De opfandt DR’s morgensang: Phillip Faber og Anne Karine Prip får N.F.S. Grundtvigs Pris 2020

For anden gang på under en måned blev vært og chefdirigent Phillip Faber og DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip lørdag hædret for deres ’Morgensang’-initiativ på DR.

  • Vært og chefdirigent for DR Pigekoret Phillip Faber og DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip modtog lørdag N.F.S. Grundtvigs Pris 2020 for initiativet med ’Morgensang’ i DR. (Foto: Heiner Lützen Ank.)
  • Vært og chefdirigent for DR Pigekoret Phillip Faber og DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip modtog lørdag N.F.S. Grundtvigs Pris 2020 for initiativet med ’Morgensang’ i DR. (Foto: Heiner Lützen Ank.)
  • Holdet bag DR’s morgensang i foråret. På billedet fra venstre: Pernille Schødt, tilrettelægger, Anne Karine Prip, redaktør, Phillip Faber, vært, Trine Heide, produktionsleder og Tanya Fassbinder, produktionsleder. (Foto: MIKKEL SUPPRAS)
1 / 3

Det blev rigtig populært, og det fik mange til at varme op, lave ’underlige ansigter’ og synge med omkring fjernsynet om morgenen, da DR lige efter corona-nedlukningen i marts lancerede ’Morgensang’ hver dag. Det skete med DR Pigekorets chefdirigent Phillip Faber som vært og med DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip som redaktør.

Ideen med ’Morgensang’ på DR1, P2 og DRTV opstod meget spontant, og i alt stod de to – og et lille produktionshold - bag 100 programmer, inden de gav ’Morgensang’-stafetten videre til først Silja Okking og siden Kaya Brüel og Ole Kibsgaard, som står får sangen nu.

For anden gang på en måned blev Phillip Faber og Anne Karine Prip lørdag eftermiddag hædret for deres initiativ med ’Morgensang på DR’. Det blev de, da Grundtvigsk Forum valgte at give N.F.S. Grundtvigs Pris 2020 på 25.000 kroner til de to DR-medarbejdere. Grundtvigsk Forum er en forening, der er sat i verden ’for at bringe Grundtvigs tanker om frihed, ånd og fællesskab i spil i en nutidig sammenhæng’.

For at få prisen skal man blandt andet ’i enestående grad have gjort det grundtvigske gældende og arbejdet for forståelsen af den uløselige sammenhæng mellem religion, historie og fællesskab i en bred offentlighed’, som det blandt andet hedder i prisens fundats.

Landsdækkende medier kan godt bringe mennesker sammen

Det var lederen af Grundtvig-Akademiet, Ingrid Ank, som begrundede valget af Phillip Faber og Anne Karine Prip til at få overrakt N.F.S. Grundtvigs Pris 2020:

- I har vist, at fællessang og landsdækkende medier godt kan sammen – og at landsdækkende medier ikke er envejskommunikation, men at man godt kan bringe mennesker sammen og invitere til deltagelse, selvom vi hver især står i vores dagligstue. I har åbnet vores fælles sangskat, og I har vist en stærk forståelse for, hvilket enormt potentiale, fællessangen er, og hvad den kan – ikke mindst i krisetider, sagde Ingrid Ank i motiveringen foran en meget lille skare på Vartov i København og flere på Grundtvigsk Forums facebookside, hvor prisuddelingen blev streamet.

Ingrid Ank fortsatte:

- I har dermed også vist noget om, hvad de fælles, landsdækkende medier kan og skal bruges til i krisetider, eller når noget uventet rammer os. I har rakt ud og inviteret ind, og jeres indsats er uvurderlig. Ingen har patent på fællessangen – heller ikke jer, og det er lige præcis jeres styrke, at I ved det. Det er derfor, vi er så mange, der kan være med, sagde hun.

Taknemmelige for anerkendelsen

Prismodtagerne selv er beærede:

- Vi er meget taknemmelige over og glade for anerkendelsen. Vi tror på, at den danske sangskat kan bevise sit værd, alene ved at vi synger den, siger DR Pigekorets kunstneriske leder og redaktør på ’Morgensang’-programmerne i foråret, Anne Karine Prip. Vært og chefdirigent Phillip Faber tilføjer, at der er også er håb for fremtiden:

- Vi blev både overraskede og glade over at se, hvor mange børn, der til Morgensang på tv og radio, sang med på sange og salmer af de gamle mestre, der formåede at skrive i så slidstærkt og dybt menneskeligt funderet et sprog og tonesprog, at det taler til os på tværs af århundreder og generationer, siger han.

Samler danskerne

I forbindelse med prisoverrækkelsen har Grundtvigsk Forum også spurgt flere andre markante stemmer inden for den danske sangverden, hvad de synes om DR’s morgensang og dét initiativ, som Phillip Faber og Anne Karine Prip tog i en ruf, da Danmark blev lukket ned i marts.

Her siger bestyrelsesformand for Statens Kunstfond og tidligere chefdirigent for DR Pigekoret Michael Bojesen:

- Ideen om at mødes i en stærk forankret kulturarv som den danske sangskat er indlysende og god, og med Fabers stærke kompetence og formidling lykkedes det at indgyde håb og få danskerne tæt på hinanden på trods af fysisk distance, siger han.

Michael Bojesen mener også, at DR med morgensang har vist sig fra sin bedste ’public-service’-side og demonstreret, at DR – ikke mindst i krisetid – formår at samle danskerne, som han formulerer det.

Også forfatter og medlem af Højskolesangbogsudvalget Dy Plambeck kommenterede DR’s morgensang i forbindelse med prisuddelingen.

- Under corona-nedlukningen havde vi brug for at føle og mærke hinanden på en anden måde, end vi plejer, når vi ikke kunne være sammen fysisk. Dér hjalp fællessangen os med at forbinde os til hinanden. Opleve fællesskabet, siger hun.

Det var – som nævnt – anden gang på en måned, at Phillip Faber og Anne Karine Prip modtager en pris for deres ’Morgensang’-initiativ. Den 6. oktober modtog makkerparret hædersprisen fra Solistforeningen af 1921 for deres indsats.

Oprindeligt havde DR planlagt, at ’Morgensang’ skulle sendes resten af 2020. Men tidligere på ugen valgte DR at forlænge, så morgensangen også kommer til at lyde på DR1 efter nytår og ind i 2021.

Facebook
Twitter