Vi har nok alle prøvet det. At have et arbejde, man bare ikke magter.
Om det indebærer dårlige chefer, underlige arbejdstider eller måske bare nederen arbejde, er meget forskelligt. Det er dog sikkert og vist, at alt arbejde kan ende som et mareridt.
Det kommer også til udtryk i den nye P3-serie 'Guldfeber', hvor Kenneth og Jamal er ansat som telefonsælgere under en psyko-chef, hvor manipulation, afpresning og druk er en del af dagligdagen.
Men hvad er egentlig det værste job, du har haft?
Det gik vi en tur på Strøget i København for at finde ud af.
Marie, 24:
Hvad er det værste job, du har haft?
- Mit allerværste job var i et supermarked som bagermedhjælper. Det handlede mest om at møde ind klokken 6 om morgenen og hjælpe med at stille op og blive til lukketid og hjælpe med at smide ud.
Hvorfor var det dit værste job?
- Der var bare rigtig mange regler. Jeg lavede selv kagerne og brødet, og så måtte jeg ikke engang spise endeskiverne fra hindbærsnitterne. Det var fyringsgrundlag.
- Men det var også hårdt at se, hvor meget mad, der egentlig bliver smidt ud, uden jeg kunne gøre noget ved det.
Hvad lærte du af det?
- At jeg ikke skal tage det første og det bedste job, bare fordi jeg kan. Og jeg skal være lidt mere kritisk til jobsamtaler og være bedre til at stille spørgsmål om arbejdsmiljøet. Og nogle gange skal jeg måske bare indse, at det ikke er et job for mig.
Alberte, 21:
Hvad er det værste job, du har haft?
- Mit værste job var som tele-advisor, ville jeg kalde det. Det gik ud på, at folk ringede ind, når de havde problemer med deres elektronik, og så skulle jeg hjælpe dem. Det var under corona, så jeg sad hjemme på mit værelse og så aldrig nogen af mine kollegaer. Og så var det bare 8-17. Det var skrækkeligt.
Hvorfor var det så skrækkeligt?
- Jeg har måske heller ikke det største flair for elektronik, så det var lidt svært. Og det her med at snakke med en masse ofte lidt sure kunder, hvor tonen var lidt hård, var heller ikke særlig fedt. Så følte man sig lidt alene.
Hvad lærte du af det?
- Jeg skal aldrig nogensinde have et job uden sociale interaktioner igen. Og jeg skal heller ikke arbejde over telefonen igen. Det gør jeg ikke.
Meron, 26:
Hvad er det værste job, du har haft?
- Det var i en café på Nørrebro i København. Det havde ikke noget med caféen at gøre, men mere det miljø og den lokation, caféen ligger på.
Hvorfor var det dit værste job?
- De unge gæster manglede lidt respekt for de ældre gæster på caféen. Nogle gange følte jeg, jeg skulle opdrage på de unge gæster, og ellers skulle vi bruge ekstra energi på at smide dem ud.
- Det gjorde, at jeg ikke rigtig kunne overskue det.
Hvad lærte du af det?
- Jeg lærte, at hvis jeg brugte en hård tone, fik jeg også en hård tone tilbage fra de unge. Hvis jeg derimod forklarede dem problemet på en god måde, værdsatte de det også.
Anders, 20:
Hvad er det værste job, du har haft?
- Det var at være ansat i et supermarked. Følelsesmæssigt har det været hårdt.
Hvorfor var det hårdt?
- Chefen for supermarkedet havde én måde at gøre tingene på og var ret perfektionistisk omkring det, så jeg følte, jeg blev en del af en maskine. Den følelse er virkelig slem, fordi jeg ikke følte mig som et menneske, men at jeg blev brugt som en funktion.
- Han ville for eksempel have, at jeg skulle skære pappet ud på en helt bestemt måde, hvor han hele tiden rettede på mig. Til sidst endte det med, at jeg ikke turde at lave noget selv eller stille nogle varer på hylden, fordi jeg var bange for, at det nu var forkert igen.
Hvad lærte du af det?
- At jeg ikke skulle arbejde i butik. Nu har jeg lært at spille guitar, så jeg kan rejse rundt og få lidt penge for det.