DR Big Band udgiver nyt album med ’sensationel’ saxofonist

DR Big Bands nye album ’Tributes’ med den norske jazzkomet Marius Neset har fået en varm modtagelse i international presse. Den danske releasekoncert finder sted 20. november i Studie 2.

  • Den 35-årige Marius Neset er hovedpersonen ved DR Big Bands releasekoncert for albummet 'Tributes' fredag 20. november. (Foto: PR Photo)
  • I spidsen for bandet ved releasekoncerten er Miho Hazama, DR Big Bands chefdirigent. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Sensationel. Genial. Virtuos. Den seneste tid har kritikere fra hele verden lovprist den 35-årige norske jazzsaxofonist Marius Neset, som - ifølge den engelske avis The Guardian - er ’et af de hotteste europæiske jazztalenter i mange år’.

Nu er Marius Neset aktuel med et nyt album indspillet i DR Koncerthusets Studie 2 sammen med DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama. Albummet udkommer på det tyske pladeselskab ACT, og endnu en gang har europæisk presse taget godt mod den unge nordmands musik, som bl.a. er blevet kaldt 'Årets hidtil lækreste jazzudgivelse' og er udvalgt som ’Månedens Album’ i Tysklands to vigtigste jazzmagasiner.

Nu får det danske publikum mulighed for at høre lyden af Neset og DR Big Band live i DR Koncerthuset, hvor det nye album præsenteres ved en releasekoncert 20. november i Studie 2. Koncerten sendes efterfølgende på P8 Jazz den 6. december.

Hyldest til København

Det nye album har titlen 'Tributes' og er en hyldest til København, hvor Marius Neset boede i 17 år – fra han uddannede sig på Rytmisk Musikkonservatorium indtil for nylig, hvor han flyttede tilbage til Norge med sin familie. Alle numrene er komponeret af Marius Neset specielt til DR Big Band, og han medvirker selv på albummet som saxofon-solist.

Et af numrene har fået titlen 'Bicycle Town' og er et energisk billede på den livlige cykeltrafik i København, mens titelnummeret 'Tributes' og flere andre numre byder på store soloer for de enkelte musikere i DR Big Band, som Neset har lært at kende personligt gennem flere års samarbejde.

Blandt 25 førende

En vigtig faktor i samspillet mellem Neset og DR Big Band har været det tætte kunstneriske samarbejde mellem den norske saxofonist og den jævnaldrende japanske dirigent Miho Hazama, som er DR Big Bands nye chefdirigent.

Ligesom Neset er Miho Hazama udråbt som en af de vigtigste unge kunstnere i international jazz, og begge navne er at finde på den prestigefulde liste, som hvert år publiceres i det amerikanske DownBeat Magazine: listen ’25 for the future’. Det er her, man i musikbranchen finder de navne, som forventes at sætte tonen på fremtidens jazzscene – på verdensplan.

Nomineret til Nordisk Råds Musikpris

Ud over mange flotte anmeldelser og udmærkelser har Marius Neset flere andre udmærkelser i bagagen, blandt andet en norsk Grammy og en nominering til Nordisk Råds Musikpris.

Hans særlige kombination af blændende teknik, virtuos improvisation og en imponerende genremæssig spændvidde har gjort ham kendt som ’den nye Jan Garbarek’, og foruden DR Big Band tæller hans mange prominente samarbejdspartnere - blandt andre det klassiske ensemble London Sinfonietta, Trondheim Jazz Orchestra og ikonet Django Bates.

Facebook
Twitter