløs mand i baggården.

- Jeg har ikke fået noget mad i dag. Har du noget, jeg kan få?, spurgte manden.

I hver hånd bar Leif en stor skraldepose. Begge fyldt med mad. Der var egentlig ikke noget i vejen med det. Det var bare almindelig kutyme i den verden, at man kun brugte de allerfineste dele og smed resten ud.

- Fuck this, udbrød Leif.

Det kunne godt være, at han altid havde tænkt, at det var dét her, han skulle - og at han havde kæmpet hårdt for at nå hertil. Men han kunne simpelthen ikke se sig selv i en branche, der skabte så meget madspild, når så mange i verden sultede.

Så Leif besluttede sig for, at der skulle ske noget nyt.

Fokusset på folk, der sulter, er ikke noget nyt i Leifs liv. Hans onkel havde en restaurant, hvor han gav mad til de hjemløse i baggården. Da han var lille, tog Leifs bedstefar ham med til bageren, hvor de købte overskudsbrød og gav til de enlige mødre i området. - Jeg husker også, at min oldefar engang fortalte mig, hvordan han byttede sin vielsesring for et halvt brød, så han havde noget at spise og kunne overleve Holocaust, fortæller Leif, der hedder Friedmann til efternavn. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Fra brød til pasta

På et stort whiteboard derhjemme begyndte Leif at liste alle de fødevarer op, han vidste, gav et stort madspild. Ved siden af skrev han, hvad man kunne bruge fødevarerne til.

Han kom hurtigt frem til, at der var et stort potentiale i brød.

Brød var et af de produkter, der gav det største madspild. Og så var der gode muligheder i det.

- Jeg fandt ud af, at man kunne tage det brød, som bagerierne ellers ville smide ud, og omdanne til mel. Mel, som man efterfølgende kunne bruge til at lave pasta.

Og med dét havde Leif nu pludselig igen en plan for, hvad fremtiden skulle byde på.

Nu var spørgsmålet bare, hvor i verden det skulle foregå?

Valget faldt på Danmark. Nærmere bestemt København.

Det var ikke svært for Leif at flytte fra Canada. Hans venner var alligevel flyttet væk for at studere i andre byer. På daværende tidspunkt boede han også i den lille canadiske by Dundas, hvor der ikke var de entreprenante mennesker, han gerne ville omgås. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Start på ny i ny by

Leif havde besøgt byen, da han var yngre og været meget imponeret over fokusset på bæredygtighed. Her var vi - ifølge ham - ti år foran Canada.

Så det var det perfekte sted for ham at realisere sin nye idé.

- Det var hårdt i starten, husker Leif om sin første tid i København, som han flyttede til for to år siden som 18-årig.

- Jeg havde brugt lang tid på at opbygge et godt netværk i Canada. Nu skulle jeg pludselig begynde helt forfra.

Den nye start i København gik heldigvis godt. Folk i branchen fornemmede, at Leif kom med gode intentioner og ville derfor gerne hjælpe ham.

- Danmark har uden tvivl været det rigtige land at tage til. Udover fokusset på bæredygtighed er branchen også forholdsvis lille. Så når først man er inde i varmen, er arbejdet meget lettere end så mange andre steder i verden, fordi man hurtigt har adgang til alle.

Rent privat kræver det dog stadig tilvænning.

Leif er i dag 20 år gammel og har boet i Danmark i to år nu, hvor han lever af sit projekt Wasted, som han kører sammen med sin forretningspartner Jorge Aguilar. (Foto: © Andreas Bro, DR)

'I er venlige, men reserverede'

- De fleste af mine venner her i København er fra andre lande, siger Leif.

Noget der har vist sig at være med til at udvide hans horisont og få en større forståelse for andre.

- Jeg har lært meget af at flytte fra Nordamerika. Dengang havde jeg en begrænset forståelse for andre dele af verden. Men siden jeg flyttede, har jeg lært utrolig meget om forskellige kulturer, forskellige ideer, forskellige måder at gøre tingene på, forskellige måder at spise og drikke på og forskellige måder at opretholde venskaber på.

Den unge canadier har dog skullet vænne sig til, at kulturen i Danmark er lidt anderledes, end han er vant til hjemmefra, og blandt andet vores møde med fremmede undrer ham.

- Danskere er virkelig venlige, men I er langt mere reserverede, end jeg er vant til.

For Leif er det normalt, at når han jævnligt besøger den samme kaffebar, er han på fornavn med dem, der arbejder der. Han ved, hvor de studerer, og hvad de laver i deres fritid.

- Her er det helt anderledes. Hvis jeg spørger nogen, hvordan de har det, glor de bare underligt på mig, siger han og griner.

- Det har virkelig chokeret mig, at jeg kan komme på den samme kaffebar fire gange, og stadig ikke ved, hvad folk hedder. Jeg føler mig så uhøflig. De servicerer mig og behandler mig så pænt, men jeg aner intet om dem.

Konceptet hos Wasted er meget simpelt. De laver deres produkt af madspild og sælger det til både virksomheder og privatpersoner. Hver gang de får solgt noget, donerer de et gratis måltid til folk, der sulter. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Ambitionerne er store

Leifs brød-til-pasta-virksomhed har nu eksisteret i et år.

Men selvom han kan leve af det, og firmaet er begyndt at få hul igennem til både spisesteder og dagligvareforhandlere i branchen, er ambitionerne langt større.

- Næsten en milliard mennesker i verden sulter. I løbet af min levetid skal vi have det tal ned på nul.

Leif pointerer, at der allerede nu bliver produceret mad nok i verden til, at alle kan gå mætte i seng. Problemet er bare, at den mad i øjeblikket ender i skraldespande og på lossepladser – og ikke i maven på sultne folk.

Lige nu eksisterer Wasted, Leifs virksomhed, kun i København. Byen er for lille til, at det kan blive en stor forretning. Men det er det perfekte sted at afprøve konceptet.

Håbet er, at han med tiden kan udrulle ideen i alle storbyer verden over.

- Vi har den "fordel", at der i alle større byer både er madspild og folk der sulter.

For Leif er det dog ikke ham selv eller sin virksomhed, der er det vigtigste, men derimod det overordnede mål om, at ingen skal gå sultne i seng.

Selvom Leif ikke ville have noget imod at have flere danske venner, kan han sagtens forstå dem. - Jeg synes ikke, det er så underligt, at jeg ikke har fået flere danske venner. De ved ikke, hvor længe jeg bliver boende, og jeg kan kun tale engelsk med dem. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Føler sig hjemme i Danmark

Selvom Leif stadig skal vænne sig til nogle af de kulturelle vaner i Danmark, er han ikke et sekund i tvivl om, at det er her, han har det bedst.

- Det er jo her, jeg lever, og det er her jeg bruger al min tid og energi.

Han kunne dog godt savne, at der ikke var så stor en frygt for at tage fremmede kulturer til sig, som han oplever.

- Jeg kommer fra et land, hvor jeg er vant til, at alt er skabt af immigranter.

- Her kan jeg godt få en fornemmelse af, at man er bange for at tage ting udefra til sig. Det kan godt undre mig indimellem.

- Det her vil altid være jeres land. Jeres kultur og historie er så stærk, at intet vil kunne rokke ved det. Men man kunne sagtens lade sig inspirere af fremmede kulturer, madvaner og mode, og tilføje lag til det i allerede er.

For Leif er den nationale luftforandring generelt gået godt. Men han understreger også, at det hele ikke bare kommer af sig selv. Man skal gøre en indsats.

- Det kan være svært at flytte til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Gør man det, er man nødt til bare at kaste sig ud i det. For mit vedkommende har jeg været enormt opsøgende i forhold til at sende mails til et hav af mennesker og banke på døre for at lykkes med mit projekt.

(Foto: © Andreas Bro, DR)