Ændring til pressemøde: DR præsenterer årets julekalender ‘Julefeber’

På grund af covid-19-situationen har DR ændret formatet på pressemødet onsdag den 4. november om årets DR-julekalender.

'Julefeber' præsenteres den 4. november. Foto: Christian Geisnæs. Grafik: Torsten Høgh Rasmussen.

ÆNDRING TIL PRESSEMØDE FOR ‘JULEFEBER’ 4. NOVEMBER:

Som følge af covid-19 er vi desværre forhindrede i at gennemføre pressemødet for DR’s julekalender ‘Julefeber’ på Det Kongelige Teater den 4. november som planlagt.

Formatet ændres, så interviews med skuespillerne i stedet gennemføres digitalt via Teams den 4. november i tidsrummet klokken 11.30-13.30. De nærmere praktiske detaljer for det tekniske set up vil blive sendt direkte til den tilmeldte presse dagen forinden.

Der vil den 4. november om morgenen være fotografering af skuespillerne på Det Kongelige Teaters kroneloft (hvor store dele af julekalenderen er optaget) ved en fotopool bestående af fotografer fra henholdvis DR, Ritzau Scanpix og Aller Media. Der vil blive taget både gruppebillede og fotos af de enkelte skuespillere.

DRs billeder vil kunne tilgås samme dag fra klokken 14 på http://www.drbilleder.dr.dk/pressebilleder, hvor øvrige pressefotos fra serien også er tilgængelige.

Tilmeldt presse vil få præsentationsmateriale og gennemsyns-links med julekalenderens første afsnit tilsendt fredag den 30. oktober.

Den oprindelige invitation lød:

Med Det Kongelige Teater som magisk kulisse tager DR’s nyproducerede julekalender ‘Julefeber’ de 8-13-årige og deres familier med på en rejse, der vender op og ned på en teenagers fornemmelse af, hvad der er ualmindeligt, og hvad der bare er normalt.

Onsdag den 4. november klokken 10.00-12.00 præsenteres årets julekalender ved et pressemøde på Det Kongelige Teater, Gamle Scene.

‘Julefeber’ er titlen på årets julekalender på DR1 om 13-årige Bjørn, hvis allerstørste ønske er at være som alle andre. Men Bjørns krop driller. Er det pubertet, eller er der i virkeligheden helt andre kræfter på spil?

Bjørn (Silas Cornelius Van) bor med sin juleglade far (Joachim Fjelstrup) og lillesøster Gro (Selma Sol í Dali) i Urbanplanen på Amager, men far skylder penge og låner i ren desperation deres lejlighed ud til den skumle fyr, Slikpinden. I al hemmelighed flytter den lille familie ind på fars arbejdsplads, Det Kongelige Teater, hvor far arbejder i kantinen. Far er sikker på, at julen nok skal blive et hit, og at de snart vil komme hjem igen. Men det er loftet over Gamle Scene, der bliver deres hjem det meste af december måned. Her spirer venskab og kærlighed i takt med, at magien tager over. I kulissen lurer både hjælpere og modstandere, og juleeventyret får ekstra fart med blandt andre mormor (spillet af Bodil Jørgensen), balletpigen Frede (Maria Szigethy) og teatrets balletmester (Peter Frödin).

Julefeberen rammer også DR Ultra, der hver dag den 1.-24. december sender talkshow med vært Jannik Schow. Sammen med forskellige gæster tager han fat i at afsløre alle hemmelighederne omkring ‘Julefeber’, så børn og barnlige sjæle kan dykke dybere ned i tilblivelsen af serien, historien og dens karakterer.

pressemødet vil der være mulighed for interviews og fotosessions med julekalenderens seks hovedkarakterer Silas Cornelius Van, Selma Sol í Dali, Maria Szigethy, Joachim Fjelstrup, Bodil Jørgensen, Peter Frödin og instruktør Natasha Arthy. Derudover deltager blandt andre teaterchef ved Det Kongelige Teater Kasper Holten, dramachef Christian Rank, DRs kulturdirektør Henrik Bo Nielsen og DR Ultra-vært Jannik Schow.

Tilmelding til pressemøde

Pressemødet finder sted onsdag den 4. november klokken 10.00-12.00 i Balkonfoyeren på Gamle Scene på Kongens Nytorv. Pressens mødetid er klokken 9.30-9.45 ved Gamle Scenes hovedindgang.

Forudgående tilmelding er nødvendig af hensyn til koordinering af interviews. E-mail med navn, medie og kontaktinformationer sendes til pressekonsulent Kirsten Baltzer Kahr på e-mail presse@dr.dk senest fredag 30. oktober klokken 12.00. I tilmeldingsmailen bedes du skrive dine interviewønsker, som efterfølgende vil blive bekræftet i en opfølgende mail. Der vil være mulighed for at se de første afsnit af julekalenderen forud for pressemødet.

‘Julefeber’ kan opleves fra den 1. december på DR1 og på DRTV, hvor dagens afsnit vises fra morgenstunden. Ultra Talkshow bliver sendt på DR Ultra og kan også ses fra om morgenen. Nærmere sendetider oplyses senere.

Håndtering af sikkerhed på pressemødet i forhold til corona-situationen Tilmeldt presse bedes blive hjemme og melde afbud ved tegn på sygdom.

I forbindelse med pressemødet tages følgende forbehold:

  • Alle deltagere afspritter hænder ved ankomst

  • Der vil være gode pladsforhold og sikker afstand mellem deltagerne

  • Stole og borde sprittes af undervejs

  • Der vil være mulighed for at få uddelt mundbind. Det er ikke et krav at bære mundbind til pressemødet.

Facebook
Twitter