Det føles som at tage stoffer.
Sådan har Anders Reuter, forsker i popmusik, hørt flere mennesker omtalte Kylie Minogues single 'Padam Padam'.
Siden den blev udgivet i maj, har den ligget i toppen af hitlisterne og er blevet spillet til sommerfester og særligt prideparader verden over. Og allerede her få måneder efter udgivelsen har den over 73 millioner streams på Spotify.
- Den er simpelthen så god, at folk er blevet afhængige – særligt af omkvædet, fortæller Anders Reuter, der har en ph.d. i musikvidenskab.
Han har fulgt australske Kylie Minogue i mange år, og han er meget imponeret over den renæssance, popikonet for øjeblikket befinder sig midt i.
Fredag udgiver Kylie Minogue sit 16. studiealbum, 'Tension', og det er uden tvivl ét af de mest ventede album fra hovedpersonen i mange år, mener Anders Reuter. Det er nemlig to årtier siden, at hun sidst havde et internationalt hit i samme skala som 'Padam Padam'.
- Måske var vi ikke helt klar over, at vi savnede hende, siger Anders Reuter.
Han peger på, at 'Padam Padam' har fået så stor succes, fordi er er noget genkendeligt i sangen. Den lyder både meget som popmusik i 2023, men også som klassisk Kylie.
- Det er en del af forklaringen på dens succes. Og så er det bare en vanvittigt god og ekstremt velproduceret sang.
Men hvem er hun egentlig, hende australieren? Og hvor længe har hun været i gang? Vi gør dig klogere på popikonet herunder.
Fra sitcom til de helt store scener
Kylie Minogue brød første gang igennem i 1980'erne, hvor hun var en del af den australske sitcom-serie 'Neighbours', der også fik kæmpe international succes.
Efter hun forlod showet i 1988, udgav hun sine første singler, der nærmest "skar i tænderne af ren sukker". Det var "ungdommeligt teenagemusik", beskriver Anders Reuter.
'The Loco-Motion' og 'I Should Be So Lucky' lå stabilt på hitlisterne og manifesterede Kylie som en talentfuld sanger, man ikke kunne komme udenom.
'The Loco-Motion' blev endda den bedst sælgende single for hele årtiet i Australien.
- Hun var stor, men hun var ikke sådan Madonna-stor eller Michael Jackson-stor. Hun var der, og det kørte godt for hende, men hun har også været lidt ude i glemslen, fortæller Anders Reuter.
Kylie Minogues karriere har nemlig budt på flere forskellige faser gennem årtierne. Faktisk har karrieren budt på så mange faser, at Anders Reuter ikke kan pege på en anden musiker, der har oplevet så mange renæssancer, som Kylie Minogue har.
Den mest epokegørende fase for hende kom i starten af 00'erne, hvor hun blandt andet udgav singlen 'Can't Get You Out of My Head'. En nyklassiker, kalder Anders Reuter sangen for.
- Det særlige ved 'Can't Get You Out of My Head' er, at den er underspillet. Det er måske også der, hun for alvor lanceres som en sofistikeret popstjerne. Hun lykkes med et nummer, der er underspillet, og det er så kraftfuldt, som noget kan være.
- I den tidsperiode har vi Britney Spears og boybands, så det giver det mening, at der kommer en klassisk popstjerne ind og viser, hvad et afdæmpet og underspillet popnummer også kan gøre, forklarer han.
For the girls and the gays
Siden de store hits i starten af 00'erne har fokus på Kylie Minogue dog været mere begrænset. Hun har stadig udgivet musik og været på store turnéer, men ingen af dem har nået toppen af hitlisterne på samme måde, som 'Can't Get You Out of My Head' gjorde – og på den måde som 'Padam Padam' gør det lige nu.
Der er dog én fangruppe, som har været der for hende gennem hele karrieren: nemlig LGBT+-miljøet.
- LGBT+-miljøet har altid været på forkant i populærmusikken. Popmusikkens dna og alt det, vi lytter til i dag, er baseret på, hvad der sker i LGBT+-miljøet. Det dyrker Kylie Minogue helt konkret i sin musik med den elektroniske elektropop, forklarer Anders Reuter.
- 'Padam Padam' er også blevet en kampsang for gay-kultur i løbet af det sidste halve år, og hun har en stor, fast fanbase i det miljø, som har bakket hende op gennem hele karrieren, uddyber pop-forskeren.
Og var man i tvivl om hendes langtidsholdbarhed, skal man bare kaste blikket et par år tilbage.
I 2020 blev hun nemlig den første kvindelige artist til at have et album liggende på den britiske hitlistes førsteplads fem årtier i streg. I både 1980'erne, 1990'erne, 2000'erne, 2010'erne og 2020'erne har hun altså toppet hitlisterne med sin musik.
Nu appellerer hun til de unge
Nu er albummet 'Tension' så udkommet som opfølgeren til hitsinglen 'Padam Padam', og de første anmeldelser tyder på, at hun (stadig) har fat i den lange ende.
- Det her album er til de sene nætter med gamle venner og til nye romancer. Det er til dansen og tårerne på klubben. Det er fantastisk godt selskab. Det er svævende popmusik med et stort hjerte, som tager de store følelser med ind på dansegulvet – på samme måde, som skaberen af albummet gør, skriver Rolling Stone UK om albummet.
Mens Slant Magazine særligt påpeger hendes referencer til 1980'erne på albummet.
- Minogue er dykket helt ned i alt, hvad der er skønt ved 1980'erne, skriver de.
Med 'Tension' spår DIY Magazine desuden, at hun kommer til at appellere endnu mere til de yngre generationer.
- Måske har problemet været, at de yngre generationer ikke har kendt til hendes kulturelle opture, fordi de har en opfattelse at, at hun udelukkende tilhører mødre og ældre homoseksuelle. Men denne gang med hendes 16. album 'Tension' er hun her for at blive hyldet og har lyttere verden over – både unge og gamle, skriver DIY Magazine om det nye album.
Anders Reuter forstår da også godt, hvorfor hun pludselig har så stor succes igen.
- Vi er måske også i en generel brydningstid med krig i Ukraine, pandemier og naturkatastrofer, og dér er det måske meget rart med en stabil og sympatisk popstjerne, som ikke er overseksualiseret eller helt væk på stoffer. Én, som står for noget grundlæggende behageligt og sofistikeret, forklarer Anders Reuter.
- Det er de færreste, der ikke kan lide Kylie Minogue. Hun er en vildt dygtig sangerinde og har en unik klang. Nogle gange kan man godt ønske sig flere popstjerner som hende, hvor der er mindre ramasjang og mere ren pop, slutter han.