DR lancerer en ny radiokanal 11. april

DR lancerer radiokanalen P6 BEAT, der er DRs spritnye tilbud til de lyttere, der ikke kan få nok musik i deres liv - formidlet af musikkyndige værter.

Mandag 11. april lancerer DR radiokanalen P6 BEAT, der er DRs tilbud til de lyttere, der ikke kan få nok musik i deres liv – formidlet af værter med stor musikviden og begejstring.

DRs nye radiokanal - P6 BEAT - er for de nysgerrige, der gerne vil overraskes og de, der gerne vil have lidt mere at vide bagom musikken. P6 BEAT kommer til at omfavne de alternative strømninger - både i den udfordrende og fornyende undergrundsmusik og i mere populære genrer:

- P6 BEAT er en musikkanal, for alle der nyder toner, som ikke nødvendigvis banker til tops på hitlisterne. Vi tager udgangspunkt i stemningen og energien der ligger i at kreere musikken, og det er ikke så væsentligt om det er for unge eller for ældre, om det hedder rock, hip hop eller indie. På P6 BEAT vil det ske i en stemning, som er vedkommende, frem for selvoptaget og ekskluderende, siger kanalchefen for DRs digitale radiokanaler, P2, P3 samt P4 Ole Mølgaard.

Værter med musikviden og -begejstring

Med værter som Carsten Holm, Camilla Jane Lea, Krede Pedersen, Anders Bøtter, Kristian Leth, Ralf Christensen og Jan Sneum er musikformidlingen sat i højsædet på P6 BEAT. Fællesnævneren for alle værterne er stor musikviden og –begejstring, der vil brage ud af højtalerne og berige lytterne med info om nye artister, nye tendenser, biografier på musiklegenderne og meget andet, som forhåbentlig vil efterlade lytterne med ny musikalsk viden og appetit på mere:

- Jeg er meget stolt af at være en del af et hold på P6 BEAT, som ikke er bange for at komme til at lære mere om musik - også lære af lytterne og deres pladesamlinger. For selvom vi ved en hulens masse, både hvad angår musikhistorien, milepælene og den sprøde lyd af i dag og i morgen, så er der stadig masser af uopdaget musikland, som vi skal udforske… og det gør P6 BEAT 24 timer i døgnet, siger Carsten Holm, der har en lang radiokarriere på P3 bag sig.

Nysgerrig og fordomsfri radio

En anden vært på P6 Beat er Camilla Jane Lea, der som ankerkvinde på bl.a. ’Musikterapi på P3’ og DR2's musikprogram ’Backstage’ er særdeles godt klædt på til at skulle føre P6 BEAT-lytterne igennem hverdagsmorgenerne:

- P6 BEAT er nysgerrig og fordomsfri, og jeg er nok den mindst musiksnobbede DJ. For mig findes der bare god og dårlig musik. Efter min mening er en god DJ én, der spiller dét, du ikke vidste du gerne ville høre, siger Camilla Jane Lea.

Respekt for musikken og dens historie

På P6 BEAT handler det om artister og deres musik. Derfor programmet ’Album’, hvor Ralf Christensen og Kristian Leth tager lytterne med på den musikalske rejse der ligger i at høre et album fra det første til det sidste track. Det kunne være moderne klassikere som ’Heroes’, ’Graceland’ eller ’The Queen Is Dead’. Også programmet ’Sneums Garage’, der hellere spiller musik med musikalske vandbærere end med velkendte superstjerner. Bag ’Sneums Garage’ står en af dansk musikjournalistiks helt store ikoner Jan Sneum:

- Det ustyrlige ved musikscenen nu er, at den er grænseløs og dermed pragtfuld uoverskuelig. En verden af musik ligger et klik fra enhver, der har lyst til at lytte. I en sådan verden af vidunderlig musikalsk mangfoldighed på tværs af tid og sted kan en guide af og til være både påskønnet og påkrævet – ikke mindst, hvis musikken og kunstnerne hellere søges i garagen end på stadium - siger Jan Sneum, der er bestyrer ’Sneums Garage’ hver lørdag og søndag.  

DR P6 BEAT er den anden af i alt fem nye digitale radiokanaler DR lancerer i 2011. Fælles for kanalerne er, at der vil være værter og formidling af musikken. Den første kanal der blev lanceret er DR Ramasjang Radio, som gik i luften 22. marts. Senere følger DR P7 MIX, DR MAMA og DR P8 JAZZ.

For yderligere information besøg www.dr.dk/digitalradio. For pressehenvendelser kontakt Dorte Marie Høgsted på tlf. 3321 9656 / 4040 6412 eller dorte@presscall.dk

For at modtage de nye digitale radiokanaler skal du re-tune din DAB-radio. Se i din manual, hvordan du gør. Få mere info på www.dr.dk/digitalradio