EM i herrefodbold, corona-vibes og uanede mængder af solskinsdage.
Det er selvfølgelig sommeren 2021, vi snakker om. Den bød nemlig på mange ting, og for musiker Asger Nordtorp Pedersen – måske bedre kendt som Guldimund – bød den også på en ny forelskelse.
- Jeg husker det, som om solen altid skinnede ind ad vinduet i den her meget lille to-værelses lejlighed, jeg lejede på Frederiksberg i København. Jeg havde lige fået Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, så efter at have følt mig fattig og luset i årevis, havde jeg lige pludselig penge på lommen. Og så var jeg buldrende forelsket, fortæller Guldimund til P3.
Det var dog en forelskelse med splittede følelser.
Guldimund var nemlig kommet ud af en skilsmisse og skulle til at finde fodfæste som enlig far.
- Jeg var lige kommet ud af et langt forhold og havde et barn, og når sådan et forhold går i stykker, er det også en familie, der går i stykker. Det er jo en trist begivenhed i det barns liv. Og da jeg så blev forelsket og lige pludselig var glad og lettet over, hvor jeg var i min tilværelse, kunne jeg godt komme til at skamme mig en lille smule over at have det så nemt, fortæller Guldimund og fortsætter:
- Det her med at stå og være enormt forelsket og samtidig have de her ambivalente følelser fyldte meget. Må jeg godt være glad?
De tanker endte med at blive til sangen 'Det' kun vigtigt, hvad det er', og dens energi er ifølge Guldimund en drivkraft mod, at man godt må være glad.
Budskabet i sangen er nemlig, at du godt må give slip og give dig hen til at være glad.
- Det kan ikke nytte noget at lade sig begrænse af, hvad andre tænker. Eller endu værre: Hvad man tror, andre tænker, siger Guldimund, der har skrevet sangen hjemme i den tidligere lejlighed på Frederiksberg.
Den er dog blevet indspillet i et studie i Valby. Og her har vi mødt ham til en snak om, hvordan sangen blev til, og hvilke tanker der ligger bag.