Sabrina fra De dyre piger: 'Jeg har 100 procent været med til at skabe en forkert perfekthedskultur'

Dårlig selvtillid fik Sabrina til at storredigere sine Insta-billeder. Men nu skal det være slut.

(Foto: © Anders Brohus/Grafik: Oliver Seppo, Blu/DR)

Sabrina Sau sidder på en altan i den tyrkiske ferieby Alanya sammen med sin kæreste, Mikkel.

De har åbnet en flaske asti for at fejre premieren på sæson tre af 'De dyre piger', hvor Sabrina er med.

Sabrinas datter sover inde i lejligheden, og Sabrina får pludselig det indfald, at hun skal skyde nogle billeder fra ferien, som hun kan dele med sine følgere på Instagram.

Mikkel bliver udnævnt til fotograf, men da Sabrina efterfølgende kigger kamerarullen igennem, virker alle billederne som fejlskud.

Sammen sidder de og griner lidt af dem, indtil Sabrina foreslår, at hun måske bare skal droppe al forfængelighed og poste billederne, som de er, uden at bruge en masse filtre, som hun ellers normalt gør.

(Foto: © (privat))

- På det tidspunkt havde jeg allerede snakket med Mikkel om, at det var min drøm en dag at lægge uredigerede billeder op på min profil, så da jeg foreslår at lægge de her fejlskud op, siger han bare, at det synes han er en mega god idé. Han udfordrer mig faktisk til at gøre det.

Kort tid efter poster Sabrina fem uredigerede billeder på sin profil, som på det tidspunkt har omkring 25.000 følgere.

Imens det for nogen lyder som en rimelig uskyldig beslutning at poste billeder uden et tykt filter på, er det for Sabrina decideret grænseoverskridende.

- Jeg har det jo sådan, at jeg ikke er tilfreds med mit udseende. Når jeg kigger mig i spejlet, bryder jeg mig ikke om, hvad jeg ser.

- På grund af den her utilfredshed, har jeg altid følt, det var nødvendigt at lave mig selv om med filtre, hvis andre mennesker skulle synes, at jeg var smuk, og jeg har virkelig været storredigerende, når jeg lagde noget ud.

Sådan ser Sabrina ud, når hun bruger filter. (Foto: © (privat))

Utro kærester

Når Sabrina tænker tilbage på sin barndom og ungdom, er hun ikke helt sikker på, hvornår hun begyndte at se på sig selv som grim og forkert.

I virkeligheden var det nok lidt en blanding af mange ting. I folkeskolen var hun udsat for mobning, og i mange år hadede hun at gå i skole.

Gymnasiet og HF droppede hun ud af, og da hun var gammel nok til at få kærester, havde hun det med at forelske sig i fyre, som ikke behandlede hende særligt godt.

Inden Sabrina begyndte på at få lavet behandlinger, drømte hun at se ud som de kvinder, hun så på Instagram. (Foto: © (privatfoto))

- Alle mine tidligere kærester var mig utro, og når jeg så har set, hvem de har været mig utro med, var det tit de her smukke piger med store bryster, som jeg syntes var meget pænere end mig.

- Når jeg tænker tilbage på det, føler jeg, det ødelagde alt inde i mig. Nok fordi jeg tænkte, at de var mig utro, fordi jeg ikke var god nok og ikke så godt nok ud.

Læberne, der gik galt

Da Sabrina var 24 år, fik hun lyst til at få fikset alt det ved sig selv, som hun ikke kunne lide. Nu ville hun ligne de piger på Instagram, som hun selv syntes var så pæne.

Læberne var det første, Sabrina fik lavet. Desværre blev de slet ikke, som hun havde regnet med.

- De blev lavet sygt grimt, og så tog jeg hen et andet sted, hvor det ikke blev bedre.

Sabrina har tidligere været kærester med Peter Birch, som oprindeligt er kendt fra Paradise Hotel under kaldenavnet Ulven Peter. Det var kort efter bruddet med ham, at hun begyndte at få lavet sine første behandlinger.  (© Blu/DR)

Året efter fik Sabrina lavet bryster, men ligegyldigt hvor mange penge hun brugte, følte hun sig grim, når hun kiggede sig i spejlet.

- Det er som om, når en behandling går galt, bliver man endnu mere ivrig efter at få det lavet. For mig blev det en afhængighed. Jeg havde ligesom ikke nogen stopklods.

Når Sabrina tænker tilbage på de mange behandlinger i dag, er hun stadig glad for de bryster, hun fik lavet. Hun kan også godt lide sine kindben og de rynkereducerende fillers, hun har fået.

Når Sabrina ser sig i spejlet, har hun svært ved at se bort fra sine læber, som hun synes ser mislykkede ud. Overlæben føler hun er ødelagt af fillers, og underlæben hænger som konsekvens af en forbigående blodprop, hun havde tidligere på året. I dag er hun følelsesløs i den venstre side af kæben. (Foto: © Anders Brohus, Blu/DR)

Men læberne ville hun have ønsket, at hun ikke havde gjort noget ved, for som hun siger, så har de ikke gjort noget som helst godt for hendes selvværd og selvtillid.

I dag lægger Sabrina ikke skjul på, at hendes selvbillede er forvrænget: Lige meget hvor mange søde kommentarer, der lander i indbakken, kan hun ikke lide det billede, hun ser i spejlet.

Og nu hvor 'De dyre piger' kan ses på DRTV, har kritiske kommentarer om hendes udseende på anonyme chatforums kastet benzin på det bål, der til daglig holder hendes dårlige selvværd i kog.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke bør tage mig af det, men for mig er det utroligt svært, når folk på steder som Reddit skriver, jeg ligner et trafikuheld.

'Det er jo sygt og forkert at redigere så meget'

Selvom Sabrina synes, det har været hårdt at være med i 'De dyre piger', fordi grimme kommentarer og rygter har fyldt så meget på sociale medier, har hendes medvirken også gjort noget godt for hende.

- Der er ingen tvivl om, at det her program har gjort mig opmærksom på, at jeg gerne vil være mere glad for mig selv.

En ting, som Sabrina har lært af programmerne, er, at det er gået op for hende, at hun selv har været med til at skabe en perfekthedskultur på Instagram, som hun selv hader så meget.

Hvis man følger Sabrinas Instagram-profil, kan man måske godt få indtrykket af, at hun lever et luksusliv, hvor hun går i spa hele tiden. Men sådan forholder det sig ikke. I virkeligheden kan hun fordele billeder fra et besøg i spaen ud over flere dage. (Foto: © Blu, Blu/DR)

- Jeg synes faktisk, det er sygt og forkert at redigere så meget, for det er jo ikke mig, når et billede er redigeret så meget, som jeg har gjort. På den måde har jeg 100 procent selv været med til at skabe den her forkerte perfekthedskultur.

Men en ting er at vide, at man har en dårlig vane. Noget andet er at gøre op med den. For hvor starter man, når ens selvtillid er i bund?

For Sabrina bliver sommeraftenen på altanen i Alanya afgørende.

Måske er det, fordi kæresten Mikkel altid bakker hende op. Måske er det, fordi hun i forbindelse med programmerne til 'De dyre piger' har fået mulighed for at snakke med en psykolog om sit dårlige selvværd.

Der sker i hvert fald det, at Sabrina poster de upolerede portrætter, og der går ikke mange sekunder, før de første likes tikker ind.

Efter et par timer er Sabrinas indbakke fyldt med søde og anerkendende beskeder.

- Pludselig opdager jeg, at det er mig, de gerne vil se, og ikke "Frøken Filter". Folk gider jo ikke kigge på dukke. Det er virkelig vildt at opdage, og jeg bliver faktisk ret stolt af mig selv i øjeblikket.

De samme typer beskeder har hun også fået, når hun i 'De dyre piger' taler ærligt om sit selvbillede, dårlige selvværd og konstante behov for behandlinger.

Sabrina er uddannet social- og sundhedshjælper. Hun har også arbejdet som model og receptionist. I dag arbejder hun som respiratorisk assistent, hvor hun hjælper folk, der har en respirator. Et job, hun holder meget af. (Foto: © Anders Brohus, Blu/DR)

'Jeg kan stadig ikke lide mit spejlbillede'

Siden aftenen i Alanya har Sabrina lagt flere billeder af sig selv på profilen uden de filtre, som hun før i tiden altid kørte sine fotos igennem.

Selvom hun stadig er meget bevidst om sit udseende, drømmer hun om på længere sigt at blive et forbillede for nogen og én, som folk føler, de kan spejle sig i.

Selvom Sabrina forsøger at arbejde med sin selvopfattelse, kan hun stadig ikke lide synet, når hun ser sig i spejlet.

- Jeg ved godt, at den her proces, som jeg skal igennem, ikke bare sker på en dag. Jeg har oplevet mange ting, som jeg har brug for at arbejde med, og det kommer til at tage år.

Når det gælder fremtiden, vil hun gerne derhen, hvor hun ikke længere føler, at hun skal have lavet en masse behandlinger for at kunne føle sig pæn og værdsat af andre.

- Jeg vil simpelthen ikke have, at min datter skal se sin mor gøre det. Jeg synes jo, hun er perfekt, som hun er, og så ville det jo være enormt dobbeltmoralsk, hvis hun skulle se sin mor lave om på sig selv for at føle sig god nok.

Du kan se mere til Sabrina i 'De dyre piger' sæson tre på DRTV:

De dyre piger