DR gør uge 44 til ’Spil Dansk Uge’

DR præsenterer dansk musik i mange forskellige genrer og udtryk, når ’Spil Dansk’ i år bliver udvidet fra en dag til en hel uge. DR Koncerthuset byder også på 13 koncerter med dansk musik.

  • Off Bloom debuterede ved P3 Guld 2016 i sidste uge, og de er nogle af dem, der kan høres i Spil Dansk Ugen. (Foto: NA © Type 1)
  • Der er ekstra meget dansk musik på DRs radiokanaler i uge 44. Her er det Alex Vargas fra sidste uges P3 Guld. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • DRs radiochef Gustav Lützhøft. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 3

Til daglig bliver den danske musik spillet flittigt i radioen, men én gang om året giver DR den ekstra gas. På Spil Dansk-dagen i efteråret har DR 15 år i træk skruet danskprocenten op på 100.

I år bliver tingene lidt anderledes, for da har DR besluttet at udvide, så der bliver tale om en ’Spil Dansk Uge’. Det betyder, at der hele vejen igennem uge 44 – fra den 31. oktober til den 6. november – bliver slået ekstra på tromme for de danske toner og den danskspillede musik.

”For DR handler Spil Dansk Ugen ikke bare om at spille dansk, for det gør vi jo sådan set hver dag hele året. Det handler om at bruge anledningen til at sætte ekstra fokus på den musikalske rigdom og mangfoldighed, der er i dansk musik. Derfor er Spil Dansk Ugen noget, vi markerer på tværs af DRs radiokanaler – lige fra de store brede som P3 og P4 til de mere specialiserede tilbud på P6 BEAT og P8 JAZZ,” forklarer Gustav Lützhøft, der er DRs radiochef. Ligesom tidligere år benytter P3 og P4 anledningen til udelukkende at spille dansk musik hele torsdag den 3. november, ligesom kanalerne dækker begivenheden redaktionelt. P4 Midt & Vest inviterer for eksempel samme dag morgenfriske lyttere til fællessang i Holstebro klokken 7 om morgenen.

På DRs øvrige radiokanaler med musik skiftes man til at have særligt ekstra fokus på de danske toner. Musikken på P6 BEAT er 100 procent dansk mandag den 31. oktober, på P7 Mix er den det tirsdag den 1. november, mens der lyder 24 timers dansk jazz på P8 Jazz onsdag den 2. november. P5 byder på udelukkende dansk musik fredag den 4. november.

P2 benytter det daglige program ’Det’ dansk’ fra den 31. oktober til 4. november fra klokken 12.15-14.00 til at beskæftige sig med ’Spil Dansk Ugen’, og det samme gør ’Hej P2’ i formiddagsfladen torsdag på P2. Kanalen skruer generelt også op for den danske musik i ugens løb.

Markant ben i DR Koncerthuset

I år vil man også kunne mærke ’Spil Dansk Ugen’ markant i DR Koncerthuset, hvor der i løbet af uge 44 vil være ikke færre end 13 koncerter med dansk musik.

Mandag den 31. oktober, tirsdag den 1. november og torsdag den 3. november bliver bestillingsværket ’Den Uendelige Labyrint’ af komponisten Matthias Madsen Munck opført ved sammenlagt ni interaktive koncerter for 6-11-årige i DR Koncerthusets Studie 3. Det er DR Musikariet, der arrangerer, og på selve Spil Dansk Dagen, som torsdag den 3. november fortsat bliver kaldt, er der endnu en uropførelse af dansk musik i DR Koncerthuset, når DR Symfoniorkestret byder på komponisten Rune Glerups ’Nyt værk for orkester’, som også gentages lørdag den 5. november samme sted.

Som afslutning på Spil Dansk Ugen er der fællessang med DR Pigekoret under ledelse af Phillip Faber ved ’Din danske sang’ søndag eftermiddag den 6. november i DR Koncerthuset, mens der aftenen før er ’Natsværmeren live’ i DR Byens Studie 2. Her byder sangerinden Kira Skov og sangere og musikere fra DRs kor og orkestre på en koncert i mørkets tegn med rødder i klassisk musik såvel som jazz.

45 procent dansk til daglig

”I 2015 var næsten hver anden sang på DRs radiokanaler – eller 45 procent – faktisk dansk. Naturligvis, fristes jeg til at sige, for dansk musik ligger i hjertet af DRs DNA og i kernen af den plan for musikken, som DR fremlagde tidligere på året. Men det er altid værd at gøre en ekstra indsats for den danske musik, og derfor bakker vi atter op om det gode initiativ, der nu hedder ’Spil Dansk Ugen’,” siger Gustav Lützhøft.