30-årig belaruser vinder Malko Konkurrencen 2021

Dmitry Matvienko fra Belarus vandt både publikumsprisen og den eftertragtede førstepris i DR Symfoniorkestrets internationale Malko Konkurrence, som lørdag aften nåede lyttere og seere i hele verden fra DR Koncerthuset.

  • Dmitry Matvienko fra Belarus er årets Malko-vinder, som kan rejse hjem med udsigten til en international dirigentkarriere og DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi som personlig mentor. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • Vinderen af 2. pris var Linhan Cui, som samtidig fik overrakt Børnejuryens pris af to elever fra 5. klasse på Ørestad Skole. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • 3. prisen i Malko Konkurrencen 2021 gik til Chloé Dufresne fra Frankrig. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 3

Der var stor, russisk musik på programmet, da DR Symfoniorkestret lørdag aften spillede finalekoncert i den internationale Malko Konkurrence, som siden 1965 har fået unge dirigenter fra hele verden til at strømme til København hvert tredje år.

Tre forskellige symfonier af Tjajkovskij var aftenens pensum, da de tre finalister fra Kina, Frankrig og Belarus kæmpede om at vinde en af verdens mest eftertragtede dirigentpriser. Og aftenens vinder, Dmitry Matvienko fra Belarus, er netop ekspert i det russiske repertoire.

Russiske forbilleder

Dmitry Matvienko er født og opvokset i Minsk i Belarus, men han har studeret hos nogle af de store russiske dirigenter i Moskva. Blandt hans læremestre er kendte navne som Vasily Petrenko og Gennady Rozhdestvensky, og han har været tilknyttet både Ruslands Nationale Filharmonikere og Svetlanov Filharmonikerne inden han blev ansat på Belarus Nationale Opera og Ballet i 2020.

Undervejs i årets Malko Konkurrence har Dmitry Matvienko blandt andet imponeret juryen med sin fortolkning af Stravinskijs balletmusik til 'Ildfuglen', og han fortæller om sin musikalske baggrund:

- Jeg kommer ikke fra en musikalsk familie. Men når jeg som barn sad på skødet hos min bedstemor og sang folkesange, kunne hun mærke at jeg var musikalsk. Det satte gang i min interesse for musikken, og i dag kan jeg ikke forestille mig at lave noget andet end at dirigere.

Udsigt til international karriere

Med sejren i Malko Konkurrencen har den 30-årige Dmitry Matvienko ikke bare vundet den eftertragtede præmiesum på 20.000 euro. Han har også vundet dirigentkontrakter med 24 førende internationale symfoniorkestre og en treårig periode med DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi som personlig mentor.

- Det vil helt sikkert ændre mit liv og min karriere, at jeg har vundet Malko Konkurrencen. Men det vigtigste for mig har været at få lov til at dirigere et orkester som DR Symfoniorkestret. Det har været en fantastisk oplevelse at møde musikerne og arbejde sammen med dem, så jeg er lykkelig for, at jeg som del af førsteprisen får adgang til at dirigere mange flere fremragende orkestre i de kommende år, siger Dmitry Matvienko.

Arven fra Malko

Med sin russiske skoling og interessen for det russiske repertoire er Dmitry Matvienko en særligt oplagt vinder af Malko Konkurrencen. Konkurrencen er nemlig opkaldt efter dirigenten Nicolai Malko, som i 1950'erne bragte den russiske musik ud til orkestre i hele Vesteuropa.

Nicolai Malko blev manden, der gav DR Symfoniorkestret et særligt forhold til de store russiske komponister, og det forhold har udviklet sig helt frem til i dag, hvor orkestret stadig har mange russiske gæstekunstnere og dyrker det russiske repertoire.

Nicolai Malkos betydning for DR Symfoniorkestret så afgørende, at orkestret i 1965 besluttede at stifte en international dirigentkonkurrence i hans navn – og lige siden dengang har Malko Konkurrencen fundet sted hvert tredje år.

Konkurrence med benspænd

For Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og DR P2, P5 & P8, er der grund til at være ekstra tilfreds efter årets Malko Konkurrence. Der har nemlig været en lang række corona-benspænd forbundet med at gennemføre konkurrencen – både for DR Symfoniorkestret og for de unge kandidater, der stillede op.

- Vi er lykkelige over, at det lykkedes at gennemføre Malko Konkurrencen netop i år. Der er ingen tvivl om, at den unge generation af kunstnere har været særligt hårdt ramt af corona-periodens mørklagte kulturliv, og derfor har der været ekstra meget på spil for vores Malko-deltagere. Med en hårdt presset branche, hvor der er ekstra hård kamp om jobs og engagementer, kan en konkurrence være den eneste rigtige chance for et kunstnerisk gennembrud.

Kim Bohr understreger, at idéen bag DR Symfoniorkestrets Malko Konkurrencen i sidste ende er at bringe den klassiske musik ind i fremtiden – ikke mindst efter en periode, hvor musikken har måttet spille på nedsat blus.

- Det er lige nu, vi i branchen og i publikum skal tage ekstra varmt imod den nye generation af unge kunstnere og give dem chance, de fortjener. Det er de unge, der skal bære kulturen ind i fremtiden og udfordre og inspirere os alle sammen med nye idéer og formater. Derfor er vi utroligt glade for, at vi med Malko Konkurrencen i år har været med til at sætte skub i 24 utroligt talentfulde unge menneskers karriere – og at vi i aften har kåret en stærk vinder, som virkelig kan bære Malko-stafetten videre på højeste niveau.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk