Amerikanere vilde med ’Drømmen om Danmark’

Dokumentaren ’Drømmen om Danmark, der har været sendt på DR1, fik hovedpris på Chicago International Children’s Film Festival. Filmen følger en uledsaget ung dreng, som får afslag på asyl og går under jorden.

Instruktøren Michael Graversens dokumentaren ’Drømmen om Danmark’, som DR1 sendte den 15. november 2015, strøg til tops, da priserne skulle uddeles på den 34. Chicago International Children’s Film Festival.
Chicago-festivalen er Nordamerikas største filmfestival for børn og unge, og ’Drømmen om Danmark’ fik prisen for bedste dokumentar.

’Drømmen om Danmark’ er et barsk indblik i, hvad der i mange tilfælde sker med de uledsagede flygtningebørn, der hvert år forsvinder fra landets asylcentre.

At filmen er blevet anerkendt ved Nordamerikas største filmfestival for børn og unge er selvfølgelig en kæmpe cadeau, men også vigtigt i forhold til at udbrede historien.

Instruktør Michael Graversen

Dokumentaren følger Wasiullah, der er som alle andre danske drenge. Han hænger ud med vennerne, tager selfies, joker og flirter med piger. Efter tre år på et asylcenter i Danmark, hvor han ankom som uledsaget ung dreng fra Afghanistan, er Danmark blevet hans hjem. Da Wasi fylder 18 år, får han sit endelige afslag på asyl, hvilket betyder, at han må forlade Danmark.

Instruktør Michael Graversen har i flere år fulgt den unge Wasi, der frygtede for sit liv i Afghanistan, og derfor gik under jorden og flygtede til Italien – i håb om, at man her ville give ham opholdstilladelse. Wasis håb er at vende tilbage til Danmark en dag, og dokumentaren fulgte samtidig Wasis kamp for at bevare et normalt ungdomsliv.

Kan åbne døre

Michael Graversen glæder sig over prisen, som han modtog i Chicago.

”At filmen er blevet anerkendt ved Nordamerikas største filmfestival for børn og unge er selvfølgelig en kæmpe cadeau, men også vigtigt i forhold til at udbrede historien. En pris som den i Chicago kan åbne døre og dermed fortælle et amerikansk publikum om de problematikker, vi står overfor i Europa, og om de unge flygtningeskæbner, der falder igennem systemet og forsvinder,” siger han.

’Drømmen om Danmark’ er indtil videre blevet vist på over 20 internationale filmfestivaler og blandt andet vist på TV i Sverige, Grækenland og Østrig. Filmen har også tidligere modtaget en pris fra Amnesty International i Italien.

’Drømmen om Danmark’ er produceret af Lise Saxtrup af Klassefilm/Meta Film og lavet med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.

Der er mulighed for at se eller gense dokumentaren ’Drømmen om Danmark’ på DR2 torsdag den 23. november klokken 23.05.

Emnet flygtningebørn tages blandt andet også op i den uge af DR Ultra i en ’Ultra Nyt Special’ mandag den 20. november. I anledning af FN’s børnerettighedsdag den pågældende, byder Ultra blandt andet på et gensyn med flere flygtningebørn, som kanalen fulgte i 2015 i deres flugt til Danmark. Her ser man blandt andet på, hvordan det er gået dem, og hvor de er i dag.