Daimi får Leo Mathisen Prisen 2018 – og synger til festen

Daimi Gentle, der har været aktiv i over 55 år på scenen, modtager Leo Mathisen Prisen den 19. januar i DR Koncerthuset, hvor hun også selv vil synge.

Anden juledag var der mulighed for at se eller gense sangerinden og skuespilleren Daimi på DR K i musicalen ’Jeg er sgu min egen’ fra 1967. 50 år senere er Daimi med efternavnet Gentle still going strong, og allerede nu tegner 2018 lovende for hende.

Ikke nok med at hun har fødselsdag og fylder 74 år nytårsdag. Den 19. januar har hun også udsigt til at blive modtager af Leo Mathisen Prisen 2018 i DR Koncerthuset. Det er niende gang, prisen bliver uddelt. Det er Leo Mathisen-foreningen How How og DPA (Danske Populær Autorer), der står bag den, og alle årene er det sket ved en koncert i DR Big Band-regi.

Daimi er en kunstner, som måske ikke lige associeres med jazzgenren som det primære. Og dog: Daimis fantastiske stemme har fra starten også bevæget sig inden for denne genre i forskellige former.

Fra motiveringen

Prisen går til en dansk jazzmusiker, der både rummer elementer af guldalderjazzen - som Leo Mathisen repræsenterede, og i sig også har en fremadpegende kunstnerisk jazzåre, der tegner den nutidige jazz, som det hedder.

”Daimi er en kunstner, som måske ikke lige associeres med jazzgenren som det primære. Og dog: Daimis fantastiske stemme har fra starten også bevæget sig inden for denne genre i forskellige former. Det har den fra tiden som sangerinde i Jørn Grauengaards Orkester midt i 1960’erne over hendes tidlige signatursang ’Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil’, hvor jazzen i små glimt titter frem i både tone og lyrik, til Daimis samarbejde med både Kansas City Stompers, Louisiana Jazzband og den meget roste jazztrio Sophisticated Ladies,” lyder det i motiveringen, hvor det videre hedder:

”Med tanke på Leo Mathisens ofte meget humoristiske og skæve indfaldsvinkel til både liv og jazz, falder Daimis livslange kunstneriske virkes evne til altid at søge nye, sjove og skæve samarbejder med alt fra Klaus Rifbjerg og Bent Fabricius-Bjerre over Dirch Passer og den danske revy til det lange makkerskab med Jytte Abildstrøm på Riddersalen på Frederiksberg – ja, da falder Daimi helt naturligt i øjnene som en værdig, nysgerrig og altfavnende modtager af Leo Mathisen Prisen 2018.”

Synger med DR Big Band

Prisen bliver overrakt fredag den 19. januar i Studie 2 i DR Koncerthuset på en aften, hvor der – udover fejringen af Daimi – og skal findes en vinder i konkurrencen ’Årets Unge Jazzkomponist 2018’. Foreningen for sangskrivere, komponister og tekstforfattere, DPA, har stået bag en landsomfattende komponistkonkurrence, og finalen arrangeres i samarbejde med DR Big Band, der uropfører værkerne.

Allerede nu ligger det fast, at Daimi samtidig kommer på scenen og spiller et sæt sammen med DR Big Band under ledelse af dirigenten Nikolai Bøgelund.

Daimi er et godt eksempel på, at man kan komme langt, når man er med i en tv-talentkonkurrence. Det var sådan, hun blev opdaget i Centralmagasinet i Esbjerg som 17-årig i 1961, og det var allerede få år senere, at hun spillede med Jørn Grauengaards Orkester og kom til at spille revy sammen med blandt andre Dirch Passer og Preben Kaas. Ikke mindst under Copenhagen Jazz Festival er Daimi ude at synge hvert år, og hun var også med i musicalopsætningen af ’Matador’ i Operaen i København i 2006, hvor hun spillede Laura.

Udover ’Jeg Sætter Min Hat Som Jeg Vil’, er nogle af Daimis største hits ’Hvem Har Du Kysset i Din Gadedør’, ’Skandale i Familien’, ’Små Grønne Æbler’ og ’Søde Yrsa Bruun’.

Sidste år var det trommeslageren Alex Riel, der modtog Leo Mathisen Prisen, og blandt de tidligere modtagere er Niels Jørgen Steen, Kresten Osgood, Ib Glindemann, Tomas Franck, Hugo Rasmussen og Mads Mathias.

FAKTA
Læs mere om billetter til den 19. januar her