DR-dramaserie er for 3. gang udtaget til Berlinalen

DR’s aktuelle dramaserie ’Bedrag III’ er netop blevet udtaget til årets Berlin International Film Festival. Det er 3. gang, en DR-dramaserie er udtaget til den prestigefyldte filmfestival.

DR’s aktuelle dramaserie ’Bedrag III’ er netop blevet udtaget til årets Berlin International Film Festival. Det er 3. gang, en DR-dramaserie er udtaget til den prestigefyldte filmfestival.

DR’s aktuelle dramaserie ’Bedrag III’ bliver lige nu vist på DR1 og DRTV, og i næste måned bliver den også vist på Berlin International Film Festival, hvor tv-serien er udtaget til Berlinale Series. Det er tredje gang, en DR-dramaserie er udtaget til at blive vist i Berlin. Sidste år var ’Liberty’ udtaget, og for fire år siden var første sæson af ’Bedrag’ med på filmfestivalen, hvor den havde verdenspremiere.

International anerkendelse til DR's dramaserier

DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn er stolt over, at DR endnu engang har en dramaserie, der er udtaget til Berlin International Film Festival.

”Dramaserier er en særlig styrkeposition for DR, hvor vi formår at levere tv i verdensklasse, og det har vi endnu engang bevist med ’Bedrag III’. For fire år siden var første sæson af ’Bedrag’ udtaget til Berlinalen, og jeg er stolt over, at vi i DR igen får international anerkendelse for vores tv-drama, som vi har et langsigtet og vedholdende fokus på. Hele to udtagelser til Berlinalen er også en enorm anerkendelse til holdet bag ’Bedrag’, og jeg glæder mig til, at seerne den kommende tid kan få fornøjelsen af tredje og sidste sæson af Bedrag-universet.”

’Bedrag III’ er højaktuel

DR’s aktuelle dramaserie ’Bedrag III’ er på alle måder højaktuel. Udover at dramaserien netop er blevet udtaget til Berlinalen, så er omdrejningspunktet i sæson tre af ’Bedrag’ hvidvaskning af penge og bandekrig, som i den grad er højaktuelt. I Danmark har der den senere tid været bandeopgør på Nørrebro, hvor serien har sit udgangspunkt, samtidig med at den ene hvidvaskskandale efter den anden har taget overskrifter. Hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram har som hoveforfatter på ’Bedrag III’ skrevet om kap med tiden og virkeligheden, og om den nylige udtagelse til Berlinalen siger han:

”Jeg er utrolig glad for, at sæson tre af ’Bedrag’ er blevet budt velkommen herhjemme med stor ros og flotte anmeldelser, og nu også med så stor anerkendelse, som det er at blive udvalgt af Berlinalen. Og vi har fået at vide dernede fra, at vi godt kan tillade os at være ekstra stolte, da de normalt udvælger serier, der er en første sæson - men at de absolut ville have ’Bedrag’ sæson tre med i programmet. Så vi glæder os meget til vores internationale premiere i Berlin.”

Jeppe Gjervig Gram vil deltage i Berlin International Film Festival, og udover ham, så er instruktør Søren Balle, episodeforfattere Adam August og Jenny Lund Madsen og producenterne Caroline Schlüter og Jacob Jarek samt hovedrolleindehaverne inviteret til at deltage i filmfestivalen.