Thor var med i Danmarks største drengeduo – nu er han solo: 'Hvis noget går galt, er jeg overladt til mig selv'

Thor Farlov står på egne ben på Smukfest efter fem år i Citybois.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

- Jeg har glædet mig uendeligt meget til at sige det her: "Hvad så Smukfest!". Jeg tror ikke, I forstår, hvor meget det betyder for mig at stå her i eget navn.

Sådan lyder det fra 23-årige Thor Farlov, der står på The Hood-scenen og kigger ud over det store publikumshav, der er mødt op til hans koncert denne torsdag klokken 18.45 for at se ham. Kun ham.

- Jeg elsker hans dance moves!

- Han er cool og en god entertainer, lyder det fra publikum.

Og det er der en god forklaring på. For udover at være en af dem, der virker til at være født til en scene, har Thor Farlov trods alt været i gamet, siden han var 15.

  • Scenevant indtog Thor Farlov scenen The Hood på Smukfest med en setliste, der både indeholdt den nye sang 'Italien' og ældre sange som 'Alene' fra hans første album 'Nye minder' fra 2020. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
  • Det vakte stor jubel, da Thor Farlov hoppede ned fra scenen til publikum under sit show. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
  • Thor Farlov fik besøg af rapperen Mas på scenen. Sammen har de to lavet sangen 'Ovenpaa'. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
  • Også rapperen Sivas lagde vejen forbi The Hood for at spille med på sangen 'Exit', som han er feature på. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
1 / 4

Fik gennembrud som 15-årig

Som de fleste nok kan huske, fik han sit gennembrud i X Factor i 2015 med duoen Citybois, der gik sin sejrsgang over hele Danmark. Citybois var kæmpe idoler for mange, hang som plakater på utallige teenageværelser og fik millioner af streams på deres sange.

Det var den situation, han var i, sidste gang undertegnede interviewede Thor Farlov på Jelling Festival i 2019. Han var 20 år og skulle på scenen som Citybois med sin anden halvdel, Anthon Edwards Knudtzon.

Nu er han solo. Det er hans navn, der står på plakaten, ham, der skal underholde i den time, koncerten varer.

Derfor er det nærliggende at spørge, hvordan det er at være på turné helt alene i forhold til de fem år, de var to.

- Uanset om det var med Anthon eller nu her til mine soloshows, har jeg altid gjort en stor dyd af at tage venner med, jeg har haft fra barnsben af. Så jeg føler mig ikke alene, siger Thor Farlov, der blandt andet har sin barndomsven med, der lidt agerer tourmanager og står for praktiske ting, når han er ude.

- Men den store forskel, når jeg står på scenen, er, at hvis noget går galt, er jeg fuldstændig overladt til mig selv. Det er meget tydeligt, hvis man laver fejl - man har mere røven på komedie. Det gør, at jeg skal være på hele tiden, når jeg er på scenen, og det kan jeg egentlig også godt lide, siger han.

Da Thor Farlov var ni år, flyttede familien fra Belgien til Danmark. I dag elsker han at skrive på dansk. - Som dansk artist føler jeg, at når du skriver en god sang på dansk, rammer den bare bedre, end når du laver noget musik på engelsk. Jeg føler, det danske sprog har mere på spil, og det er her, jeg udtrykker mig bedst og har mig selv mest med. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Det har også været en stor drivkraft for ham at klare det hele selv. Musikken og showet kommer fra hans hoved.

- Nu er det fandme mig, der vælger alle retninger og mit setup – så må folk dømme eller elske mig for det, som han siger.

Overraskende soloalbum

Samme år Citybois meldte ud, at de holdt pause, kom Thor Farlov med sit overraskende soloalbum 'Nye minder', som blev produceret af Jens Ole McCoy, der er den ene halvdel af genopståede Ukendt Kunstner.

Det skete i 2020, hvor alt lukkede ned på grund af corona, så nu er glæden ved at spille sine numre endnu større.

Han beskriver det som at "smide en plade midt i orkanens øje", hvor han ikke fik den live feeling, han havde set frem til. Men det er der i den grad taget revanche for i år, hvor han har spillet på flere af landets festivaler og i Tivoli.

- Nu står jeg her og skal spille Smukfest – det er kæmpestort. Jeg har spillet to gange før i min tidligere gruppe, men sådan tænker jeg ikke. For mig er det første gang, jeg står her på plakaten med mit helt eget navn, og det er helt magisk, siger han og fortsætter:

- Alle drømme, jeg havde som dreng, fik jeg opfyldt med Citybois og er ekstremt lykkelig og taknemmelig for den tid. Det er fortiden i Citybois, der er grunden til, at jeg kan stå på egne ben. Nu står jeg på mål for det hele selv – det bliver jeg stolt og rørt af. Jeg tager det mere personligt, når jeg står her alene.

Vennerne Victoria og Kathrine på 20 år var begejstrede for Thor Farlovs koncert. De har været store Citybois-fans tidligere og er stadig loyale og kan lide hans solomusik. - Det er den bedste festmusik, han laver. Man har det altid sjovt, når man hører det. Og så er han pisse charmerende og har jo alle om sin lillefinger, er de enige om. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Et vildt stort pres

At sammenligne sig selv med dengang, han var del af den nok mest populære drengeduo i nyere tid, finder han formålsløst, og han er stolt og glad for, at folk ikke bare står og råber "kom nu med et Citybois-nummer". Tværtimod tager publikum hans solokarriere seriøst og kan synge med på hans egne numre, fortæller han.

- Det er virkelig i år, jeg for alvor har distanceret mig fra det her med Citybois. Det fylder en hel del, for når man stopper en meget populær duo, som sindssygt mange har elsket og har minder og kærlighed til, er der et vildt stort pres. Det har der været fra start af, og det har jeg også forstået, siger han.

- Jeg forstår godt, hvis folk var uforstående i starten, men når du så lykkes, lykkes du dobbelt så godt, føler jeg.

'Glemte, hvem jeg var'

Selvom han har været i gamet, siden han var 15 år, har han aldrig "været så sulten, som han er lige nu i sin karriere", og efter sin festivalsommer er det direkte i studiet for at lave nyt album og gøre sig klar til sin store efterårsturné.

Og selvom han endnu ikke har nået alle sine drømme - næste år går han efter en endnu større turné - ser han denne sommer som et gennembrud på den solokarriere, han længe har drømt om. Livet er godt. Igen.

- Jeg har spillet solokoncerter, jeg ikke havde regnet med, jeg skulle spille endnu. Jeg har udsolgt Store Vega, spillet Tivoli og spillet på festivaler og klubjob som mig selv. Det er jeg stolt af, siger artisten Thor Farlov. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

- Til sidst i Citybois glemte jeg, hvem Thor Farlov var. Jeg var 15 år, da vi startede, og var ikke blevet voksen på en almindelig måde. Vi var Danmarks største duo, men på karrierens højeste havde jeg det allersværest og blev en dårlig version af mig selv. Og der må jeg bare sige, at siden jeg gik solo, har jeg ikke kunnet mærke de følelser, jeg havde der. Det er virkelig dejligt, siger han.

Så tilføjer han:

- Jeg er så glad og lykkelig for at komme ud at spille og har oplevet at få så meget kærlighed. Tænk, jeg står her på Smuk lige nu som Thor Farlov.

Smukfest fortsætter indtil søndag med navne som Christina Aguilera, Ukendt Kunstner og Ava Max.