’Detektor’ hopper fra skærmen til radioen og på dr.dk

Faktatjek-programmet vil fremover udkomme på kanaler som P1, P3 og dr.dk. Det afhænger af historierne.

Faktatjek-programmet ‘Detektor’ udkommer fremover på forskellige kanaler, heriblandt DR.dk og P1. Her er det vært Camilla Stampe. (© DR)

De fleste kender det fra TV. Men nu kan ’Detektor’ i stedet læses og høres. DR’s faktatjek-program vil nemlig i den kommende sæson brede sig ud på flere forskellige kanaler.

Den offentlige debat skal handle om forskellige overbevisninger – ikke forskellige fakta.

Judith Skriver, redaktionschef i DR Kultur, Børn og Unge

Det bliver blandt andet muligt at læse artikler på dr.dk fra ’Detektor’-redaktionen. I starten af april får radiolytterne også mulighed for at høre programmet på P1, hvor 'Detektor' også startede i 2011. Kort fortalt kommer ’Detektor’ til at være på de kanaler, der giver mening, når det giver mening, mener redaktionschef Judith Skriver fra DR Kultur, Børn og Unge.

- Der er brug for faktatjek hele tiden. Ikke kun en gang om ugen i et tv-program. Derfor vil vi nu udkomme på dr.dk og så dukke op på de kanaler, der passer til historierne, siger hun.

Og der er ingen grænser for, hvor ’Detektor’ kan byde ind. Programmets resultater - ofte præsenteret af værten Camilla Stampe - vil nemlig kunne ses og høres i korte indslag i alt fra Radioavisen til ’Go Morgen P3’. Det afhænger af, hvor historierne passer bedst ind. Fælles for alle er, at de kan læses på dr.dk.

Podcast hver fredag

Det faste flow fra tv-programmet fortsætter – dog i radioen. Hver fredag vil redaktionen udgive en podcast med Camilla Stampe som vært. Programmet bliver derefter sendt på P1 lørdag eftermiddag.

'Detektor' siden 2011

Detektor er en DR-opfindelse, der oprindeligt startede som radioprogram i januar 2011. I oktober samme år var der tv-premiere på ’Detektor’ med Thomas Buch-Andersen som vært. Det var han frem til marts 2016, hvor Mette Vibe Utzon tog over frem til udgangen af 2017. I det meste af 2018 var Camilla Stampe og Kristoffer Eriksen værter sammen. Nu er førstnævnte alene på posten.

Samtidig vil redaktionen fortsat filme de kritiske interviews og lægge dem ud på ’Detektor’s sociale medier og på dr.dk.

- ’Detektor’ bliver ved med at konfrontere politikere og andre, der kommer med forkerte påstande i den offentlige debat. Og med det nye format er der forhåbentlig endnu flere danskere, der enten vil læse eller lytte til vores historier, siger Camilla Stampe.

Vigtigt for demokratiet

Beslutningen om at frigøre ’Detektor’ fra TV og lade de sive ud på flere kanaler glæder redaktionschef Judith Skriver.

- Det er vigtigt for demokratiet, at der hele tiden bliver faktatjekket i medierne og blandt politikerne. Den offentlige debat skal handle om forskellige overbevisninger – ikke forskellige fakta. Og det ikke kun ’Detektor’, jeg snakker om, men alle faktatjek-programmer. Derfor er meningen ikke bare at skifte tv ud med dr.dk/podcast og radio. Meningen er, at vi nu kan kigge på presserende historier og have en artikel klar på dr.dk hurtigt, i stedet for at skulle vente til torsdag aften, siger Judith Skriver.

Redaktionen kommer også til at byde ind i forbindelse med den kommende valgkamp, som den har gjort tidligere.

- Vores opgave er at faktatjekke så mange af valgets mange påstande, tal og mere eller mindre håndfaste kendsgerninger, som muligt. Vores mål er ganske enkelt at hjælpe valgets mange debatter og uenigheder til at bygge på fakta, siger Judith Skriver.

’Detektor’-redaktions artikler kan allerede nu findes på dr.dk. Den 5. april udkommer den første podcast i rækken.

Udover at skifte kanaler, har redaktionen også opdateret 'Detektor'-Akademiet sammen med DR Undervisning. Akademiet er en side på dr.dk, hvor især gymnasieelever kan finde undervisningsmateriale til at træne faktatjek og andre 'Detektor'-discipliner. Det kan du læse mere om her.