Broen sæson III

Sidste søndag i september har tredje sæson af 'Broen' premiere både på DR1 og SVT.

Sidste søndag i september har tredje sæson af Broen premiere både på DR1 og svenske SVT.

Der er gået 13 måneder. Saga Norén er stadig på Länskrim i Malmø. Martin Rohde afsoner en 10 år lang fængselsstraf, og det er Sagas skyld. Hun ved, at det var rigtigt at melde ham. Hun ved, alt for godt, at hun ikke kan omgås en morder. Men det nager hende, længslen gnaver. Hun savner sin eneste ven.

Hendes savn vokser kun, da hun bliver tildelt en ny sag. En kendt dansk kønsdebattør, indehaver af den første kønsneutrale børnehave i København, findes myrdet på en byggeplads i Malmø. Saga bliver tvunget til at arbejde med en ny, dansk kollega - som på ingen måde vil acceptere hende for den hun er.

Morderen har været omhyggelig æstetisk i sin gerning. Han har ønsket, at liget skulle findes. Dette er det første af en række spektakulære mord i en sag, der involverer Saga personligt. For første gang mærker Saga tvivlen. Kan hun gennemføre efterforskningen? Tvivlen forstærkes, da de mørkeste hemmeligheder fra Sagas fortid melder deres genkomst. Hendes mor dukker op, ønsker genforening inden Sagas far går bort. Saga afviser hende, uvidende om de enorme konsekvenser, det vil få …

I hjertet af 'Broen III' ligger familiebegrebet. Traditionelle og moderne værdier udfordres i en fortælling, der løfter sit tema om personligt ansvar til et overraskende og konkret niveau.

SKUESPILLERE

I sæson tre møder vi flere gengangere, f.eks. Sofia Helin, Sarah Boberg, Dag Malmberg og Rafael Pettersson, og de får følgeskab af mange nye og spændende karakterer, som spilles af bl.a. Kirsten Olesen, Sonja Richter, Nicolas Bro, Thure Lindhardt, Michael Slebsager, Sarah Sofie Boussnina, Ann Petrén, Maria Kulle, Adam Pålsson, Reuben Sallmander og Louise Peterhoff.

KARAKTERBESKRIVELSER
Saga Norén (Sofia Helin),

länskrim Malmø, er en fantastisk svensk betjent og efterforsker spillet af Sofia Helin. Saga lever for sit arbejde. Særligt på grund af hendes manglende evne til at interagere med andre mennesker, er hendes omgangskreds udenfor jobbet begrænset. Hun er uhyre vidende og belæst på de fleste områder, men kan fremstå humorforladt og en smule følelseskold på grund af sin direkte facon og manglende sociale kompetencer.

Linn Björkman (Maria Kulle),

bliver Sagas nye chef. Hun er en snorlige, klar og effektiv politichef, som ikke har det mest forstående syn på Sagas måde at fungere på. Hun stiller højere krav og sætter spørgsmålstegn ved Sagas ageren, ligesom hun begrænser Sagas beføjelser, da hun ser hvor meget den nye sag påvirker hende.

Freddie Holst (Nicolas Bro),

er en kendt og succesfuld dansk forretningsmand. Han var tidligere partner med Claes Sandberg, og er i dag gift med dennes tidligere kone, Åsa. Kunst ligger Freddie meget på sinde, og han har netop åbnet en udstilling, der tillader offentligheden at beskue hans imponerende samling.

Henrik Sabroe (Thure Lindhardt),

er gift og har to børn, men skjuler en stor hemmelighed for sin omverden.

Hanne Thomsen (Kirsten Olesen),

er ansat ved Københavns Politi. Hun er en erfaren og hård politikvinde, som har svært ved at samarbejde med Saga.

Claes Sandberg (Reuben Sallmander),

er Freddie Holsts tidligere forretningspartner, og har desuden været gift med Freddies nuværende kone, Åsa. Han er startet forfra i livet, og rejser rundt med forelæsninger om livets mening; Lykke er et valg.

Lise Friis Andersen (Sonja Richter),

er en kontroversiel og indflydelsesrig dansk blogger, som åbent udtrykker sin afsky for kønsdebatten i Danmark. Hun hylder - i alle henseender - de mere konservative strømninger i samfundet.

Jeanette Nielsen (Sarah-Sofie Boussnina),

bor i København sammen med kæresten Marc (Michael Slebsager), som er ludoman. På grund af dette, og de problemer hans gæld giver dem, planlægger de at købe hus i Sverige og starte en familie, langt fra Københavns fristelser.

BAGGRUND

'Bron/Broen' er en skandinavisk co-produktion mellem Sverige og Danmark produceret af det svenske selskab Filmlance International og det danske selskab Nimbus Film. DR, SVT og ZDF er seriens hovedfinansiører og co-producenter og DR Dramachef Piv Bernth er Executive Producer.
Skuespillere og produktionsteam er både svenskere og danskere, og historierne udspiller sig i grænselandet mellem Sverige (Malmø) og Danmark (København), forbundet via Øresundsbroen.

INTERNATIONAL ANERKENDELSE

"Bron / Broen" er blevet solgt til 157 lande/territorier, og har haft succes på mange festivaler.
Serien er bl.a. blevet belønnet med den prestigefyldte pris 'Golden Nymph' for Bedste Europæiske Dramaserie på 'Festival de Télévision de Monte-Carlo', hvor den konkurrerede med nogle af Europas bedste serier. Derudover belønnede den britiske forfatterforening "Bron / Broen" med 'The International TV Dagger Award' for at være Bedste Internationale TV-serie i Kriminal- og Thrillergenren.

"Bron/Broen" er senere produceret i to remakes; "The Tunnel", som finder sted mellem Storbritannien og Frankrig, samt "The Bridge", som udspiller sig mellem USA og Mexico.

HOLDET

Henrik Georgsson er konceptuerende instruktør på sæson tre, mens Rumle Hammerich instruerer episode fem, seks, syv og otte. Hovedforfatter på sæson tre er igen Hans Rosenfeldt og de øvrige forfattere er Camilla Ahlgren, Nikolai Scherfig, Erik Ahrnbom og Astrid Øye.
Handlingen foregår, ligesom de tidligere sæsoner, i Øresundsregionen.

Broen III er på 10 afsnit, som sendes hver søndag på DR1 klokken 20.00 - premiere den 27. september.

1. Anne Sofie Christensen Bau
Pressekontakt: Yderligere oplysninger