DR har valgt produktionsselskab til P3 Guld

P3 Guld skal til næste år produceres af produktionsselskabet Monday, og som noget nyt bliver showet holdt vest for Storebælt.

P3 Guld skal næste år holdes vest for Storebælt. Her er det aarhusianske Hugo Helmig fra P3 Guld 2017. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1) (Foto: Agnete Schlichtkrull)

P3 Guld er en af årets vigtigste begivenheder for dansk musik. I august sidste år blev det i forbindelse med den samlede økonomiplan for DR besluttet at sende P3 Guld, der både kan opleves på P3 og DR3, i udbud.

Efter en programudbudsproces, hvor tilbuddene fra de private producenter er blevet vurderet, er der nu indgået en aftale med Monday om, at selskabet skal stå bag P3 Guld, når det sendes i januar 2019.

DR har de senere år udlagt en stor del af DR’s produktioner til det private marked, og med udlægningen af P3 Guld udbygges det tætte samarbejde med det produktionsmiljø.

”Vi er glade for de mange gode bud, vi har modtaget fra det danske produktionsmiljø, og for det samarbejde, vi nu har indgået med Monday. Nu begynder arbejdet med at planlægge næste P3 Guld med fokus på dansk musik og de danske musikere. Vi ser frem til igen at holde en stor åben, omfavnende hyldest, hvor musikken og kunstnerne hyldes i varm omfavnelse af alle musikelskerne,” siger redaktør på DR3 Anders Thomsen.Vært og sted kommer senere

Som en del af udbuddet lægges der op til, at P3 Guld skal afvikles på en venue, der ligger vest for Storebælt.

”P3 Guld handler om at hylde musikken, de danske kunstnere og ikke mindst alle de danskere, der elsker musikken. I nye rammer uden for København giver det samtidig P3 mulighed for at vise og understøtte, at den danske musikscene er levende og vital i hele landet”, siger kanalredaktør på P3 Steffen Raastrup.

Hvor P3 Guld skal afvikles og hvem, der bliver vært, afsløres senere på året.