Tør du tale om din økonomi? Det tør 22-årige Marie Bjørk.

Marie flyttede hjemmefra som 21-årig. Efter en gymnasietid og flere år med corona-tilstande, drømte hun om at bo i København og tage sig et sabbatår.

Men sabbatåret gik ikke, som Marie havde tænkt, for det viste sig, at det var rimelig umuligt at bo i byen og samtidig få råd til det liv, som hun drømte om.

Tankerne om økonomi og budget begyndte pludselig at fylde så meget, at det ligefrem påvirkede Marie mentalt. I julen tog hun derfor en afgørende beslutning sammen med sin kæreste: De ville flytte væk fra København og hjem til Maries forældre.

Igennem de seneste mange måneder har Marie undret sig over, hvorfor økonomi egentlig ikke er noget, hun taler med sine venner om. Det er, som om det er lidt tabubelagt ikke at have penge nok eller ikke at have råd til det gode liv. Men det har hun tænkt sig at gøre op med, og her kan du læse hendes tanker om, hvordan man kan blive mentalt påvirket af bekymringer om penge.

Da jeg efter gymnasiet fik lyst til at flytte til København, var det, fordi jeg havde en idé om, at nu skulle jeg tage en sabbatår og være ung inde i byen, inden jeg søgte ind på en uddannelse.

Jeg drømte om at have muligheden for at være spontan, og hvis jeg havde lyst til at tage ud og rejse, tage til fester, koncerter eller festivaler, så kunne jeg det. I København fik jeg job som pædagogmedhjælper, og i begyndelsen var jeg bare sådan "wuhuu, nu gør jeg bare, hvad jeg har lyst til", og så købte jeg frokost ude i byen i min pause.

Men jeg opdagede lynhurtigt, at det havde jeg ikke penge til. Krigen i Ukraine betød jo bare, at alle priser steg. Husleje var enormt dyrt, el og varme steg, priserne på mad steg, og da jeg har leddegigt, har jeg også ekstra udgifter til medicin.

Det er egentlig ikke, fordi jeg er et økonomisk rodehoved. Jeg har okay styr på mine ting. Som pædagogmedhjælper tjente jeg 14.000 kroner om måneden efter skat. Det samme gjorde min kæreste. Den ene af vores lønninger gik til ren husleje, imens den anden løn gik til ekstraregninger, tandlægebesøg, transport, mad og så selvfølgelig også nogle oplevelser. Vi har også forsøgt at spare lidt op, så vi havde lidt penge til, når vi skulle starte studie.

Selvom vi levede fornuftigt, insisterede vi også på at gøre ting, som man jo gør, når man er ung. Men det var altid efterfulgt af mange tanker og tvivl. Hvis jeg for eksempel kom sent hjem fra arbejde og havde vildt meget lyst til en pizza, begyndte jeg at spørge mig selv: Kan du tillade dig det, Marie? Hvor mange penge har du brugt i denne måned? Hvor mange dage er der tilbage i måneden?

Det her er min fars værksted. Værkstedet er en del af et anneks, som ligger i baghaven af mine forældres hus på Orø. Lige nu er vi i gang med at sætte det i stand, så vi kan bo her over sommeren, indtil vi skal studere.

Vi skal stadig betale husleje til mine forældre, men det bliver ikke i nærheden af det, vi betalte for de samme kvadratmeter i København. Dér kostede vores lejlighed på 43 kvadratmeter over 11.000 kroner om måneden. Oveni kom så vand, varme og el.

Det var bestemt ikke en luksuslejlighed, men når man ikke ejer en lejlighed, så er lejeboligmarkedet svært at komme ind på, og de leje-lejligheder, der er i København, er virkelig dyre.

Selvom vi slukkede for alle stikkontakter og skruede ned for alle radiatorer, når vi forlod lejligheden, fik vi hele tiden ekstra regninger. I begyndelsen, da vi boede i lejligheden, slukkede vi faktisk helt for radiatorerne, men da jeg har leddegigt, kunne jeg ikke holde til, at det var så koldt. Så måtte jeg sidde i sofaen med en dyne hele tiden.

Da vi begyndte at tænde for radiatorerne, begyndte der at dukke breve op hver anden måned med krav om 1.500 til 2.000 kroner ekstra. De uforudsete udgifter var noget, der virkelig gav mig stress og ondt i maven. Jeg begyndte faktisk at få det helt dårligt, når jeg skulle åbne breve, eller når vi nærmede os slutningen i hver måned.

Imens jeg boede i København, oplevede jeg også, hvor meget priserne på mad steg. Både min kæreste og jeg prøvede at handle fornuftigt, vi kiggede i tilbudsaviser, undgik kød, spiste virkelig meget pasta med grøntsager. Vi kunne endda overveje, om vi skulle købe en pose chips eller vente til ugen efter.

Pesto er jeg også blevet virkelig glad for. Jeg laver også altid mad til flere dage og har også prøvet at lave madplaner, men jeg må indrømme, at jeg synes, det er svært. Jeg kan også godt lide at være spontan og drikke en impulsiv kaffe hos en veninde, men skal jeg så tage hjem fra den aftale, fordi jeg skal lave noget mad, jeg har købt ind til i mit køleskab? Det er sådan noget, jeg godt kan blive i tvivl om.

Selvom jeg ikke er typen, der har behov for at gå i byen hver weekend, så har jeg da også stadig insisteret på, at jeg kunne gå ud. Men det er virkelig dyrt, bare en indgang til et sted og tre til fire øl løber hurtigt op i 500 kroner, og så begynder jeg bare at stille mig selv spørgsmålet, om det var det værd, og om mit budget kan holde til det. Det er ikke fedt at tænke sådan.

Det er heller ikke noget, jeg har talt med mine venner om, for måske er det lidt et tabu, at man ikke føler, man har råd. Så siger man bare, at man lige er lidt for træt til at tage af sted.

En anden ting, jeg heller ikke føler, jeg har haft råd til, har været at købe tøj. Dengang jeg boede hjemme, kunne jeg godt lide at købe nyt tøj, men i dag kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været på shoppetur. Det seneste køb, jeg har gjort mig, var et par langærmede t-shirts i H&M's børneafdeling.

Da vi boede i København, havde min kæreste og jeg tit skænderier om økonomi. Han er mest den spontane type, imens jeg er lidt mere påpasselig. Det betyder, vi tit bliver uenige om, hvad vi skal købe. Da vi i juleferien tog på landet for at besøge familie, stoppede de skænderier med det samme. Men da vi vendte tilbage til København, lå der en uforudset ekstraregning i vores postkasse, og så begyndte vi bare at skændes igen.

Nogenlunde samtidig fik min kæreste at vide, at han ikke ville blive forlænget på sit job. Så kiggede vi bare på hinanden og vidste, at vi skulle sige vores lejlighed op og flytte hjem til mine forældre på Orø. Det var virkelig en lettelse at tage den beslutning, men det føltes også lidt som at give op. Vi kunne jo lige præcis godt få det til at løbe rundt. Det krævede bare så mange tanker og så meget energi at styre budgettet, så det pludselig ikke længere var sjovt at bo i byen.

Jeg vil ikke sige, jeg er misundelig på dem, som har kunnet købe en lejlighed i byen, eller som har forældre, der købt én, men jeg kan godt mærke, at det fylder hos mig. Mine forældre har også lavet en børneopsparing til mig, men den var på lidt over 40.000 kroner, og selvom jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik de penge, så rækker de ikke så langt på lejeboligmarkedet. Alene depositummet til den lejlighed, vi lige er flyttet ud af, var 53.000 kroner, og de penge tror jeg ikke, vi får tilbage.

Hvis alt går efter planen, regner jeg med at begynde studie til sommer. Jeg vil gerne læse til administrationsøkonom i København eller på samfundsvidenskabelig linje på RUC. Jeg kan faktisk godt få lidt ondt i maven, når jeg tænker på fremtiden, for jeg kan ikke se, hvordan det skal løbe rundt, hvis jeg skal bo i København.

Men nu har jeg skrevet mig op til en studiebolig i Holbæk, og de er en hel del billigere end dem i København. Lige nu prøver jeg at lade være med at bekymre mig for meget, det har jeg allerede brugt alt for meget tid på.