Det skulle have været et helt almindeligt spillejob for rapperen Yakuza.
Hun var hyret til at spille opvarmning for den amerikanske rap-sensation NLE Choppa, som gæstede det københavnske spillested Stagebox.
Og som hun siger.
- Jeg havde glædet mig helt vildt til at skulle spille det her show.
Men det, som skulle have været en glædens aften, blev en rædselsfuld oplevelse.
Det fortæller hun til Pelle Peter Jencel i P3-podcasten 'Ekstranummer'.
Inden showet hypede hun sig selv, som hun altid gør, før hun skal spille.
Hun lavede stemmeøvelser og visualiserede, hvordan det ville være at gå på scenen.
- Det her bliver sindssygt, sagde hun til sig selv.
- God energi og fuldt hus.
Var der fuldt hus på Stagebox? Ja tak.
God energi? Not so much.
Du kan høre hele historien i P3-podcasten 'Ekstranummer':
For da hun gik på scenen, blev hun mødt af det, der ifølge hende selv minder om "et hooligan-publikum", der nærmest udelukkende bestod af drenge i alderen 14-21 år.
- Fra starten af buher de af mig. Jeg kan næsten ikke høre mig selv performe, siger Yakuza.
Men det skulle blive værre endnu.
- De kaster tyggegummi og kopper på mig. De holder deres hænder i vejret med et "L"-tegn for "Loser". Og de holder deres telefoner op, hvor de har skrevet diverse krænkelser.
Hun fortæller, at de unge mænd blandt publikum havde skrevet ting som "få soen ned fra scenen", "luk so" og "luder".
- I sekunderne, hvor det her sker for mig, tænker jeg, at det er det værste, der er sket i mit liv.
Da showet var slut, og hun kom ud bag scenen, ramlede hendes verden.
- Så fik jeg bare et sygt angstanfald, hvor jeg hyperventilerede og græd. Det tog en halv time til en time, før jeg kunne komme ud af det der panikanfald, jeg fik, siger Yakuza.
- Følelsesmæssigt var det et kæmpe overgreb. Det gjorde ekstremt ondt, siger hun.
Regnskabets time
Oplevelsen sad stadig i rapperens krop, da hun tre dage senere skulle spille på Roskilde Festivals countdown-scene.
Det var hendes karrieres vigtigste koncert, og hun var nervøs.
Både for, om hendes optræden ville gå godt.
Men også for, om koncerten igen ville udvikle sig til hooligan-agtige tilstande med sexistiske tilråb og flyvende plastikglas.
Hun trådte på scenen, og dér, på en af de forreste rækker, fik hun bekræftet sin frygt: Der stod en gruppe drenge og lavede L-tegn med deres hænder.
Så Yakuza tog en rask beslutning. Ovenpå oplevelsen i Stagebox var det ikke en adfærd, hun ville tolerere fra publikum.
- Så adresserede jeg det bare og sagde, at de der fem drenge, der står lige der, de skal simpelthen smutte væk nu, siger Yakuza.
Og ligesom under koncerten i Stagebox, opstod der en folkestemning.
Men denne gang var den ikke rettet mod Yakuza, men mod de fem drenge.
- Da jeg siger det, vender alle sammen sig mod dem, og så er det faktisk bare dem, der bliver buhet af.
Og sådan fik Yakuza oprejsning efter den ubehagelige koncertoplevelse i Stagebox.
Du kan også møde Yakuza i denne 'Upcoming'-video:
Soundvenues anmelder var på stedet, og skrev i sin anmeldelse af koncerten:
- Inden forsamlingen kunne fodres, måtte Yakuza dog lige smide et par unge knøse, der tilsyneladende morede sig med at buhe af rapperen, på porten med ordene: "Så kan i selv mærke, hvordan det føles at blive buhet".
'Stærke kvinder intimiderer mange mænd'
Men hvorfor mon disse unge mænd følte et behov for – og at de kunne tillade sig at – sabotere Yakuzas koncerter?
Yakuza har selv et bud.
- Jeg tror, at stærke kvinder intimiderer mange mænd, og specielt drenge, der ikke er mænd endnu, reflekterer Yakuza.
Hun tror, at de bliver provokerede af hendes tekster – blandt andet fordi hun rapper om sin seksualitet.
- De oplever min selvtillid som en provokation. Og så er jeg er nemt offer, fordi jeg ikke er 100% brudt igennem endnu, siger Yakuza.
Efterfølgende har Yakuza skrevet nummeret 'Hende der'.
Her reflekterer hun over oplevelsen med teksten:
"Jeg har varmet op for NLE Choppa / De buhede mig en halv time, smed med kopper / Stod på Roskilde Countdown tre dage senere / Det er sådan, jeg ved, jeg er en ener".
Og så får hun foreløbig det sidste ord med linjen:
"Du er kommet for at hate – jeg er kommet for at blive".