Christoffer Emil Bruun bliver redaktør for DR Tro

DR styrker tros- og eksistensstoffet og opretter stilling som redaktør for DR Tro.

Christoffer Emil Bruun bliver redaktør for trosstoffet i DR. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

DR er i gang med at styrke tros- og eksistensstoffet, og til at have særligt fokus på området er der netop blevet oprettet en stilling som redaktør for DR Tro, som er en del af DR Kultur. Den nye på posten bliver en gammel kending i DR - nemlig Christoffer Emil Bruun, som hver uge er vært for P1-programmet ’Tidsånd’. Det er et program, som han for øvrigt fortsætter med at bestride, selv om titlen på visitkortet nu bliver ændret.

45-årige Christoffer Emil Bruun har – minus årene 2011-2016, hvor han var kronikredaktør og lederskribent på Politiken – været ansat i DR siden 1994, hvor han kom ind i Radiohuset via DRs talenthold. Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet, og har gennem årene taget turen fra ungdomsstoffet i det hedengangne’P4-i-P1’ og ’U-land undersøger’ over at beskæftige sig med sproget i ’Sproglaboratoriet’ på P1 til nu at se på tidsånden. Han har også lavet en række historieprogrammer på både radio og tv, blandt andet programserierne ’Der er noget galt i Danmark’ på DR2 og ’Kold krig’ på DR K. ”Trosstoffet er væsentligt for DR. Fordi det er grundlæggende for vores kultur - og for alle kulturer, og fordi det er væsentligt i mange af de konflikter, som præger samfundet i dag, og i mange menneskers liv. Vi har arbejdet med en styrkelse af stoffet de seneste år på både radio og tv, og nu sikrer vi det fortsatte, daglige fokus med ansættelsen af Christoffer Emil Bruun som redaktør. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,” siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen. Som redaktør for DR Tro får Christoffer Emil Bruun blandt andet den daglige ledelse for trosprogrammer i radioen som ’De højere magter’, ’Tidsånd’ og gudstjenesten søndag på P1, ligesom han skal være med til at sætte nye tv-programmer om trosstoffet i gang.Religion fylder mere Selv siger Christoffer Emil Bruun, at han er blevet mere og mere interesseret i tros- og eksistensstoffet, efter at han i en årrække især har beskæftiget sig med historie og sprog. ”For nogle kan trosstoffet kan forekomme lidt støvet og gammeldags. Men det behøver ikke være hverken højtideligt eller kedeligt. Tro og religion er jo noget af det vildeste og mest eventyrlige, som findes i vores verden,” mener den nye redaktør for DR Tro. Han oplever, at religion lige nu fylder mere i samfundet og debatten, end det har gjort i mange år.

”Efter omkring 50 år hvor vi ikke rigtig talt har så meget om tro, fylder den nu igen. Interessen er opstået i en fragmenteret samtid, hvor vi har brug for at genfinde vores kulturs dybeste rødder. Fordi man i mange år har undladt at inddrage religionen i store dele af vores samfund, er den underprioriteret i forhold til den interesse, der er for tro i Danmark. Derfor kan jeg også se et stort potentiale i området og en masse gode programmer,” siger Christoffer Emil Bruun. Den nye redaktør for DR Tro er tiltrådt med omgående virkning.