DR: Danskernes engagement i valget har været helt fantastisk

Nyskabelser som samtaleprojektet ’Uenige sammen’ og flere digitale satsninger har betydet, at vælgerne har engageret sig mere i forårets to valg, end DR tidligere har oplevet.

DR’s ni distrikter har haft en vigtig rolle både i valgdækningen og på valgaftenen, hvor P4-panelet kunne fortælle om, hvad der skete i netop deres område og forklare baggrunden for de lokale valgdramaer og magtkampe. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Danskernes engagement i både folketingsvalget og valget til Europa-Parlamentet har været helt fantastisk. Det konkluderer DR’s nyhedsdirektør Sandy French blandt andet på baggrund af de mange analyser af valgdækningen, som DR Medieforskning løbende har udarbejdet.

Efter valgudskrivelsen har der været omtrent tre gange så mange unge i alderen 15 til 35 år forbi vores politiksider på dr.dk hver uge, i forhold til hvad vi normalt ser.

Thomas Falbe, nyhedschef i DR

Især fremhæver hun samtaleprojektet ’Uenige sammen’, der har været en af DR’s nyskabelser og har været med til at engagere vælgere over hele landet i den demokratiske samtale. Det har også tjent som overskrift over de ambitioner, DR har haft for sin valgdækning.

- Jeg tror, at det engagement, vi har oplevet, bygger på respekt for politikerne og den klassiske oplysningstradition, DR står for kombineret med, at vi har taget nye midler i brug for at klæde vælgerne bedst muligt på til de to valg, siger Sandy French.

Unge vælgere har brugt dr.dk

Nyhedschef i DR Thomas Falbe har for første gang stået i spidsen som ’valggeneral’ for DR’s valgdækning. Han hæfter sig ved, at interessen for de to valg generelt har været meget stor og fremhæver især de unge vælgeres brug af DR:

- Efter valgudskrivelsen har der været omtrent tre gange så mange unge i alderen 15 til 35 år forbi vores politiksider på dr.dk hver uge, i forhold til hvad vi normalt ser. Både i forhold til folketingsvalget og valget til Europa-Parlamentet tror jeg, at det hænger sammen med, at vi har gjort os særligt umage med at forklare valgene helt fra bunden.

Dertil kommer, at også P3, der har mange førstegangsvælgere blandt sine lyttere, har dækket valgene intensivt i sine faste programmer og blandt andet fulgt fire unge førstegangsvælgere fra valgkampens start og frem til valgdagen. Og det politiske indhold har langt fra afskrækket de unge lyttere, for P3 havde flere lyttere under valgkampen end før.

DR rundt i hele Danmark

Også DR’s ni distrikter har haft en vigtig rolle valgdækningen:

- De har bidraget til et godt samspil mellem P4kanalerne og de nationale nyhedsflader. En fælles valgredaktion har sikret, at de lokale dagsordener også kom ind i den nationale valgkamp, og at vi i det hele taget er kommet mere rundt i hele Danmark. Og så har P4’s version af ’Mød partierne’ lokalt gjort det muligt for vælgeren at møde deres lokale kandidater, siger Thomas Falbe og tilføjer, at ikke færre end 351 kandidater har været præsenteret på P4 i løbet af valgkampen.

Udover den mere traditionelle valgdækning er jeg ikke i tvivl om, at DR med flere nyskabende formater har været med til at engagere danskere i demokratiet over hele landet.

Thomas Falbe, nyhedschef i DR

Det var også i DR’s distrikter, at ’Uenige sammen’ kulminerede søndagen før folketingsvalget, hvor 1.400 vælgere på tværs af køn, alder og geografi mødtes med en samtalepartner på en af DR’s adresser og på biblioteker og cafeer rundt om i landet.

Thomas Falbe er ikke i tvivl om, at vælgerne har været glade for DR’s fokus på substans i valgdækningen og på at fremme den politiske samtale i stedet for politiske skænderier.

Digitale tilbud hitter

Ifølge DR’s valggeneral er det bemærkelsesværdigt, at traditionelt flow-tv stadig står stærkt. Og dertil skal lægges, at brugen af nyhedsindholdet på DRTV er steget markant i valgperioden.

Også brugen af andre af DR’s digitale tilbud har været mere populære under dette valgt end tidligere.

DR’s test til folketingsvalget er taget 2,38 millioner gange til og med valgdagen. Dermed er testen taget mere end dobbelt så mange gange som ved valget i 2015. Kandidattesten til Europa-Parlamentsvalget blev taget over 1,4 millioner gange, hvilket er næsten dobbelt så mange som ved det forrige EP-valg.

Radioens P1 har haft en omfattende valgdækning i de faste daglige programmer, men har også haft succes med en nyskabelse, nemlig podcastserien ’Partierne i Slotsholmen’ med præsentation af alle de opstillingsparate partier. Den er blevet godt modtaget og er i alt blevet streamet og downloadet 80.350 gange.

- Udover den mere traditionelle valgdækning er jeg ikke i tvivl om, at DR med flere nyskabende formater har været med til at engagere danskere i demokratiet over hele landet, siger Thomas Falbe.

Udvalgte tal fra DR Medieforskning

  • 653.000 fulgte i snit med på DR1’s valgaften, mens 489.000 fulgte med på TV 2 og TV 2 News. Da flest seere var inde på DR1 omkring klokken 22.00, nærmede tallet sig de 1,2 millioner. DR1 var i øvrigt størst på tværs af de fleste målgrupper, og DR1’s valgaften var markant yngre end TV 2’s. Derudover var DR1 størst i alle regioner.
  • På dr.dk blev der på valgdagen sat rekord målt på cookies. Der var 1,7 millioner på sitet i forhold til den tidligere rekord på 1,6 millioner, der blev sat dagen efter præsidentvalget, hvor Trump blev valgt. Ifølge Dansk Online Index, Kantar, var der 1,3 millioner unikke brugere på dr.dk mod 1,2 millioner på tv2.dk.
  • Siden valgudskrivelsen har P3 dækket valgkampen i kanalens faste flader. I de fire hele uger, hvor valgkampen har stået på, har P3 gennemsnitligt haft 1.861.000 ugentlige lyttere, hvilket er 90.000 lyttere flere end de forudgående 18 uger af 2019. P3 har altså ikke alene fastholdt de unge lyttere med politisk indhold, men har også formået at øge antallet af ugentlige lyttere i perioden sammenlignet med de første 18 uger af 2019.
  • Kandidattesten blev brugt flittigt frem mod valgstederne lukkede. Testen blev taget 300.000 gange, og siden lanceringen er den taget 2,38 millioner gange.
  • Under valgkampens tre første uger var der i snit 305.000 danskere mellem 15 og 35 år forbi politik på dr.dk, hvilket omtrent er tre gange flere end i en normal uge.
  • Duellen søndag 2. juni mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen blev set af 744.000 på DR1, mens 570.000 så den tilsvarende duel på TV 2 og TV 2 News 14 dage tidligere. På tværs af køn, alder og uddannelse var der flere som fulgte DR1-duellen, der blev efterfulgt af en analyse, som blev set af 652.000.
  • Mandag 3. juni inviterede DR danskerne indenfor i DR Koncerthuset til ’Demokratiets aften’. Alt i alt fulgte 859.000 med i debatten på sendetidspunktet, mens yderligere 137.000 så programmet on demand. Dette er et godt stykke over den tilsvarende debat ved folketingsvalget 2015, der til sammenligning havde 650.000 seere.
  • ’Mød partierne’ på DR1 havde et snit på 371.000 seere.
  • I anledning af folketingsvalget var ’Mads & Monopolet’ lørdag 1. juni på P4 skiftet ud med ’Mads & Partilederne’. Her lyttede 1.013.000 til udsendelsen, der med en lytterandel på 53,5 procent samlede over halvdelen af al lyttetiden på radiomediet fra klokken 9-12.