Byg et hus og red et pindsvin sammen med Ramasjang

Ramasjang og DR vil sammen med landets børn sætte fokus på at hjælpe pindsvin i årets ’Ramasjang Redder’-kampagne.

Plakaten til 'Ramasjang Redder'kampagnen, som i år har fokus på pindsvin. (Foto: Steen Klitgaard Jaacks, grafik Thea Konings)

For femte år i træk har Ramasjang og DR sat sig for at redde et dyr i den danske natur sammen med alle landets børn. I år er det pindsvin, der er i fokus i årets ’Ramasjang Redder’-kampagne.

Johanne Bagge, der er redaktør i B&U, DR Kultur, Børn og Unge, siger om kampagnen:

- Pindsvin lever lige uden for døren i vores haver og parker, fordi dets naturlige levesteder er skrumpet ind. Derfor skal vi lære at leve sammen med dem i den bynære natur. Med de kraftige haveredskaber, vi bruger i haverne, vil det være til stor hjælp for pindsvin, hvis vi bygger huse til dem, hvor de trygt kan sove om dagen og gå i hi om vinteren. Derfor sætter ’Ramasjang Redder’ i år fokus på pindsvin og på at bygge huse til dem. Hele Ramasjang står sammen, de kendte værter hopper i pindsvinekostumer for at engagere børnene i årets kampagne. I serier og undervisningsmaterialer giver vi børnene viden om dyret, og hvad vi kan gøre for dem. Og så engagerer vi børnene i at gøre noget aktivt.

Johanne Bagge tilføjer, at formålet med kampagnen er at give børnene en øget bevidsthed om naturen omkring dem og give dem en oplevelse af, at de kan handle og gøre en forskel for andre end dem selv. Som nævnt er det femte år i træk, at DR sætter fokus på et dyr, som børnene kan hjælpe. Tidligere år har det været bierne, havets dyr, fuglene og frøerne.

Programserier på Ramasjang

I forbindelse med kampagnen udkommer der på DR Ramasjang en fiktionsserie, en faktaserie og en sang og musikvideo.

’Sara og det magiske pindsvin’ er en fiktionsserie i fem afsnit. I serien bliver 9-årige Sara tryllet om til et pindsvin, fordi hun kun tænker på sig selv. Nu er hun alene i haven, hvor Saras far har startet robotplæneklipperen. Kan hun blive venner med havens pindsvin? Og kan Sara finde ud af, hvordan hun får det magiske pindsvin til at trylle hende til et menneske igen? I serien spiller Ramasjangs kendte værter pindsvin. Silja Okking er det magiske pindsvin og Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Bamselægen (Sandra Meinich Juhl) og Heino (Troels Thorsen) spiller havens pindsvin.

I faktaserien ’Byg et hus’ har Silja Okking til opgave at hjælpe pindsvin ved at bygge huse til dem. I de tre afsnit kommer hun på opgave, for pindsvinene er både ’drillepinde’, der ’stikker’ til Silja og bare meget krævende små størrelser. Men hun får til sidst bygget et kvashus, et hus af mursten og en ’foderstation’, hvor pindsvin kan spise trygt.

Begge serier har premiere fredag den 8. april.

Aktivering og engagement

Udover de to programserier lanceres også en aktiveringskampagne, hvor børnene opfordres til at tegne eller bygge pindsvinehuse. Kampagnen præsenteres af Silja Okking og Sandra Meinich Juhl, og den løber fra den 8. april og tre uger frem. Børnene kan med deres forældres hjælp indsende videoer af deres huse, som bliver delt på DRTV, så de kan inspirere andre børn. Læs mere om kampagnendr.dk/ramasjang, hvor der også ligger guides til at bygge pindsvinehuse, og hvordan man indsender sin video til DR.

I Ramasjang-appen kan børnene også hjælpe pindsvinene med at bygge huse til dem. I spillet ’Ramasjang Redder Pindsvinene’, kan de bygge sjove og fantasifulde pindsvinehuse. Nogle af husene er meget lig dem, børnene også kan bygge i virkeligheden, mens fantasien også kan få frit spil i andre. Og når huset er færdigt, flytter et pindsvin ind.

Til indskolingen og daginstitutioner har DR Lær udviklet gratis forløb, der er skræddersyet til målgrupperne og nemme at gå til for lærere og pædagoger. Forløbene understøtter børnenes viden om dyret, og der er også guides til, hvordan man kan bygge pindsvinehuse. Materialet er sammentænkt med tv-programmerne, så de supplerer hinanden.

Events på biblioteker og festivaler

Fra april og løbende hen over forår, sommer og sensommer kan børn og familier møde ’Ramasjang Redder Pindsvinene’ på 50 biblioteker og på festivaler over hele landet. Aktiviteterne vil variere fra tegne- og maleopgaver til events med værter fra DR, der aktiverer børnene og guider i at bygge pindsvinehuse. De fysiske aktiviteter er støttet af 15. Juni Fonden, og DR samarbejder og koordinerer også med andre partnere som for eksempel Danmarks Naturfredningsforening.

Ramasjangs hjemmeside dr.dk/ramasjang samles alt relevant information om kampagnen som for eksempel guides til pindsvinehuse, hvordan man indsender sin video til DR og oplysning om de forskellige pindsvineaktiviteter rundt omkring i landet.