'Jeg har prøvet at lave nytårsforsæt så mange gange, at jeg ikke tror på det mere'

Dit nytårsforsæt behøver ikke at være en kæmpe hovedpine - faktisk behøver du måske slet ikke et.

Vær mere fysisk aktiv, drop ny-produceret tøj og tag dig selv lidt mere seriøst. Selvom vi ikke orker at kalde det for nytårsforsæt, kan vi stadig sætte os mål for det nye år. (Foto: © Laura Bøge Mortensen)

Et nyt år kalder på nye drømme og planer.

Og selvom du måske ikke er typen, der laver nytårsforsæt, kan du måske stadig have en idé om, hvad du håber, der skal ske i dit 2023?

Hvis ikke du har skænket det nye år mange tanker, får du her lidt inspiration.

Vi har nemlig spurgt en række frysende fodgængere om deres håb og drømme for de næste 12 måneder.

1

Peter Møller Nielsen, 23 år, arbejder i 7-Eleven

(Foto: © Laura Bøge Mortensen)

Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv i 2023, hvad skulle det så være?

- Jeg tror, jeg ville fokusere mere på mit ve og vel. Både mit mentale og fysiske helbred. Først og fremmest ville jeg arbejde lidt mindre og sove lidt mere.

- Jeg er også ved at træne op til et bodybuilding-show, så jeg træner allerede en del, men det vil jeg gerne fortsætte med.

Hvis du skulle gøre noget godt for andre end dig selv i det nye år, hvad skulle det så være?

- Jeg går meget op i at hjælpe mine kollegaer, især de nye, og det vil jeg også fortsætte med næste år.

Hvordan har du det med nytårsforsætter generelt?

- Det er faktisk tit, at jeg laver dem. Det handler for det meste om at gøre noget godt for mig selv. Spise mere sund mad og træne mere. For to år siden satte jeg mig for at stoppe med at ryge, og det gjorde jeg også.

2

Khadija Sugulle, 26 år, arbejder i Københavns lufthavn og tager timer i skuespil

(Foto: © Laura Bøge Mortensen)

Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv i 2023, hvad skulle det så være?

- Jeg ville nok lytte lidt mere til, hvad der var godt for mig og så følge det. Det behøver ikke nødvendigvis være andres råd, jeg lytter til, men især også mine egne råd til mig selv. Jeg ved, at det ville være godt for mig at være mere fysisk aktiv og mere seriøs omkring skuespil, så det vil jeg gerne være mere disciplineret omkring.

Hvis du skulle gøre noget godt for andre end dig selv i det nye år, hvad skulle det så være?

- Så ville jeg nok øve mig på at være mere forstående over for andres perspektiver. Det er også noget, jeg er nu, men nogle gange kan jeg godt have en masse meninger og stærke holdninger. Der ville jeg gerne kunne give plads til andre, uanset om jeg er uenig med dem eller ej.

Hvordan har du det med nytårsforsætter generelt?

- Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg prøvet at lave nytårsforsæt så mange gange, at jeg ikke tror på det mere! Så nu jeg har det nok sådan lidt mere: "Hvis du har en idé om, hvad der er vigtigt for dig, så er det vigtigt, at du tager det seriøst, uanset om det er nytår eller ej."

3

Emma Pretzmann, 31 år, projektleder

(Foto: © Laura Bøge Mortensen)

Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv i 2023, hvad skulle det så være?

- Jeg har lige købt nye løbesko. Det lyder jo som en kliché, men det handler faktisk om, at jeg det næste år gerne vil tage lidt bedre vare på mig selv. Jeg har to små børn, og det seneste år har bare handlet rigtig meget om at være på barsel, så nu vil jeg prøve på at finde huller i hverdagen, hvor jeg kan være mig selv og komme ud i naturen.

Hvis du skulle gøre noget godt for andre end dig selv i det nye år, hvad skulle det så være?

- Jeg har sat mig for, at i 2023 må jeg ikke købe nyt tøj. Så må jeg finde det, jeg har brug for, på loppemarkeder, genbrug og upcyckling af gamle ting. Det er uhyggeligt, når man tænker på alt der fast fashion, der er. Vi taler tit om klimakrisen, men ikke så meget om modeindustrien, og hvor stor skyld den har. Jeg hader faktisk genbrug, så det bliver lidt en udfordring, men den må jeg tage på mig.

Hvordan har du det med nytårsforsætter generelt?

- Da jeg gik på universitetet var mit nytårsforsæt i mange år: "Less school, more cool." Jeg havde hovedet for meget i bøgerne og ikke nok tid til at drikke øl, og sådan har jeg det nok stadig. Mit liv skal ikke bare handle om børn og sure pligter, der skal også være plads til alt det andet.

4

Michael Wang, 19 år, studerende

(Foto: © Laura Bøge Mortensen)

Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv i 2023, hvad skulle det så være?

- Jeg tænker måske, at det ville være at være mere aktiv og dyrke mere motion. Jeg sidder ofte derhjemme, så det ville nok være godt at komme mere ud.

Hvis du skulle gøre noget godt for andre end dig selv i det nye år, hvad skulle det så være?

- Det ville være at leve mere bæredygtigt. Spare mere på energien og købe mere bæredygtigt.

Hvordan har du det med nytårsforsætter generelt?

- Jeg har ikke lavet nogle i år. Men jeg håber, at året bliver bedre end 2022. For mig var 2022 faktisk et godt år, men rundt omkring i verden var det ikke godt, så jeg håber, at tingene bliver bedre i det nye år.