Måske kender du det.
Det akavede øjeblik hvor du skynder dig at tage en kondompakke ned fra hylden, smide den på båndet, se den langsomt køre afsted med nul kilometer i timen, mens du føler, at alle i køen kigger.
Måske du vil købe kondomer på en hjemmeside, men ser et kæmpe udvalg, der virker uoverskueligt, hvor alt lader til at være XL. Kan det passe, og hvad betyder den størrelse egentlig, der står der på pakken? Hvorfor skal det egentlig være så svært at afkode?
Sandheden er jo desværre, at nogle centimeter kan ende med at blive super vigtige - som i vanvittigt meget vigtigere, end hvis dine sneaks er en smule for små.
For hvis kondomet er for lille, kan det lettere sprænge, og omvendt, hvis det er for stort, kan det glide af. Konsekvenserne af begge kan blive fatale - hvor hvem kan overskue en sexsygdom eller en uønsket baby, fordi størrelsen er ramt en smule ved siden af?
Et af problemerne er, at der generelt ikke bliver talt særligt meget om kondomet, siger jordemoder og sexolog Shabnam Azizi.
- Vi har en tendens til at fokusere på prævention til personer med en livmoder, som vi er gode til at tale om, mens prævention til penis - kondomet - drukner lidt. Man føler måske ikke, der er meget at tale om, og derfor er der meget, folk ikke ved om kondomet, siger hun.
Sexolog og jordemoder Shabnam Azizi forklarer, at kondomet er en rigtig god præventionsform - og faktisk den eneste prævention i verden, der beskytter mod sexsygdomme, når vi taler penetrationssex.
- Men desværre har kondomet stadig et dårligt ry. Det kan være, du har hørt, det strammer for meget, kan ryge af, kan sprænge under sex, hvor det er nemt at give kondomet skylden for det hele. Men måske handler det mere om, at størrelsen ikke passer.
Så i public service-navnet giver vi dig nu en guide, så du kan finde din helt korrekte størrelse kondom næste gang. I guiden får vi hjælp af Shabnam Azizi til at forklare, hvordan du måler - trin for trin. Og til sidst giver hun nogle gode råd, du kan bruge, når kondomet er indkøbt.
1.
Måske kommer det her som en overraskelse - men den måde du finder ud af, hvilken størrelse kondom du skal bruge, er ikke længden af din penis, men omkredsen af penis.
2.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du finder den rette kondomstørrelse, kan du gå på nettet på my.size og printe et målebånd. Du kan også bruge et helt almindeligt målebånd.
3.
Husk, det er vigtigt, at du måler på en stiv penis.
4.
Mål ikke helt nede ved skaftet af penis, for der vil man være lidt tykkere end på resten af penis. Så tag og mål i hvert fald en centimeter væk fra kroppen.
5.
Sæt målebåndet på og mål omkredsen af penis. Derefter kigger du bag på en kondompakke og ser, hvilken størrelse kondom, din omkreds svarer til. Typisk har man på kondomer omregnet omkredsen til bredde, og det er den bredde, du skal gå efter. En størrelse 53 betyder altså en bredde på 5,3 cm eller 53 mm.
6.
Står du og svinger mellem to kondomstørrelser, skal du altid gå efter den, der er lidt mindre. For hvis kondomet er for stort, omslutter det ikke, som det skal, og så virker det ikke som optimal prævention.
7.
Du kan få kondomer, der har forskellige tykkelse og længde, bredde, med og uden duft, af forskelligt materiale, med chokolade- eller frugtsmag, nogle der giver varme eller kulde, har creme eller intet. Se det som en måde at matche dig selv med den type kondom, der passer bedst til dig.
Tips til gørelsen - når du har fundet størrelsen
Når du har fået den korrekte størrelse, giver sexolog og jordemoder Shabnam Azizi dig her nogle få, konkrete råd, så du kan blive en (endnu?) bedre ven med gummibeskytteren.
- Gør kondomet sexet. Øv dig på det, vær nysgerrig, lær at sætte det ordentligt på. Et tip du kan prøve, er en "sandwich". Put glidecreme på penis, så kondom udover, og så en lille klat glidecreme udenpå, som kan gøre det til en bedre oplevelse for begge, lyder et tip.
Hun understreger, at det skal være vandbaseret eller siliconebaseret glidecreme - IKKE oliebaseret, da det kan få kondomet til revne.
Ifølge Shabnam Azizi er det vigtigt at tænke på kondomet som et fælles ansvar - ikke kun penisejers ansvar.
- Hvis du tænker, at kondomet er alles ansvar, kan det gøre en snak om prævention mindre akavet med en sexpartner. Og det er da fedt at have noget, som beskytter mod sexsygdomme som klamydia og gonoré, der også kan smitte ved oralsex. At bruge kondom signalerer, at man passer på hinanden, lyder det.