Shakira vækker opsigt med nyt hævn-hit: Selv eks-svigermor står for skud

Det er langt fra nyt, at musikere disser ekskærester i sangtekster, men den seneste uge har to af verdens største stjerner kastet sig ud i disciplinen.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gå direkte ind som nummer ét verden over som 45-årig og på spansk, skrev Shakira forleden på Instagram om nummerets succes. (Foto: © Shannon Stapleton, Ritzau Scanpix)

Det er ikke sjovt at gå fra en kæreste. Det ved vi alle sammen.

Men forestil dig så, hvis det drama, som var skyld i et brud, bliver delt med hele verden.

Det er der efterhånden en del ekskærester til popstjerner, som kender til, og nu ved den spanske fodboldstjerne Gerard Piqué også, hvordan det føles.

Hans ekskæreste Shakira har nemlig udgivet et diss-nummer, der på YouTube går under den mundrette titel 'BZRP Music Session #53', som har fyldt overskrifter og sociale medier de seneste dage.

Det spansksprogede nummer har slået rekorden for det latinamerikanske nummer, som er blevet afspillet flest gange på et døgn på YouTube. 63 millioner visninger på 24 timer for et være helt præcis.

Spotify blev det streamet 14,4 millioner gange på et døgn, hvilket er den største debut for en spansksproget sang nogensinde på platformen.

Det skriver musikmediet NME.

I teksten til nummeret disser Shakira blandt andet Gerard Piqué og hans nye kæreste, den 23-årige Clara Chia Marti med linjer som:

"Jeg er to 22-årige værd, du har byttet en Ferrari til en Twingo, du har byttet et Rolex til et Casio"

"Du har efterladt mig som nabo til min svigermor med pressen ved døren og i gæld"

På balkonen til hendes lejlighed i Spanien har sangerinden ifølge tabloid-medier som New York Post og The Daily Mail placeret en heksedukke, der skulle pege direkte over mod Shakiras tidligere svigermors lejlighed.

Gerard Piqué har tilsyneladende også forsøgt sig med hævnforsøg, for han indgik – få dage efter sangen udkom – et partnerskab med urfirmaet Casio, skriver NME. Han dukkede desuden op til et arrangement forleden i en Renault Twingo.

Shakira og Gerard Piqué i 2019, da alt endnu var fryd og gammen. Sidste sommer meddelte de to, at de gik fra hinanden efter 11 års parforhold. Sammen har de to børn på syv og ni år. (Foto: © BRYAN R. SMITH, Scanpix Denmark)

P3-vært: Kunstnere lever af at eksponere deres liv

Med andre ord bliver det beskidte vasketøj for alvor luftet mellem Shakira og Gerard Piqué.

Men er det gået over gevind?

Det synes P3-vært Kasper Reippurt indtil videre ikke.

- For det første har de en ligeligt fordelt magtbalance. De er begge to ekstremt eksponerede og har kæmpestore talerør. Og så er det da meget sjovt, når sådan nogle typer driller hinanden, siger han og fortsætter:

- For det andet lever folk, der laver kunst, af at eksponere deres liv. Hvis man er musiker, vil man gerne selv eje historien og invitere folk med ind. Og en del af det at gå igennem et breakup er, at man er sure på hinanden og har lyst til at sige ting til hinanden.

Han er dog mere bekymret i forhold til Shakira og Gerard Piqués to børn, der er syv og ni år gamle.

- De synes sikkert ikke, det er fedt at se deres forældre opføre sig sådan lidt teenage-agtigt. Så måske skulle Shakira og Piqué kigge deres børn i øjnene og tænke på, om det er sjovt for dem at gå i skole.

Kasper Reippurt påpeger dog, at Shakira ikke nævner Piqués navn i sangen, og dermed har hun måske på den måde taget et hensyn til sine børn.

Miley, Taylor og Britney har også været der

Også Miley Cyrus har for nylig sendt musikalske stilpiller til sin eks-mand, Hollywood-stjernen Liam Hemsworth. Det sker i hendes nyeste single 'Flowers', der udkom på Hemsworths fødselsdag, den 13. januar.

I sangens tekst refererer hun til, at deres fælles hjem brændte ned. Fans spekulerer desuden i, at musikvideoen er optaget i det hus, Hemsworth brugte, når han angiveligt var Cyrus utro, og at Cyrus bærer hans jakkesæt i videoen.

Inden da var det Lana Del Rey, der for nylig sendte en subtil hilsen til sin ekskæreste, da hun købte én billboard-reklame i forbindelse med lanceringen af sit kommende album.

Reklamen hang i Tulsa, som er den by, ekskæresten bor i.

Kasper Reippurt peger desuden på, at både Justin Timberlake og Britney Spears samt Justin Bieber og Selena Gomez ligeledes har sendt stikpiller til deres ekskærester gennem sange og musikvideoer.

- Det er på ingen måde en ny ting, og det er jo også det emne, Taylor Swift måske har berørt allermest gennem sin karriere. Musik er jo et produkt af følelser, og det ressonerer med publikum, hvis de kan kende sig selv i teksterne, siger han.

Britney Spears og Justin Timberlake datede i en årrække i starten af 00'erne. Efter bruddet brugte Timberlake en utro Spears-lookalike i en musikvideo, og Spears skrev angiveligt 'Everytime' om deres brud. (Foto: © Mark J. Terrill, Associated Press)