Ukrainske Anastasiia plejede at fejre julen på en HELT anden måde. Nu holder hun jul i Danmark uden mor og far

I Ukraine er julen meget anderledes end i Danmark – og ligger ikke engang i december!

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Julen er fyldt med traditioner og "sådan plejer vi at gøre".

Men for 21-årige Anastasiia Horliukova er intet, som det plejer i år.

Hun er, som millioner af andre, nødt til at holde jul væk fra sit hjemland Ukraine, som hun flygtede fra i marts, kort efter russerne havde invaderet hendes hjemby.

Anastasiia og barndomsveninden tog afsted alene og endte i Danmark. Månederne gik, nu er det december – og her fejrer man jul på en meget anden måde, end hun er vant til.

Hjemme hos Anastasiia og hendes familie i Ukraine får man nemlig hverken and, flæskesteg eller brun sovs. Her står den på specialiteter som dumplings og rå grisefedt (spæk), som bliver skyllet ned med ukrainsk vodka, mens børnene går fra hjem til hjem som til fastelavn.

Og så fejrer hun og de fleste andre ukrainere i øvrigt først jul i januar.

Vi har spurgt Anastasiia, der for ni måneder siden var godt i gang med kulturstudier på universitetet i Lviv i Ukraine, hvordan hun har det med sin første jul i Danmark – væk fra sine forældre, væk fra fædrelandet.

Hvad betyder julen i Ukraine?

- Nytår og jul betyder enormt meget. Det er den største højtid på året og den vigtigste ferie, hvor vi samles med familien, får gaver og hygger. Jeg er enebarn, og min familie er meget lille, så vi plejer at være hos min gudmor og hendes familie. Denne tid har altid været en big deal for mig.

- Vi fejrer ikke jul i december, men først efter nytårsaften, den 6. eller 7. januar, fordi de fleste i Ukraine er ortodokse. Vi har også et juletræ.

Fortæl om en typisk, traditionel ukrainsk juleaften?

- Hele familien – ofte 15-20 mennesker – samles og hygger sig omkring et kæmpe bord fyldt med omkring 12 traditionelle retter. Der er noget helt specielt grød, dumplings med en masse forskelligt fyld indeni, både salt og sødt og meget andet. Så drikker de voksne Horilka (en form for ukrainsk vodka) og spiser salo (rå grisefedt/spæk – en traditionel ret). Som barn tager man noget særligt ukrainsk tøj på og synger sange.

Her ses en en af Ukraines nationalretter kaldet 'Salo'. Det er hvid, oftest helt kold grisefedt, der kan serveres med pickles eller hvidløg, og som skylles ned med et ukrainsk vodka-shot. Salo kan både spises rå, frossen, saltet, stegt, røget og stuvet. (Foto: © GLEB GARANICH, Reuters/Ritzau Scanpix)

Hvad er det for nogle sange?

- De traditionelle sange hedder Kolyadka og går ud på, at du ønsker folk alt godt i det nye år – at de skal blive lykkelige, rige og det hele. Når børnene har sunget, får de typisk slik, penge eller en lille gave af de voksne. Der er også tradition for, at børnene går fra hus til hus og får små gaver – lidt ligesom Halloween, bare hvor børnene synger.

- Alle holder fri i de dage. Når jeg tænker på julen derhjemme, får jeg en varm følelse af glæde.

21-årige Anastasiia plejede at bo i en lejlighed tæt på universitetet i Lviv i Ukraine. Nu bor hun i en lille etværelses lejlighed i Holbæk, som hun deler med sin barndomsveninde. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Hvad er din bedste jul og nytår nogensinde?

- Da jeg var 17, og jeg fejrede min sidste jul med min bedstemor. Jeg har en meget lille familie, som består af min mor, far og min bedstemor. Hun var blevet meget syg, så vi vidste, at dette nytår og jul kunne blive hendes sidste – og det blev det. Men vi var omkring hende og havde en virkelig dejlig jul.

Hvordan har du det med julen i år?

- Det er et svært spørgsmål. Jeg føler ikke så meget for den i år, for at være ærlig. Men jeg synes stadig, at min veninde og jeg bør fejre julen for at gøre noget hyggeligt og få tankerne væk fra alt andet.

- Jeg vil lade mig selv være glad og skabe gode minder fra denne tid, som ellers kan føles hård.

Er det da svært at lade dig selv være glad?

- Ja, det synes jeg. Folk i mit hjemland er i konstant fare, mens jeg er her i sikkerhed, og det føler jeg mig skyldig over. Men det er der jo heller ingen, der vinder noget på. Derfor siger jeg til mig selv, at 2022 har stjålet så meget fra mig allerede, så i det mindste kan jeg prøve at få det bedste ud af det sidste af året.

- Der er også gode ting at tænke på. Jeg er utrolig glad for at være her med min veninde. Hun er som en søster for mig, så jeg er her ikke helt alene. Jeg kan tale engelsk og har mødt nogle søde danskere på arbejdet, som taler om, at vi kan lave noget sjovt i løbet af julen. Det hjælper at tænke på det positive.

Anastasiia og veninden ankom til Danmark via Polen, og hun glemmer aldrig, hvordan de blev hjulpet af nogle frivillige – én af dem lod dem endda sove hos sig, indtil de fik styr på deres papirer. Derefter blev de tilbudt en etværelses i en ældre bygning i Holbæk, hvor de har boet siden. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørenesn, DR)

Var du hjemme sidste jul?

- Ironisk nok var sidste jul (januar 2022) den første juleferie, hvor jeg besluttede mig for ikke at tage hjem til min hjemby Oleshky i Sydukraine. Der var corona, og jeg havde travlt med studier og fritidsjob (universitetet ligger 23 timer væk fra hjembyen), så vi aftalte i stedet, at min mor og far skulle tage ferie og besøge mig til foråret. Men så kom krigen, og min hjemby blev invaderet som noget af det første.

- Jeg har tænkt meget på det siden. Goddammit, jeg skulle være taget hjem. Jeg har ikke set mine forældre siden 2021, hvor jeg tilbragte hele min sommerferie hos dem.

Har du kontakt med dem i dag?

- Vi skriver sms'er, men mobilforbindelsen er så elendig, at jeg nærmest ikke taler i telefon med dem. Elektricitet er meget on/off i området, så det er også besværligt for dem at gå på internettet (infrastrukturen i det sydlige Ukraine er ødelagt efter invasionen i februar, og millioner ukrainere er efterladt uden vand, varme og strøm).

- Vores sidste lange samtale på telefonen var i august, hvor vi talte i telefon i en time. Det er svært for dem, at jeg er så langt væk. Men de var meget insisterende på, at jeg forlod Ukraine, da krigen brød ud. De sagde, at de bare ville have, jeg kom i sikkerhed.

I Ukraine studerede Anastasiia kultur på universitetet og havde fritidsjob som engelskunderviser. I dag arbejder hun på en cafe i Holbæk og har natarbejde på en fabrik. Men hun tager det med oprejst pande: - Jeg har ingen familie eller børn, jeg er ung og kan vænne mig til meget. Så jeg er ok med det. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Hvad gør du, når du virkelig savner din familie og venner?

- Jeg græder og får alle mine følelser ud, og bagefter får jeg det bedre. Der var en aften her i Danmark, hvor jeg og min veninde tog på en bar for at hygge os, og på et tidspunkt begyndte jeg bare at græde helt vildt. Der var ingen specifik grund til det, andet end at jeg havde holdt mine følelser inde i for lang tid.

Kender du danske juletraditioner?

- Jeg ved, at man ser juleshows, ligesom vi gør i Ukraine. Og så har jeg smagt gløgg og hørt om noget, der hedder æbleskiver. Men jeg har ikke smagt dem endnu.

Hvad er dit største ønske til jul?

- Det er selvfølgelig, at krigen stopper, og at Ukraine sejrer, men jeg ved også, at det vil tage tid. Da vi flygtede fra Ukraine, troede vi, det ville vare et par uger, før vi var tilbage – og nu er det ni måneder siden. Vi håber på det bedste, men vi er ikke naive og tror, at det hele er overstået lige om lidt.

- Derfor vælger jeg at svare, at mit største ønske til jul er at møde mine forældre – eller få dem til at forlade landet for nu. Så ville jeg føle mig mere rolig.

Tror du, der er et realistisk juleønske at møde dine forældre?

- Ikke lige nu, men senere i løbet af 2023. Det er i hvert fald mit håb.

- Holbæk er en mindre by, og jeg vil gerne spare op, så jeg kan flytte til en større by, hvor jobmulighederne er bedre, og jeg kan fortsætte mine studier. Men her er smukt og roligt, og jeg elsker at gå ture ved vandet. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)