Blachman ser på nøgne damer - på DR2

I ny programserie - ’Blachman’ - tager 12 kvinder tøjet af foran Thomas Blachman og seks meget forskellige mænd. Seerne inviteres med ind i herreværelset på DR2 fra 2. april.

I den nye programserie ’Blachman’ på DR2 tager 12 kvinder tøjet af foran Thomas Blachman og seks meget forskellige mænd. Seerne bliver inviteret med ind i herreværelset fra den 2. april klokken 22.00.

”Hvad sker der for den moderne mand her på tærsklen til det pikløse samfund?”. Det er et af de spørgsmål, som Thomas Blachman stiller i en ny programrække på DR2.

Igennem seks programmer søger Blachman at skabe et rum, der er fri for den angst, han oplever, mange mænd har for at udtrykke sig frit om kvinder.

Kvindekroppen tørster efter ord

“Jeg har fået alt for meget porno på den ene side og politisk korrekt puritanisme på den anden. Men hvad med poesien? Hvor blev den af? Kvindekroppen tørster efter ord. En mands ord. Det er derfor, jeg er her nu - for at påbegynde et meget nødvendigt stykke arbejde: Nemlig den noble ambition at ’repositivere’ kvindens syn på mandens syn på kvinden.”

Sådan fortæller Thomas Blachman om sin idé bag konceptet.

Et sjældent indblik i mænds tanker

I hvert program inviterer han en mandlig gæst til at deltage i samtalen. De seks meget forskellige gæster strækker sig aldersmæssigt fra Shaka Loveless på 29 år til Sten Hegeler på 90 - og skaber i sammenspil med Blachman seks meget forskellige programmer i forhold til både livssyn og kvindesyn.

Samtalerne tager udgangspunkt i tavse nøgne kvinder, der står foran dem og derefter er alt åbent.

Det betyder et sjældent indblik i mænds tanker om alt fra kvindekroppe, seksualitet, og egen formåen - til en søgen efter svar på, hvor manden er på vej hen, i det som Blachman kalder det pikløse samfund.

  • De seks gæster er: Erik Brandt, Jan Sonnergaard, Shaka Loveless, Henrik Vibskov, Simon Jul og Sten Hegeler.
  • Blachman: Fra 2. april klokken 22.00 på DR2 og seks tirsdage frem.
  • For et anmeldereksemplar og mere information kontakt DR Presse på tlf. 3520 2070