DR klar med vifte af podcasts til unge lyttere

DR Lyd lancerer hen over foråret en række nye podcasts, der er særligt henvendt unge.

  • Både helt nye podcastformater og eksisterende formater tilpasset podcastlytning er på vej til de unge lyttere i DR Lyd. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • Kristine Sloth er vært på den nye podcast 'Venner - med Kristine Sloth', der har premiere den 8. marts. (Foto: Sebastian Vistisen Toft)
  • ’Tværs’ relanceres i et helt nyt podcastformat med Line Kirsten Nikolajsen som vært. (Foto: Jannick Boerlum)
1 / 3

Podcasts er på relativt kort tid gået fra niche- til massemedie og er især blevet et hit blandt unge. Sidste år havde næsten halvdelen af danskerne mellem 15-31 år ugentligt en podcast i ørerne.

Nu er der endnu mere indhold på vej til lyttebøfferne, når DR Lyd i løbet af foråret udgiver en række podcasts målrettet unge og unge voksne.

- Ambitionen med vores podcasttilbud er at være relevante og vedkommende for så mange unge som muligt ved at tale ind i en genkendelig, dansk virkelighed. Det er en gruppe med masser af forskellige interesser og ønsker, og vi laver derfor en række tilbud, som forhåbentligt giver mange noget, de kan identificere sig med og spejle sig i, siger podcastredaktør Tine Godsk Hansen.

Venskab, håb og handlekraft

Et af de helt store fokus for DR’s podcasttilbud er faste, stærke og inspirerende fællesskaber.

Den helt nye podcast ’Venner - med Kristine Sloth’ har premiere allerede i næste uge, hvor hun sammen med skiftende medværter taler om venskaber, og hvor vigtig den positive sociale relation er for vores liv og velvære. Kristine Sloth er især kendt for at skabe opmærksomhed om tabubelagte emner, som fylder meget for unge.

I samme uge bliver ’Tværs’, der har sendt siden 1972, relanceret i et helt nyt podcastformat. Programmet vil i højere grad gribe indholdet an i en fortællende form med inspirerende historier, der skal give unge mere mod på livet og handlekraft til at tackle de udfordringer, de står overfor.

Vært bliver Line Kirsten Nikolajsen, der er kendt fra P3-programmerne ’Tabu’ og ’Line Kirsten Giftekniv’ samt podcasten ’I min lomme ligger en sten’. Hun skal sammen med lytterne tale om det lette, det svære og hvordan det er at være ung i Danmark anno 2021. Emner som Line Kirsten Nikolajsen tidligere har behandlet i sine andre værtsroller på P3.

- Vores podcasts skal stå på et fundament af positivitet, håb og handlekraft. Coronasituationen har været hård for mange unge, og derfor har vi også som særligt fokus at skabe faste fællesskaber, hvor lytterne er i godt selskab. Der skal være plads til de svære emner, men vi har som ambition altid at slutte af på en positiv og inspirerende måde, pointerer Tine Godsk Hansen.

Nyere historie set i bakspejlet

Der er også spændende viden på vej til lytterne. ’Bakspejl’ så dagens lys første gang i oktober og er allerede nu på vej med en ny sæson.

’Bakspejl’ med vært og tilrettelægger Martin Grønne i front opruller dramatiske forløb og går bag om de velkendte fortællinger, der tager afsæt i historiske lynnedslag, der chokerede verden for altid. Lytterne får med nutidens øjne et bud på, hvorfor historien gik, som den gik.

- ’Bakspejl’ fokuserer på historieformidling, og særligt nyere historie. Det er de begivenheder, ens forældre har oplevet, og som man sikkert har hørt om, men som gemmer på masser af overraskende vinkler, siger Tine Godsk Hansen.

Først i den nye sæson er ’Mordet på Makrel’ i fire dele. Makrel, også kendt som Bullshits præsident Henning Norbert Knudsen, blev dræbt på Amager i maj 1984. Det blev kulminationen på firsernes store danske rockerkrig og en helt ny æra i dansk kriminalhistorie var i gang.

Derefter følger afsnit om atomkraftværket i Tjernobyl, der for præcis 35 år siden sprang i luften og skabte den værste atomulykke nogensinde. Senere på foråret kommer en serie om Det arabiske forår - betegnelsen for den bølge af folkelige protester, der rullede ind over den arabiske verden fra slutningen af 2010. Massakren ved den himmelske fredsplads i Beijing i 1989 bliver genstand for et dramatisk dobbeltafsnit, ligesom prinsesse Dianas død i en parisisk tunnel i 1997 bliver portrætteret.

Fra fænomenet sex til mystik på Ærø

Derudover kan DR også løfte sløret for lidt flere af de podcasts, lytterne kan se frem til i løbet af foråret. Her bydes blandt andet på snak om sex og en fiktionsserie med en blanding af spænding og overnaturlig mystik.

I ’Soft Spot’ vil tv-vært Anna Lin befinde sig i en ny rolle bag mikrofonen som vært på podcasten. Her vil hun sammen med medvært Amanda Wendel sætte spot på sex som både personligt, politisk og kulturelt fænomen, mens de til tider svære snakke gribes an med grin, nysgerrighed og inspirerende gæster.

Og i begyndelsen af sommeren får DR Lyd premiere på en helt ny fiktionsserie - ’Eksorcismen på Ærø’. Historien starter, da en mor dør i en husbrand, hvor hendes 5-årige datter og barnepigen slipper ud. Men herefter begynder mystikken og spørgsmålene at tårne sig op. Podcasten er i otte afsnit, og skabt i samarbejde med andre nordiske public service-stationer.

Derudover kan lytterne se frem til nye sæsoner af musikpodcasten ’Hvem er…’, og så gives der flere gode råd om parforhold i ’Hjerteflimmer for voksne’ med vært Sara Bro og parterapeut Jytte Vikkelsøe. Hver tirsdag inviterer Hav og Kamal lytterne ind på ’Bagsædet’, mens der hver anden uge nørdes musik med Andrew Mojo og Ida Skjerk i ’Splittet til atomer’.

FacebookTwitter