Kendt sanger boykottede Spotify: Med ny musik kommer hun til at mærke konsekvenserne

Fallulah besluttede sig for at vinke farvel til streamingtjenesten og udgiver nu musik på anden vis.

Hvad stiller man op som musiker i en verden, hvor antallet af streams er altafgørende, men man føler, at betalingen for at blive streamet er elendig?

Hvis man hedder Fallulah, tager man en radikal beslutning og boykotter Spotify fuldstændigt. Som en af de første etablerede danske musikere nogensinde.

Beslutningen traf Maria Apetri, som er hendes borgerlige navn, i august sidste år, og i år kommer hun for alvor til at mærke konsekvenserne af den.

Hun har allerede udsendt to singler uden om Spotify, og i 2023 udgiver hun for første gang et helt album, som du ikke kommer til at kunne finde hos streamingtjenesten.

- Det er en sindssyg beslutning at tage på mange måder. Hvis du ikke er på streamingtjenester, eksisterer du ikke. Det er noget, vi er blevet indoktrineret med de sidste mange år, siger musikeren, der lige er blevet annonceret som et af navnene ved dette års Smukfest.

Alligevel kunne Fallulah mærke i sin mave, at det – af flere forskellige grunde - ikke føltes rigtigt at blive ved med at udgive musik på Spotify. Primært fordi den betaling, du får som kunstner, når din sang bliver streamet, ifølge Fallulah er meget lav.

Hun kunne se det sort på hvidt med singlen 'Dance It Better', der udkom i 2021. Singlen udkom på hendes eget pladeselskab La Boom Records, og derfor havde hun mulighed for selv at nærstudere data og tal.

- Da den havde ramt 750.000 streams, hvilket jo er ret meget for mange kunstnere, havde det genereret omkring 13.000 kroner før skat. Til sammenligning havde jeg lavet en musikvideo til nummeret, der havde kostet over 30.000 kroner.

- Så jeg har i hvert fald lagt omkring 100.000 kroner i udgifter på det nummer, og de penge kommer jeg aldrig til at få tilbage, siger hun.

Så det sidste halve år har hun udsendt singlerne 'Autumn Leaves' og 'My Love' uden om Spotify. I stedet kan man købe sangene på iTunes og gennem sitet Patreon, som er en platform, hvor man kan abonnere på Fallulah og andre kunstneres musik og indhold.

Fallulah har været en del af den danske musikscene i efterhånden mange år. I 2011 vandt hun hovedprisen ved P3 Guld og de medfølgende 100.000 kroner. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Indtil videre har hun 45 abonnenter på Patreon, hvilket man ifølge Fallulah ikke skal undervurdere.

- Det vokser stille og roligt, og hovedideen med det for mig er at have det nære fællesskab, at nogle kan give mig feedback og få lov til at være helt tæt på processen.

Senere i år udkommer hendes femte album, der altså ikke vil være at finde på de almindelige streamingtjenester.

Streamingtjenesterne er en kæmpe magtfaktor

Det har ifølge Fallulah været lidt af et tabu i den danske musikbranche at tale om, hvor lidt kunstnerne rent faktisk tjener på streaming. For selvom indtægterne fra streaming er meget små, er det altafgørende for kunstnere at streame godt og lande på de populære playlister.

- Vi er i en branche, hvor meget af det, vi skal, er at skabe en fantasi eller drømmeverden. Det er ikke så attraktivt at tale om kroner og ører, men realiteten er, at hvis folk ikke tjener penge på den musik, de skaber, kommer der et tidspunkt, hvor de ikke har råd til at lave musik.

Derfor mener Fallulah, at mange glemmer, at der er store udgifter forbundet med at skabe et nummer, så det overhovedet kan ligge på Spotify.

- Og når man tjener halvanden øre per stream, er det nærmest umuligt at skabe et overskud, for du skal først have dækket alle udgifterne, siger hun og fortsætter:

- Det skaber samtidig et kæmpe pres, for streamingtjenesterne er så stor en magtfaktor i musikbranchen. Det er der, du skal være til stede, der du skal konkurrere, komme på playlisterne og have mange streams for at vise, at det går godt.

Fallulahs kommende album er det bedste, hun nogensinde har skrevet, synes hun. Derfor glæder hun sig også til at komme ud og spille koncerter og har offentliggjort en stor turné i efteråret 2023. (Foto: © Julie Montauk)

Fallulah mener dog, at tingene er ved at vende. Mange af kollegerne i musikbranchen har kontaktet hende for at spørge ind til beslutningen om at droppe Spotify. Og hos mange nyere artister ser hun en åbenhed omkring, at de er nødt til at have jobs ved siden af musikken, fordi de får så ringe betaling for streaming.

- Jeg ved ikke, om der er andre kunstnere, der vil gøre præcis det samme som mig, men der er mange, der holder øje med, hvordan det går. Sådan er det tit, når man går forrest. De skal lige bruge nogle år på at se, om de vil være med på den.

Hun vil heller ikke nødvendigvis anbefale nyere artister at droppe Spotify.

- Jeg føler ikke, jeg skal rådgive om noget, jeg selv står midt i. For jeg ved ikke, om det er verdens dårligste idé. Men er jeg nødt til at følge min mavefornemmelse og min integritet.

Har ændret egne musikvaner

Hvis du søger efter Fallulah på Spotify nu, kan du dog stadig finde masser af hendes musik. For alt hvad hun udgav, inden august 2022 er nemlig fortsat tilgængeligt på platformen.

Forklaringen bag er rimelig simpel: Størstedelen af hendes ældre musik udkom på større pladeselskaber, hvilket betyder, at hun ikke selv ejer rettighederne til den.

Man kan også stadig lytte til hendes populære Hej Søster-playliste, der siden 2018 har fremhævet et væld af danske, kvindelige artister. Og den playliste har hun ikke tænkt sig at lægge i graven:

- Jeg kan jo ikke tvinge min beslutning om at droppe Spotify ned over andre. Jeg tjener ikke noget på den playliste, og jeg har kun gjort det for at highlighte andres musik. Så den bliver stadig opdateret, for jeg er jo ikke imod brugerne, siger hun.

Fallulah har spillet på alverdens danske festivaler. Her giver hun koncert på Smuk Fest i 2016, kort tid inden fødslen af sit første barn. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix Denmark)

Hun har heller ikke som forbruger boykottet Spotify, men betaler fortsat 100 kroner om måneden for sit Premium abonnement. Hun har dog alligevel ændret sine musikvaner, siden hun som kunstner besluttede at boykotte Spotify for fem måneder siden.

- Jeg er begyndt at købe albums på iTunes igen og lytte til dem fra ende til anden. Jeg var selv kommet ind i nogle vaner, hvor jeg mere brugte musik som noget baggrund, og jeg er endda kæmpe musikelsker. Så jeg har genopdaget kvaliteten i at dykke ordentlig ned i musikken.

Fallulah håber, at hendes fans vil gøre det samme, når hendes nye album udkommer senere på året. At de vil kredse for detaljerne, høre det fra start til slut og måske ligefrem købe det i fysisk form på cd eller vinyl.

Spotify vil ikke udtale sig i den konkrete sag, men henviser til deres side Loud and Clear, hvor man kan læse mere om, hvordan kunstnere betales for streams på deres platform.