Søstrene Maria og Louise drømte om modebranchenteenageværelset - nu skyder de billeder i hele verden for Burberry, Dior og Versace

Thornfeldt-søstrene skulle en del skodjobs igennem, men i dag har de blandt andet taget billeder af legender som Kate Moss og Helena Christensen.

(Foto: © Dr)

Modeuge i Milano, kindskys med supermodeller, pindemadder med moderedaktører, og det dyreste og mest eksklusive tøj, som enhver fashionista ville give sin højre stilethæl for at eje.

Nogenlunde sådan forestillede Maria og Louise sig måske modeverdenen, da de drømte sig væk i den som teenagere.

I dag er de selv en del af den og har hele verden som deres arbejdsplads. Den ene dag er de i New York, den næste i London – for så at tage videre til Milano.

De 28-årige søstre er nemlig modefotografer og skyder kampagnebilleder for nogle af verdens største modehuse, som for eksempel Bottega Veneta, Burberry, Mulberry, Dior og Versace. Et arbejde, du kan følge i nyeste sæson af P3-serien 'Vision'.

Men hvordan går man fra at dyrke fotografi på hobbyplan som modeinteresserede teenagere til at tage billeder af supermodeller som Helena Christensen og Kate Moss for verdens største brands?

For Louise og Maria er svaret en kombination af lidt uddannelse, en del skod-jobs, bopæle i to forskellige europæiske storbyer, en tro på sig selv og naturligvis – benhårdt arbejde.

Søstrene er desuden en del af en trillingeflok (de har også en trillingebror), og da Louise og Maria er enæggede, er det selvsagt svært at se og høre forskel på dem. Og det at være to har også bidraget til deres styrke, mener de:

- Det er måske netop det, der har gjort, at vi ikke har været blege for at begå fejl. For man har måske en større selvtillid, når man er to. Så er vi begge to i det, og det er os begge to, der fejler eller vinder, siger Louise.

De små projekter blev store

Efter gymnasiet tog søstrene et kortvarigt grundkursus i fotografi på teknisk skole, som lærte dem nogle basale tekniske færdigheder inden for faget. Derefter begyndte de så småt selv at arbejde med det.

Maria tog produktfotos af smykker, mens Louise flyttede til Paris og fik job som kreativ konsulent i et urfirma, der senere brugte hende til også at tage billeder for dem.

  • Thornfeldt-søstrene på hotel i London. (Foto: © Maria og Louise Thornfeldt)
  • På set i et fotostudie i London, hvor søstrene lavede en kampagne med Mulberry. (Foto: © PRIVAT)
  • - Fordi vi arbejder sammen som kollegaer, glemmer vi måske nogle gange, at vi er søstre. Så kan der opstå uenigheder ligesom på alle arbejdspladser. Men fordi vi er søstre, er det også glemt to sekunder efter, siger Louise og Maria. (Foto: © PRIVAT)
  • På opgave med Bottega Veneta i Milano, hvor søstrene skød billeder i en gammel bank ved navn San Fedele – samme sted som Bottega Veneta afholdt deres show under Milanos modeuge i år. (Foto: © PRIVAT)
1 / 4

Den slags opgaver var langt fra drevet af lyst, men betød alligevel noget for søstrenes videre karriereudvikling:

- Vi har ikke været blege for at tage opgaver, som ikke er de fedeste. Da jeg tog produktfotos, havde det intet med passion at gøre, og der var intet kreativt i det, men det var en indkomst, og så udviklede det måske nogle tekniske evner. Samtidig har Louise og jeg hele tiden holdt gang i vores egne små projekter, siger Maria, der er bosat i København.

Ét af de projekter var hjemmesiden Louise x Maria, som søstrene brugte som en slags portfolio, hvor de kunne vise deres fotografier og arbejde frem. På den måde fik de deres første kunde.

I starten var opgaverne små og lønningerne lave, men stille og roligt begyndte deres navne at sprede sig i modeverdenen.

- Vi har selvfølgelig været opsøgende og valgt at positionere os i to forskellige byer. Inden for de sidste to år er der virkelig begyndt at ske noget i Paris, men før var det meget i København, siger Louise.

Den bløde og den hårde søster

Netop dét, at Maria bor i København og Louise i Paris, ser søstrene som en fordel. De kan passe et netværk i hver deres by, og folk i branchen synes, at det er en "god historie", ligesom det bidrager til den uhøjtidelige smalltalk, når de nævner, at de er en del af en trillingeflok.

"Et feminint udtryk eller tilgang" lyder beskrivelsen, når søstrene selv skal sætte ord på den stil, der kendetegner deres fotos. Her har de taget billeder af modellen Ajak Deng. (Grafik: Oliver Seppo) (Foto: © Maria og Louise Thornfeldt)

Og så passer København og Paris ganske enkelt godt til de to søstres personligheder, der med deres egne ord er "vidt forskellige":

- Det afspejler sig meget godt i den måde, vi har valgt at bosætte os på. Jeg, som bor i København, er lidt mere stille og rolig og den følsomme. Louise er bare my rock, den pisse seje, siger Maria, der betegner sig selv som "den bløde", mens Louise er "den hårde".

- Jeg er god til at slappe af og behøver ikke planlægge min fridag, men Louise vil altid gøre noget ekstra. Hun vil vide, hvad der skal ske, fortsætter Maria.

Louise er enig:

- Vi komplementerer hinanden godt på den måde. Vi er hinandens rocks i et vildt liv og arbejde.

Kate og Helena

Både de brands, som bruger søstrene – Bottega Veneta, Mulberry, Dior og Versace – og de modeller, de tager billeder af, er verdenskendte.

For nylig tog Louise og Maria for eksempel billeder af Helena Christensen i New York. De ankom til millionbyen sent om aftenen og skulle tidligt op om morgenen for at tage billeder i et fotostudie på 17. etage.

- Mens solen stod op over byen, kiggede jeg ud af de kæmpe vinduer over New Yorks skyline, og dér slog det mig, at vi stod i et studie i New York – os to sammen – og arbejdede med ikoniske Helena Christensen, siger Maria, der i øjeblikke som dette forstår, hvor vildt et liv og arbejde, søstrene deler.

Maria og Louise fortæller om, hvordan de arbejder:

Efterfølgende skulle de nærmest direkte videre til Milano, hvor der ventede dem endnu en opgave med Bottega Veneta og – skulle det vise sig – en surprise-gæst.

- Kate Moss er jo årtiers største model og et kæmpe ikon. Så at hun kommer op til os på vores set og som det første siger: "Oh, you are the Bottega sisters" og derefter står foran vores kamera, er jo bare den vildeste oplevelse, siger Louise.

Skal have is i maven

Det er altså noget af en rejse, søstrene har været på de seneste cirka ti år, siden de sad på teenageværelserne i Nyborg og drømte sig væk til den fashionable modebranche, når de så dokumentarfilmen 'The September Issue' om magasinet Vogue.

- Vi har kun haft det som en fjern drøm, hvor vi ikke vidste, hvordan vi skulle forholde os til det. Nu er vi selv i den verden og står i Milano på en Bottega Veneta-skydning og ser vores eget kæmpe banner hænge der, siger Louise.

  • Søstrenes reklamekampagner for Bottega Veneta hænger på store bannere i flere europæiske storbyer. (Foto: © PRIVAT)
  • Samarbejdet med Bottega Veneta har været et af højdepunkterne i søstrenes karriere: - Få gange har vi været nervøse inden en skydning, men første gang vi skulle ind til Bottega Veneta, havde jeg lidt ondt i maven, og der var ikke nogen af os, der sagde noget. Det var bare et af de store brands, man altid har set op til, siger Louise. (Foto: © PRIVAT)
1 / 2

Rejsen har dog ikke altid givet mening for deres forældre.

- Vores forældre arbejder ikke i kreative jobs, så det er svært for os at forklare dem, hvad vi laver. Vi prøver at forklare det med, at vi er som en sportsmand, der træner og træner og så vinder en medalje, siger Maria og Louise supplerer:

- De forstår heller ikke, at vi har en agent, og hvad han laver. De havde store bekymringer de første mange år, hvor vi satte os rundt om spisebordet, og de sagde: "Er det nu en god idé, piger?".

Søstrene understreger dog, at forældrene altid har støttet deres valg, selvom det absolut ikke er den letteste levevej, de har fundet. Tværtimod.

- Der har jo også været enormt meget uvished. Man har gået og ventet og ventet, været lidt bange og i tvivl, og dagen efter kan man få en eller anden mail, der pludselig ændrer det hele, siger Louise.

- Man skal som menneske have is i maven for at lave det her. Det er vilkåret for at lave vores arbejde, fortsætter Maria.

Står stærkest sammen

Søstrene håber at kunne blive ved med at arbejde med modefotografi i den liga, de opererer i nu. Hvor de ikke på samme måde skal jagte opgaverne mere og har fundet en ro og sikkerhed i det, de gør.

  • Fotoskydning med modellen Noor Chaltin, som Thornfeldt-søstrene ser som lidt af en muse for dem med hendes "særlige udtryk og energi". (Foto: © Maria og Louise Thornfeldt)
  • Det er forskelligt, hvem af søstrene der tager billederne, når de er på job. Processen er for dem meget "flydende", og den ene kan det ene øjeblik tage billeder, mens den anden står ved computeren, mens de kan bytte om det næste øjeblik. (Foto: © Maria og Louise Thornfeldt)
1 / 2

Og måske endnu vigtigere:

- At begejstringen stadig er der. Om det så er foto, man stadig beskæftiger sig med, eller om man er rykket videre til noget andet visuelt eller kreativt. At man stadig synes, det er spændende, siger Louise.

De har heller ingen planer om at splitte den arbejdende søskendeduo op.

- Vi er søstre på godt og ondt. Det meste af tiden er det bare virkelig godt, og vi er heldigvis ikke trætte af hinanden, siger Maria.

- Vi er jo Maria og Louise Thornfeldt. Folk kan ikke kende forskel alligevel. Så vi står stærkest sammen, synes jeg, griner Louise.