’Den store bagedyst’ er tilbage

Lørdag den 5. oktober vender ’Den store bagedyst’ tilbage på DR1, når Timm Vladimir skyder 8. sæson af det populære program i gang med 'klar, parat, bag'.

  • Årets 10 nye deltagere i 'Den store bagedyst'. (Foto: Carsten Mol)
  • Louise på 37 år er til dagligt tandlæge og har elsket at bage så længe, hun kan huske. I Louises køkken er der fokus på at minimere madspild og hun drømmer om at nå finalen i 'Den store bagedyst'. (Foto: Carsten Mol)
  • Fillip, 30, er pædagog på en efterskole. Efter en tur til Hawaii har han sagt "ja til Gud", og den kristne tro er en grundsten i hans liv. Op til den store bagedyst har han serveret kage for sin kone og søn på 1 år næsten hver dag. (Foto: Carsten Mol)
  • Beate på 26 år elsker farver og det afspejler sig i hendes bagværk. Beate arbejder som frisør og er på landsholdet i roller derby. (Foto: Carsten Mol)
  • Mia er feltets yngste deltager på 17 år og går i gymnasiet. Hun bor med sin familie i Rungsted og er den, der står for madlavningen derhjemme. (Foto: Carsten Mol)
  • Frederikke er 23 år og studerer kunst og design i Amsterdam. I sit bagværk tager hun udgangspunkt i hendes interesse for æstetik og elsker at eksperimentere. (Foto: Carsten Mol)
  • Pia er med sine 59 år årets ældste deltager. Til dagligt arbejder hun som pantefoged og elsker at udfolde sin kreative side gennem bagning. (Foto: Carsten Mol)
  • Henrik på 31 år bruger meget af sin tid i et køkken, når han til dagligt arbejder som tjener og sommelier. Når han ikke er i køkkenet for at bage, undeviser han i dans flere timer om ugen. (Foto: Carsten Mol)
  • Rikke er 30 år og arbejder til dagligt som revisor. Den første kage, hun lærte at bage, er hendes yndlingskage, nemlig vandbakkelser. (Foto: Carsten Mol)
  • Victoria på 28 år pædagogikstuderende og siger selv, at hun har en "krøllet tankegang". Den bruger hun blandt andet, når hun bager og elsker tanken om "fra jord til bord". (Foto: Carsten Mol)
  • Rasmus på 37 er demand manager og far til to drenge. Udover at bruge tid i køkkenet underviser Rasmus i spinning og er vild med Nik og Jay. (Foto: Carsten Mol)
  • Den første lørdag bliver de 10 nye deltager budt velkommen i bageteltet af vært Timm Vladimir og dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo. (Foto: Carsten Mol)
1 / 12

Det er igen ved at være den tid på året, hvor den tempererede chokolade skal have det velkendte 'knæk', glazen skal være spejlblank og kagesnittet skal stå knivskarpt. Den første lørdag i oktober kaster 10 nye amatørbagere sig ud i udfordringerne i en ny sæson af ’Den store bagedyst’.

Den nye sæson har premiere lørdag den 5. oktober klokken 20.00 på DR1.

Formatet er det velkendte, men alligevel vil den kommende sæson præsentere flere nye tiltag, forklarer Søren Olsen, der er redaktør på ’Den store bagedyst.

- Der er 10 nye deltagere og derfor også 10 nye spændende og forskellige personligheder, som seerne skal lære at kende igennem programmerne. Samtidig har vi været i udviklingsværkstedet og fundet på nye temaer og udfordringer, som kan give spænding og udfordre alle, siger Søren Olsen og løfter lidt af sløret for, hvilke kagediscipliner deltagerne skal bevise sig i:

- Vi kommer igen i år til at udfordre deltagerne på rigtig mange forskellige måder. De skal bage tyske kager, lave høje kagekonstruktioner og imponerende bryllupskager. De skal også udfordres af bagerlandsholdet og vise, at de kan nytænke en 'kajkage’, siger han.

Nye ansigter i nye udfordringer

De 10 nye deltagere, som seerne skal lære at kende i løbet af denne sæson, kommer fra mange forskellige steder i landet og med mange forskellige baggrunde. Lige fra en frisør i Aalborg til en gymnasieelev i Hørsholm. Yngste deltager er 17 år, ældste er 59. Se alle deltagerne og korte præsentationer øverst i artiklens billedhjul.

Deltagerne kan se frem til at blive udfordret på både deres kreative og bagetekniske evner, når dommerne gradvist stiller sværere og sværere udfordringer, i takt med at feltet indsnævres. Deltagerne bliver udfordret i både det salte og søde køkken med opskrifter, som vi kender, mens der også vil være nyfortolkninger af klassikere. I dette års sæson bliver der også talt både tysk og engelsk i bageteltet ved Clausholm Slot, og der vil være mange elementer, der kan danne grundlag for inspiration hjemme i stuerne, forklarer Timm Vladimir, der igen i år er vært på programmet:

- Seerne kan se frem til en ny sæson, der igen vil samle danskerne om en aktivitet, som alle kan være med til, og som kan inspirere folk til selv at give sig i kast med bagningen og måske prøve nye opskrifter. Vi har selvfølgelig også rystet posen og glæder os til at få besøg af flere kompetente, udenlandske gæster, der for alvor udfordrer deltagerne med nye teknikker. Og så har vi et fantastisk deltagerfelt med fede personligheder, og jeg er sikker på, at alle kan finde deres personlige favorit at heppe på, siger Timm Vladimir, der igen i år bliver flankeret af de to dommere, konditoren Katrine Foged Thomsen og bager og dessertkok Markus Grigo.

Fællesskaber og fællesbagning

Efter seks sæsoner med onsdag som sendedag blev 2018-udgaven af ’Den store bagedyst’ som noget nyt sendt om lørdagen. Sådan fortsætter det i år, da sendetidspunktet lørdag aften giver mange mulighed for at se programmet sammen. I 2018 foregik 62 procent af bagedyst-seningen på flow-tv i selskab med andre, hvilket var på samme niveau som fodboldlandsholdets VM-ottendedelsfinale.

- ’Den store bagedyst’ sendes igen om lørdagen, da vi sidste år kunne se, at det var en stor succes. Det var et af de programmer, som hele familien kunne samles om, hvilket er en klar ambition med programmet, og som ’Den store bagedyst’ igennem årene har vist sig at være fremragende til, siger Søren Olsen.

Udover at være et program med mange seere foran fjernsynet lørdag aften så 400.000 mennesker i 2018 i snit også med via DRTV. ’Den store bagedyst’ har på den måde vist sig at være et program for både børnefamilier, unge, ældre og rigtig mange derimellem.

Alle tidligere og nye seere af 'Den store bagedyst' kan altså glæde sig til lørdag den 5. oktober klokken 20.00, hvor’Den store bagedyst’ atter ruller over skærmen på DR 1.