På Astrid Andersens spisebord står en saltkværn og en peberkværn. De har kostet 750 kroner - altså per styk.

- Jeg ved godt, det er pissedyrt, men jeg bliver bare glad hver gang, jeg putter salt på min mad, så hvorfor ikke?

Astrid er 28 år og arbejder som butikschef i en gardinbutik i centrum af København.

Selvom hun ikke tjener en svimlende månedsløn, bruger hun nemt flere tusinde kroner hver måned på at købe tøj, sko, tasker og ting til sin lejlighed.

- Min kæreste har sagt, at han ikke kender nogen i denne verden, som sætter så meget pris på smukke ting som mig, og på en måde har han ret. Tag for eksempel kirsebærblomster. Dem kan jeg bare glo på i hundrede år. Jeg er ligesom bare besat af smukke ting, og det er ikke kun materialistiske ting.

- Men når jeg synes, noget er et godt design, der giver mening, så bliver jeg glad.

Der er mange ting i denne verden, som Astrid synes, er godt design. Tag for eksempel hendes lyserøde Verner Panton stole. Dem elsker hun. Og hun ville elske at købe et par stykker mere. Også selvom hendes kæreste ikke synes, at der skal flere lyserøde ting i ind i lejligheden på Nørrebro.

Buffalos kickstartede det hele

Astrids passion for at shoppe startede med et par sorte Buffalos.

Astrid var 14 år, da hun fandt dem i en genbrugsbutik i barndomsbyen Randers.

1990'erne var for længst et overstået kapitel, men støvlerne var alligevel lidt lol på en nostalgisk måde. De var i god stand, og så kostede de kun 30 kroner.

- Problemet var bare, at jeg aldrig fik dem på. De stod ligesom bare på mit værelse og gloede på mig, så en dag prøvede jeg så at sælge dem på den Den Blå Avis.

Heldigvis var Astrid ikke den eneste, der syntes, Buffalos kunne noget, og hun endte med at sælge støvlerne videre for 400 kroner.

- Jeg kan huske, jeg tænkte: "Okay, lets go!", og så begyndte jeg ellers systematisk at gå i genbrugsbutikker.

Det var altså Buffalo-støvlerne, der fik Astrids øjne op for, at shopping nærmest var som at gå på skattejagt.

I den periode kunne hun på en ganske almindelig skoledag opstøve fem par Levi's-cowboybukser i byens genbrugsbutikker.

Bukser, som hun købte for 40 kroner, og som hun på ingen tid klippede til shorts og solgte videre, da de havde aftjent deres værnepligt i garderoben.

Siden da er Astrids passion for at shoppe kun vokset.

Sparede 5.000 kroner på Gucci-støvler

Selvom Astrid bliver glad i låget af at se på smukke ting, så bliver hun nærmest endnu mere glad af at gøre en god handel.

Når hun swiper visakortet eller MobilePay, skal det nemlig helst være, fordi hun sparer nogle penge.

- Jeg vil ikke give fuld pris for noget. Jeg så for eksempel én, der havde lagt et billede op af et par langskaftede Gucci-støvler, og jeg måtte bare eje dem. Men støvlerne kostede 7.000 kroner i Gucci-butikken, og det ville jeg på ingen måde give.

- Men så en dag sidder jeg og kigger, og så er der en, der sælger dem til 1.600 kroner. Dér vidste jeg bare, at jeg skulle slå til.

'Det er løgn, det er løgn'

For Astrid er en god shoppetur for det meste noget, som foregår på forskellige genbrug- og vintageapps eller på et loppemarked. Faktisk får hun hurtigt en underlig følelse, når hun befinder sig i en butik og ser ti af de samme bluser hænge på en stang.

- På et loppemarked kan jeg virkelig opleve den der jagt, som jeg synes er så fed. Og hvis jeg gør mig et godt køb, kan jeg nærmest mærke dopaminet i min krop og bare tænke: "Det er løgn, det er løgn, det er løgn, at det her sker for mig," fortæller Astrid, hvis favoritloppemarked er Veras på Nørrebro i København.

Selvom Astrid nemt kan bruge 4.000 kroner om måneden på at shoppe, så synes hun stadig, hun lægger sine penge de rigtige steder:

- Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke kaffe, og jeg bryder mig ikke om at være stiv. Så at stå på en eller anden klub og spytte ned i en dyr drink med vodka og tranebær, det er virkelig ikke mig.

- Så vil jeg meget hellere tidligt op dagen efter og gå på loppemarked, for det giver mig noget andet.

Når Astrid shopper på enten loppemarkeder eller på diverse apps, laver hun en række aftaler med sig selv, så hendes økonomi ikke løber løbsk.

Hvis hun skal bruge penge på noget, skal det enten være en ting, som nærmest skal vare for evigt. Og ellers skal det i det mindste være noget, hun er sikker på, at hun kan sælge videre.

Jeg er ikke en del af en brug-og-smid-væk-kultur

Når Astrid har sin egen stand på et loppemarked, tjener hun som regel sine indkøb hjem igen.

- Man siger jo, at det gennemsnitlige stykke tøj i verden bliver brugt syv gange, og der vil jeg gerne indrømme, at det gennemsnit lever jeg ikke op til. Til gengæld sender jeg altid det videre, jeg ikke bruger.

- Selvom jeg da ikke skal pudse nogen glorie, så synes jeg ikke, jeg er del af den der brug og smid væk-kultur, da jeg aldrig smider væk, men sælger det, eller giver det til velgørenhed.

Til gengæld er der ting, som Astrid aldrig kunne drømme om at sælge videre. En af dem er hendes Chanel-taske.

- Jeg købte den efter et breakup. Jeg tænkte bare: "Nu kigger jeg, og den første taske, som jeg kan lide, der koster under 10.000 kroner, den køber jeg". I dag ville den måske kunne sælges for 25.000 kroner, men jeg kommer aldrig til at kunne skille mig af med den.

Konto må ikke ramme nul

Når nu Astrid shopper så meget som hun gør, er hun også meget bevidst om at overvåge sine konti.

Først og fremmest har hun lavet en separat opsparingskonto, som hun ikke trækker på, når hun køber tøj. Den er forbeholdt større udgifter som for eksempel rejser.

Derudover har hun også en aftale med sig selv om, at hendes shoppekonto aldrig må ramme nul.

- For mig er nul ikke nul, så jeg må ikke bruge under et bestemt beløb på min konto. For mig skal der altid være noget at falde tilbage på. Hvis så jeg overskrider min grænse, kan jeg godt tænke: "Åh nej nej nej," men så går jeg i sælgermode for at genvinde kontrollen lidt.

Gider ikke ligge i graven og fortryde

Når Astrid bruger penge, kan hun af og til godt have en følelse af, at hun burde styre sig lidt.

Omvendt har hun også nogle sætninger, som hun siger til sig selv for at retfærdiggøre sine køb.

- Jeg kan for eksempel sige: "Astrid, man tjener penge for at bruge dem", og jeg kan også godt sige til mig selv, hvor ærgerligt det ville være at ruge på sine æg og gemme, hvad man har, hvis nu man bliver kørt ned i morgen. Jeg gider i hvert fald ikke ligge i min grav og fortryde, at jeg ikke nåede at købe de fucking sko, jeg ønskede mig så dybt.

Når Astrid føler, hun har et godt outfit på, så kan det få hende til at føle sig veloplagt og klar til verden på en helt særlig måde. Samtidig er hun også bevidst om, at hun ikke tager noget bestemt tøj eller nogle bestemte sko på, fordi hun skal opnå andre menneskers anerkendelse.

- Jeg har brugt lang tid i mit liv på at tænke, hvad andre syntes om mig. Min folkeskoletid var ikke særlig sjov, fordi jeg klædte mig anderledes end de andre, og børn kan bare virkelig være tarvelige.

- Som voksen har jeg fundet de mennesker i mit liv, som synes, jeg er god nok, som jeg er, og det har gjort, at jeg med tiden er blevet mere ligeglad. Derfor går jeg i det tøj, jeg vil. Men hvis man skal have det bedre med sig selv, så er gode relationer opskriften for mig.

Gør du dig også mange tanker om, hvad du bruger dine penge på? I tv-programmet 'Emil Lange bliver rig' kan du møde en anden person, som er god til at bruge penge.