DR er klar med landets første digital chikane officer

DR tager næste skridt i indsatsen mod digital chikane med ansættelsen af en digital chikane officer, der skal koordinere og samle initiativer på tværs af organisationen.

Qasam Ijaz er pr. 1. marts ansat som digital chikane officer i DR. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

DR har pr. 1. marts ansat Qasam Ijaz, 43, i en nyoprettet stilling som digital chikane officer, DCO. Han skal være med til at styrke indsatsen yderligere mod digital chikane, som de senere år har stået højt på dagsordenen i DR, fordi både medarbejdere og chefer oplever problemet som stigende.

- Der er efter min bedste overbevisning tale om den første digital chikane officer i Danmark. Vi har oprettet stillingen, fordi det i en stor organisation som DR er vigtigt, at den indsats, der allerede er i gang, bliver samlet og koordineret på tværs, så den får så stor gennemslagskraft som overhovedet muligt. Derfor er den første opgave, den nye DCO skal i gang med, at professionalisere og samle eksisterende initiativer rundt omkring i DR. Han skal koordinere en samlet indsats på tværs af organisationen og sætte fokus på de tiltag, der gavner sagen mest muligt. Det er selvfølgelig ikke noget, han kan gøre alene, så det skal ske i et tæt samarbejde med dem, der allerede arbejder med digital chikane som for eksempel vores HR-afdeling, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og står i spidsen for DR’s samlede arbejde med digital chikane.

Om valget af Qasam Ijaz til jobbet som DCO, siger han:

- Qasam har stor praktisk erfaring og ekspertviden i forhold til håndtering af diskrimination, digital chikane samt håndtering og forebyggelse af krænkelser. Han kommer samtidig med en solid projektledererfaring og forstår at manøvrere i større organisationer og på tværs af myndigheder og deslige. Det er netop sådan en profil, vi har brug for, og vi forventer, at han kan omsætte den viden, han får i DR, til konkrete initiativer og måder at arbejde på.

Qasam Ijaz siger om sine kommende opgaver som DCO i DR:

- Som DCO vil jeg arbejde for at skabe en bedre sammenhængskraft mellem, hvordan digital chikane bedst håndteres i DR som organisation og som arbejdsplads for en masse engagerede medarbejdere. Det betyder, at vi både skal have blik for de strukturer, der muliggør, at digital chikane overhovedet er mulig og samtidig kunne håndtere de konkrete hændelser professionelt, ordentligt og individuelt. Jeg glæder mig til at være med til at forme indsatsen omkring digital chikane, så det bliver tydeligt, hvordan vi taler ordentligt til hinanden.