Jule-vagabond tester syd- og sønderjydernes hjertevarme

På missionen ’Luk mig ind – det’ jul’ tester DR Syds reporter Michael Nørrelund hjertevarmen, når han med sin julepyntede barnevogn er landevejsridder i Syd- og Sønderjylland fra 1. december frem til juleaften.

DR Syds reporter Michael Nørrelund tester hjertevarmen, når han med sin julepyntede barnevogn er landevejsridder i Syd- og Sønderjylland fra 1. december frem til juleaften. Foto: Hanne Høier. (Foto: DR Syd © Type 1)

Julen er hjerternes fest. Men hvor varmt banker de syd- og sønderjyske hjerter for at invitere en sulten, ubarberet og træt fremmed ind til middag, hvis han pludselig ringer på deres dør? På missionen ’Luk mig ind – det’ jul’ tester DR Syds reporter Michael Nørrelund hjertevarmen, når han med sin julepyntede barnevogn er landevejsridder i Syd- og Sønderjylland fra 1. december frem til juleaften. Uden penge, uden mad og uden seng stiller han sig hver dag med adrenalin i blodet og svedige håndflader på en dørmåtte et sted i landsdelen.

Banke, banke på

Hvis der ikke er hjertevarme syd- og sønderjyder, skal han tilbringe de december-kolde nætter udenfor i sin medbragte hængekøje og sovepose. På tom mave. ”Jeg er utroligt spændt på, om folk vil give mig husly. Langt de fleste mennesker vil som udgangspunkt gerne hjælpe andre. Men det kan alligevel være en ubelejlig overraskelse midt i en travl julemåned, at en fremmed mand pludselig står og banker på døren - og endda ønsker at få noget at spise og et sted at sove,” siger Michael Nørrelund. Michael Nørrelund skal tage pulsen på julestemningen hjemme hos folk i hele landsdelen. Og undervejs vil han erobre de fire ”verdenshjørner” i de otte syd- og sønderjyske kommuner. Han vil synge på toppen af Blåvandshuk Fyr i vest. Han vil putte på hul 5 i Skærbækmølle Golfklub ved Ølgod i nord og besøge eleverne på Frøslevlejrens Efterskole i syd. Og i finalen 24. december kommer han forhåbentlig til at springe i det iskolde vand ved Pølshuk Fyr på Als i øst. Derimellem ligger mere end 400 kilometers barnevognstrav på 24 dage. Snefyldte marker, befærdede mørke veje og bumpede skovstier skal forceres. Og naturvant er han ikke. ”Jeg kan ikke tænde et bål, jeg vender kompasset på hovedet, og jeg har aldrig sovet ude om vinteren. Så det er totalt uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske. Men det er også derfor, jeg glæder mig helt vildt,” siger han.

Sådan kan man følge med

Hver morgen mellem klokken 6 og 10 kan man på P4 Syd og Esbjerg høre, hvordan natten gik, inden studieværterne sender ham afsted igen. Mellem klokken 15 og 18 er Michael Nørrelund nået frem til næste destination. Bliver det den kolde hængekøje eller en varm seng i nat? Det kan man høre i ’P4 Eftermiddag’.

Man kan også følge ’Luk mig ind – det’ jul’ på DR P4 Syd og Esbjergs facebook-side, ligesom lyttere i resten af landet kan følge Michael Nørrelunds færd via P4 Syd og P4 Esbjerg på DRs netradio.

Få mere at vide – ring til redaktionschef Kirsten Elley på 73 33 79 99. For aftaler om interview eller optagelser med Michael Nørrelund, kontakt Janne Rafnsøe på janr@dr.dk eller 73 33 79 01.