Bitz & Frisk får pris for at være kritiske

Da Mad+Medier-prisen fredag aften blev uddelt for anden gang, blev holdet bag ’Madmagasinet Bitz & Frisk’ på DR1 hædret med at begå kritisk madjournalistik.

De har undersøgt, om de syltede agurker fra Samsø nu også stammer fra Samsø. De har spurgt, hvorfor der egentlig er maltodextrin og gærekstrakt i købesovsen fra Knorr, og de har set på, hvorfor madindustrien bruger så meget emballage.

Siden ’Madmagasinet Bitz & Frisk’ havde premiere på DR1 i august sidste år, er ernæringsekspert Christian Bitz, journalist Mette Frisk, redaktør Stine Skriver og det øvrige hold bag programmet, gået kritisk til værks. Det plejer man normalt at blive upopulær på – men sådan var det ikke fredag aften i Operaen i København. Her blev redaktionen bag ’Madmagasinet Bitz & Frisk’ hædret med prisen for årets bedste kritiske madjournalistik, da Mad+Medier-prisen blev uddelt for andet år i træk.

De i alt 16 priser til alt fra bedste madfotos over bedste madanmeldelse til bedste madblog bliver uddelt af branchenetværket Mad+Medier, som indbefatter 844 madkommunikatører. Det er for eksempel madfotografer, opskriftsudviklere, madbloggere, radio- og tv-kokke og folk, der kommunikerer om mad for virksomheder og organisationer.

Ligger ikke under for politisk korrekthed

I begrundelsen for at give ’Madmagasinet Bitz & Frisk’ prisen for ’Kritisk madjournalistik’, hedder det blandt andet, at holdet bag har givet fødevarejournalistikken en gevaldig saltvandsindsprøjtning, og at de bestemt hverken har været håndsky eller har ligget under for den politiske korrekthed på fødevareparnasset.

”De to værter har samtidig gjort noget, der er for sjældent for madjournalistikken; nemlig taget ud og set tingene med egne øjne, mærket tingene mellem hænderne, rørt i købesovsen, stået der, når hesten blev aflivet, og de er gået til deres emner med nysgerrige øjne og et smittende humør,” hedder det i motiveringen.

Sidste år fik DR prisen for ’Bedste mad på film og tv’ ved Mad+Medier-prisen. Dengang gik prisen til Thomas Breinholt for DR2-programserien ’Fedt, fup og flæskesteg’.

’Madmagasinet Bitz & Frisk’ var også nomineret i flere andre kategorier, hvor der dog så ikke faldt noget af. Programmet var også nomineret for bedste akademiske madformidling, bedste redaktion og bedste mad på film og tv.

FAKTA: Priserne ved uddelingen gik til:

Årets initiativ: Finn Jensen og Tanja Maria Pedersen fra Dansk Fjerkræ Forum
Opskriftsudvikling: Lone Kjær
Madgrafik: Fie Fraenkel for The Urban Huntsman
Mademballage: Birgitte Hovmand og Richard O’Connor for ’Chocolate & Love’
Madblogging: Anders Damm Christensen, Brian Lambæk, Klaus Kjeldsen og Mads Schytte for ’Gastromand’
Akademisk madformidling: Else-Marie Boyhus
Bedste redaktion: Miriam Zestler, redaktør på Politikens Spis & Bo
Bøger om mad: Paul Cunnigham for ’Paul Cunningham Privat’
Madfotografi: Ditte Isager for bogprojektet ’It’s All Good’
Mad på sociale medier: Claus Pilgaard for Chili Klaus
Mad på film og tv: Maria Stevnbak Andersen, Nicolas Servide, Staffolani og Andreas M. Dalsgaard for ReDane
Madanmeldelse: Joakim Grundahl for sin anmeldelse af Krogs Fiskerestaurant i Politiken
Kritisk madjournalistik: Mette Frisk, Christian Bitz og Stine Skriver for ’Madmagasinet Bitz & Frisk’
Madevent: Ayo Rossing fra Københavns Madhus for udstillingen ’Økoloft 75 procent’
Madkommunikation for virksomheder og organisationer: Pia Rasmussen for Jumpfood
Æresprisen: Joachim Hjerl og David Mouritzen fra koncept- og kommunikationsbureauet Konvers

1. Jan Dohrmann
Pressekontakt: Yderligere oplysninger