Op imod 200.000 skoleelever synger påskeferien i gang

Den 18. marts holder DR atter ’Skolernes Sangdag’ over hele landet, og alle kan synge med via DR Ultra, der sender direkte fra Holstebro.

Skoleeleverne skal synge alt fra ’I østen stiger solen op’ over ’Hodja fra Pjort’ til Keld Heicks ’Ganløse-Vanløse’ og årets MGP-vindersang, når Danmarks største morgensang finder sted fredag den 18. marts. Et sted mellem 150.000 og 200.000 skoleelever forventes at bryde ud i sang, når DR Syngelyst for syvende gang arrangerer ’Skolernes Sangdag’ over hele landet - og dermed synger påskeferien i gang.

Skolerne vælger selv, om og hvordan de vil synge på ’Skolernes Sangdag’, men mange foretrækker at stille ind på DR Ultra klokken 10.00 på dagen og synge med ved storskærme på skolerne rundt omkring i landet. Sidste år stod elever på flere end 500 skoler i hele Danmark klar i aulaer, gymnastiksale og fællesrum.

Efterhånden er det blevet sådan, at mange lærere allerede i august spørger, om der kommer en ny sangdag, så de kan forberede sig og øve med eleverne. Så man kan godt sige, at ’Skolernes Sangdag’ er blevet en fast tradition.

redaktør Birgit Bergholt, DR Kultur

I år bliver morgensangen sendt direkte fra Holstebro Musikskole, hvor DR – sammen med skolen - holder et stort arrangement for over 300 lokale skoleelever.

Sofie Østergaard fra DR Ultra er vært, og hun får hjælp til fællessangene af blandt andre Kalle – kendt fra ’Kalles Danmarks Tour’ på DR Ultra. Prinsens Musikkorps står for musikken, mens Michael Bojesen dirigerer, og hvis man gerne vil øve sig på forhånd, har DR Børnekoret lavet en opvarmningsvideo og indspillet alle sangene, så de – og sangteksterne – er at finde på dr.dk/skolernessangdag. Her kan man også læse meget mere om dagen.

Anholt-børn synger for hele øen

Musikskolerne gør en rigtig stor indsats landet over for vække børn og unges interesse for musik, og ikke mindst Holstebro har gjort meget for musikken og kulturen – her har musikskolen ligefrem sin egen koncertsal. DR Syngelyst vil gerne landet rundt med ’Skolernes Sangdag’-koncerterne, og derfor glæder vi os til at komme til Holstebro i år og skabe rammerne for dagen sammen med Holstebro Musikskole,” siger Birgit Bergholt, der er redaktør i DR Kultur og projektleder for DR Syngelyst.

Hun glæder sig over, at hundredvis af skoler i Danmark har taget sangdagen til sig og har gjort det til en del af deres hverdag. På Anholt tager skoleeleverne endda ligefrem rundt og synger for hele øen.

”Efterhånden er det blevet sådan, at mange lærere allerede i august spørger, om der kommer en ny sangdag, så de kan forberede sig og øve med eleverne. Så man kan godt sige, at ’Skolernes Sangdag’ er blevet en fast tradition,” siger Birgit Bergholt.

Norge får også en sangdag

Også Norge har nu fået kig på ’Skolernes Sangdag’ og DR Syngelyst. Forrige år besøgte tre medarbejdere fra organisationen Musikk i Skolen i Norge DR for at få inspiration til, hvordan sangdagen bliver holdt i Danmark, og den 29. april i år er der så premiere på ’Skolenes Sangdag’ over hele Norge.

”Det er dejligt, at ideen nu har spredt sig,” siger Birgit Bergholt, der har stået i spidsen for DR Syngelyst siden 2009.

Foreløbig er det helt sikkert, at der også kommer en ’Skolernes Sangdag’ i 2017, da DR Syngelyst sidste år fik en halv million kroner til at videreføre traditionen i Kulturministeriets musikhandlingsplan og også er støttet af puljemidler fra Undervisningsministeriet.


'Skolernes Sangdag' direkte fra Holstebro bliver sendt på DR Ultra fredag den 18. marts klokken 10.00.