Kasper kæmper med en mørk hemmelighed: 'Jeg skammer mig over mig selv og min lyst'

Kasper læser på universitetet og har et liv som mange andre - men han er plaget af seksuelle tanker om børn.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

På overfladen er Kasper en helt almindelig fyr i start-tyverne. Typen, der altid har fået gode karakterer, læser på universitetet, bor i egen lejlighed og er opvokset i en helt normal familie.

Hvis du møder ham tilfældigt, vil du aldrig gætte på, at han gemmer på en ekstrem hemmelighed. En skjult side så mørk, at han hader sig selv for det og aldrig vil kunne leve et normalt liv, hvis det kommer frem.

Kasper er nemlig hverken til mænd eller kvinder. Han er til drenge mellem 10-12 år - før de bliver kønsmodne.

Selvom Kasper er 'ikke-udøvende' pædofil – eller 'dydig' pædofil – som hverken har set børneporno, begået overgreb mod børn og tager afstand fra seksuelle krænkelser af børn - er trangen og følelserne der stadig.

Han skammer sig ved den side af sig selv og har flere gange overvejet at tage sit eget liv. Og han har spillet en rolle overfor omverdenen i så lang tid, at han i dag har svært ved at mærke, hvem han selv er.

Selvom han ikke kan tale med sin familie og venner om det, vælger han alligevel - mod fuld anonymitet og dæknavnet 'Kasper' for ikke at få ødelagt sit liv - at fortælle sin historie. Både i P3-dokumentaren 'Mor, jeg er pædofil', hvor han medvirker med maske og handsker - og her i dette interview.

DRTV

- Jeg ønsker at give et nuanceret billede af en som mig. Jeg havde selv den her stereotype forestilling om, at alle pædofile er sexforbrydere - sådan nogle gamle mænd i lange frakker – og bestemt ikke nogen, der er først i tyverne og ellers har et normalt liv, siger Kasper til P3 på dr.dk.

- Og så har jeg i mange år haft et stort behov for at tale med andre mennesker om det, da det er enormt ensomt at gå med alene. Jeg kan ikke tale med min familie om det. Jeg kan heller ikke søge hjælp, for hvis jeg søger behandling, vil det fremgå af min journal for evigt.

Hvordan har det været at sætte ord på de tanker, du har gået rundt med alene i så mange år?

- Det har været meget specielt og super svært at tale om. Men det har også været rigtig godt for mig at få stillet spørgsmål, jeg skulle svare på - også kritiske spørgsmål, siger Kasper.

Når man hører Kaspers historie, kan man måske få tanken, om han selv har oplevet noget traumatisk i sin barndom - måske et overgreb, der kan give en "årsag" til, at han er pædofil.

Men den myte skyder han selv ned. For Kasper er vokset op i en helt normal familie og har haft en fin barndom.

- Jeg har virkelig tænkt og tænkt og stillet mig selv det spørgsmål mange gange, om der har været noget i min opvækst, der har gjort det her. Men jeg kan slet ikke komme i tanke om noget voldsomt, jeg har oplevet. Der er ingen traumer, jeg kan få øje på. Ikke det mindste.

Det bliver skrevet ind i ens patientjournal, hvis man starter i et behandlingsforløb for pædofili - og det afskrækker blandt andet Kasper for at søge behandling. - Når det vælter for sådan en som mig, synes jeg det er vigtigt at tale om, hvem der kan eller bør gribe en, og hvad konsekvensen ellers kan være, siger han. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Spillede rolle og kyssede med piger

Det var tilbage i 7. klasse i folkeskolen, at Kasper først bemærkede, at han skilte sig ud, fordi han kiggede mere efter drenge end piger.

Han fik tanken, at han var homoseksuel, men holdt det for sig selv og ønskede, at han var ligesom de andre, der var optagede af piger. Det gjorde det også endnu mere underligt, at det var drengene fra årgangen under ham, der fangede hans interesse.

Da han blev lidt ældre og gik i 8.-9. klasse, bemærkede han, at alderen på dem, han var interesseret i, ikke fulgte med hans egen. Han begyndte at finde på undskyldninger som mærkelige hormoner, der fuckede ham op, og at han nok generelt var mere umoden end andre. Ordet "pædofil" var ikke noget, der strejfede ham - det var alt for fjernt fra den måde, han så sig selv på.

Imens de mørke tanker fór rundt i hans hoved, gjorde han samtidig alt for at skjule sin hemmelighed overfor omverdenen ved at være den sjove, festglade Kasper.

- Jeg begyndte at skabe en facade for mig selv og blev en, jeg ikke var, ved at efterligne de andre drenge i klassen. I starten gjorde jeg det i en grad, så jeg var sikker på, at mit skuespil var godkendt ved ovenikøbet at være lidt fremme i skoene. Jeg var ham, der godt kunne komme med en kommentar om en lækker pige, husker Kasper, der gik så langt i sin rolle, at han også kunne finde på at kysse med en pige til en fest.

Og det var ikke kun venner og familie, han prøvede at overbevise.

For han ønskede, at han en dag blev til den person, han spillede, hvis han bare blev ved og gjorde det overbevisende nok. Inderst inde kunne han godt mærke, at det var meget langt fra den, han var, men det var nemmere end at håndtere sandheden.

'Fuck, det kan godt være noget med pædofili'

Efter gymnasiet ville Kasper tage sabbat, arbejde og rejse som mange andre. Han ville også flytte hjemmefra og i egen lejlighed, inden han skulle starte på en videregående uddannelse.

Men i sabbatåret begyndte han at gå alene med sine tanker uden at kunne distrahere sig selv som før. Og det var her, det for alvor begyndte at gå op for ham, at det ikke "bare" var en fase.

- Min tiltrækning til den her aldersgruppe havde ikke flyttet sig, siden jeg opdagede det første gang som 13-årig. Der begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved min situation, og tanken dukkede op: "Fuck, det kan godt være noget med pædofili" efterfulgt af "hvad fanden gør jeg".

Sommeren lige før studiestart til den videregående uddannelse faldt det hele i hak, da Kasper hørte en podcast på P1 om folk, der fortalte om pædofili. Pludselig kunne han relatere til andre - for allerførste gang i sit liv.

Hvordan var det, da det virkelig gik op for dig, at du var som ham i podcasten – altså pædofil?

Et udsnit fra Kaspers dagbog der er fyldt med destruktive tanker. (© Screenshot fra 'Mor. jeg er pædofil')

- Det var en meget blandet følelse. Det var, som om virkeligheden ramte. Det her var noget permanent, noget vedvarende, og min fortælling om, at det var en fase, kunne jeg smide ud ad vinduet. Oveni kom så det med, at jeg aldrig vil turde tale min familie eller venner om det - og det ramte rimelig hårdt, siger han og fortsætter:

- Samtidigt var det også en god følelse. For i det mindste vidste jeg, at jeg ikke var Palle alene i verden.

Han har været forelsket en håndfuld gange - og i de tilfælde vælger han at isolere sig selv.

- At være forelsket er en dejlig følelse, men også noget, jeg hader. Jeg er i start-tyverne, og han er ti år yngre end mig - et barn. Jeg burde vide bedre, det er ikke forsvarligt, der skal aldrig blive noget mellem os - og oveni er det også ulovligt. Der skammer jeg mig over mig selv og min lyst, selvom den er så hulens svær at bestemme.

Han har også gået med overvejelserne om medicinsk kastration.

- Hvis jeg kunne, ville jeg gerne tage en pille, der fjernede det hele, eller gjorde, at jeg havde lyst til at dyrke sex med voksne. For hvem fanden gider have det her? Jeg skal leve et langt liv uden kærlighed og sex.

'De har reddet mig, når det var allerværst'

Efter Kasper indså, at han var pædofil, havde han planer om at sige det til sin egen læge, så han kunne få behandling. Men i venterummet fik han kolde fødder. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at opgive sin anonymitet i et behandlingsforløb.

I stedet gik han en "farligere vej med flere faldgruber", som han beskriver det – og fandt et internationalt lukket forum på nettet kaldet Virtuous Pedophiles (Dydige pædofile). Forummet tæller tusinder af ligesindede medlemmer, der også er 'ikke-udøvende', og som tager dyb afstand fra de 'udøvende' pædofile, der begår overgreb mod børn.

For som Kasper siger - hans moral har jo ikke ændret sig, selvom han blev bevidst om, at han er pædofil.

- De "udøvende" pædofile, der bryder loven og udnytter børn, gør tilværelsen svær for os alle, der har det her problem. Derfor er det ikke en gruppe, jeg vil associeres med på nogen måde, siger Kasper, der er i gruppen af 'dydige' pædofile, der har taget et aktivt valg om aldrig at reagere på lysten. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

- Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget. Jeg synes jo, det er uforsvarligt, og jeg tænker også på mig selv, da jeg var på deres alder, og hvor skrøbelig, jeg selv var.

I gruppen har han fundet nogle, der forstår de mange konflikter, han har med sig selv – og det sorte hul, han har været nede i.

Når det var allerværst, har han haft selvmordstanker, og hvis han er inde i en periode, hvor han ikke føler, det går godt på uddannelsen, kan det vælte læsset "helt uproportionelt", når nu det andet i livet sejler. Her hjælper det ham at tale med forummet på nettet.

- Jeg har fået nogle, der kan trække mig op, når jeg har det svært. Det har hjulpet mig rigtig meget - faktisk reddet mig, når det var allerværst. Jeg er den i gruppen, der har det sværest med at acceptere mig selv, mens de andre er kommet længere. En af dem har fortalt sin familie om det, og det er jeg lidt jaloux over, for det drømmer jeg også om.

Hvordan tror du da, dine forældre ville reagere?

- Det er sgu svært at sige. Jeg håber ikke, de vil skære hånden af mig, men jeg er bange for, hvad de vil tænke om mig. Og hvad betyder det for fremtiden, hvis nogen i familien får børn - er det så trygt at have onkel med på familieferier?

- Det er sådan nogle tanker, jeg har, og jeg kender ikke svaret. For selvom jeg aldrig nogensinde har fundet børn i familien attraktive, kan jeg godt se det fra deres perspektiv – at jeg skal isoleres og have regler. Det er svært. Det er pissesvært.

Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor cirka en procent af befolkningen bliver pædofile, så Kasper skal leve med, at han "bare" er en af de uheldige: - Jeg har ofte kigget på folk på gaden og tænkt, at de har det meget bedre end mig, fordi de ikke skal leve med det her. Men jeg har også indset, at det ikke hjælper at tænke ”hvorfor mig”, for det kommer der intet godt ud af, siger han. (Foto: © Illustration Oliver Seppo, (c) DR)

Ved at fortælle sin historie håber Kasper, han kan være med til at sætte fokus på, at der ikke findes anonym behandling til pædofile. Selv er han igennem dokumentaren kommet i kontakt med en privatpraktiserende psykolog, som han ellers på egen hånd havde opgivet at finde.

- At "stå frem" har givet mig flere muligheder, end systemet kan tilbyde, og jeg er privilegeret. Andre er desværre ikke lige så heldige. De har intet andet alternativ end at gå alene med det her resten af livet – og det siger sig selv, at det kan få konsekvenser, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, at man fra politisk side fremover vil gemme væmmelsen væk og faktisk tage hånd om emnet ved at lytte til de eksperter, vi har på området.

Har du et råd til folk, hvis de læser dette interview og kan genkende noget i dem selv?

- Hvis jeg endelig skulle give et råd, skulle det være at minde sig selv om, at man er så meget andet end pædofil. Jeg er ung og har det på mange punkter skidegodt og vil have lige så meget ud af livet, som du og mange andre vil.

Kasper er et dæknavn, han selv har valgt, da han ikke kan stå frem med navn uden at ødelægge sit liv. DR er bekendt med hans sande identitet og kan bekræfte hans historie.