Mens vinden rev sig igennem landet udenfor, fik gæsterne og seerne ved årets P3 Guld også en ordentlig rusketur foran scenen og ved skærmene derhjemme, da der skulle deles priser ud til det bedste af det bedste af dansk musik.
Der var nemlig ikke bare rød løber og takketaler ved prisfesten, der er blevet holdt helt siden 2001. Nogle af de allerstørste artister, du normalt har på playlisten eller hører i radioen, gik nemlig på scenen med store numre.
Artigeardit, der også vandt P3 Prisen, indtog scenen med Lamin og en flok maskeklædte dansere. Pludselig silede regnen også ned indenfor, da Saint Clara gik på scenen med 'Oh My God', og både Pil, Guldimund og Kind Mod Kind, der alle var nominerede til priser, var også med til at skabe en fest.
Men på scenen – sådan da – var også et navn, der ikke var annonceret på forhånd. Et navn, der tidligere selv har stået på scenen til P3 Guld for at modtage P3 Prisen.
Siden da er der sket meget. Duoen er både gået i opløsning, er genopstået, har toppet hitlisterne og har væltet Roskilde Festival. Der var selvfølgelige tale om ingen ringere end Ukendt Kunstner. Selvom de skulle spille en udsolgt koncert i Ceres Arena i Aarhus, lykkedes det nemlig med lidt teknisk snilde at få dem med til festen.
- Vi har bøjet og manipuleret tid og sted - virkelighed og afstand. Hvis ikke Ukendt Kunstner kan komme til os, må vi komme til Ukendt Kunstner, lød præsentationen fra vært Andrew Moyo.
Se hvordan det så ud her:
Ukendt Kunstner var som nævnt ikke det eneste navn, som publikum og seere kunne opleve til optrædener og takketaler.
Vi har samlet et par af højdepunkterne til dig her:
Medina overraskede Pil
Der var mere end bare én overraskelse for Pil ved fredagens P3 Guld. Ikke nok med, at hun vandt prisen for P3 Talentet – hun fik også en særlig hilsen med på vejen fra sit store idol Medina, der dukkede op på storskærm.
Historien er nemlig, at Pil i de tidlige dage faktisk skrev en sang til Medina, som hun aldrig fik sendt afsted. Sangen var 'Nattely', som Pil i dag har fået over seks millioner streams på.
- Hvor fortjener du bare prisen så mega meget. Det vidste jeg allerede, da du sad ved siden af mig til Spotify-middagen og fortalte din historie. Det rørte mig så meget at høre, hvordan folk havde grint af dig, da du sagde, at du havde skrevet en sang til mig. Du kan gøre, hvad du vil, og det har du lige bevist, lød ordene fra Medina.
Saint Clara: Pludselig regnede det på scenen
For en stund var der ikke bare dårligt vejr udenfor, da dansk musik blev fejret i DR's Koncerthus. Meget passende til en gospel-inficeret ballade silede regnen på scenen, da Saint Clara efter lidt tekniske problemer tog plads i spotlightet og gav den gas med 'Oh My God', som også var nomineret til prisen for Lytterhittet. En pris, som lytterne dog i sidste ende gav til Guldimund for sangen 'Det' kun vigtigt, hvad det er'.
Se den dryppende optræden her:
Guldimund optrådte med ny sang
Hele to gange var Guldimund på scenen til P3 Guld. For udover at vinde prisen for Lytterhittet for sangen 'Det' kun vigtigt, hvad det er', skulle kunstneren også optræde foran publikum og seere. Det blev ikke med lytterhittet, men med den nye sang halskæde.
Der var mange flere optrædender og takketaler ved årets P3 Guld. Du kan se eller gense dem alle lige her på DRTV.