DR markerer ’Børnenes Dag’

Fredag er det ’Børnenes Dag’ i hele verden. Det markerer DR med en række initiativer i ’Ultra Nyt’, ’Aftenshowet’ og ’Fællessang – hver for sig’, hvor Kronprinsessen og fire børn medvirker og ønsker sang.

Fredag er det ’Børnenes Dag’, og det markerer DR i flere programmer torsdag og fredag. Billedet her er fra ’Skolernes Sangdag’ sidste år, og børns sangønsker spiller også en rolle på dagen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

På fredag den 20. november er det 31 år siden, at FN’s generalforsamling vedtog Børnekonventionen, der fastlægger rettigheder for børn i hele verden. Siden 2015 er dagen blevet fejret som ’Børnenes Dag’, hvor der blandt andet bliver sat fokus på børns ret til medbestemmelse, sundhed, udvikling og tryghed.

Også DR markerer dagen med en række initiativer, programmer og fokus på børns forhold.

’Ultra Nyt’ er med til prisuddeling

I ’Ultra Nyt’ markeres ’Børnenes Dag’ allerede torsdag med en reportage, hvor programmets værter sammen med UNICEF, som er FN’s børnefond, overrækker UNICEF Prisen 2020 til dette års modtagere. Sidste år var det ’Ultra Nyt’ selv, der fik den. Læs mere her: DR’s ’Ultra Nyt’ får UNICEF-prisen og ros for at være forståelige

Prisen gives til en person, en organisation, en virksomhed eller en aktør, ’der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn - i Danmark eller internationalt’. Fredag markerer ’Ultra Nyt’ dagen på de sociale medier. Det gøres blandt andet ved at fortælle børn og unge om ’Børnenes Dag’ og ved at sætte fokus på deres rettigheder.

- På ’Ultra Nyt’ dækker vi både de nationale og globale nyheder i børnehøjde til daglig, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt for os at markere ’Børnenes Dag’. I den forbindelse er det vigtigt at fortælle børnene, at de har rettigheder og medbestemmelse på en lang række ting, som påvirker deres hverdag, siger Christina Johansen, der er redaktør på ’Ultra Nyt’.

’Aftenshowet’ tager forskud på fredagen

’Aftenshowet’ på DR1 tager også forskud på ’Børnenes Dag’ i udsendelsen torsdag – den 19. november – klokken 19.05. I forbindelse med markeringen af ’Børnenes Dag’ taler H.K.H Kronprinsesse Mary fredag formiddag i Tivoli med de fire børn, Thea, Vilma, Catharina og Esther, om deres håb og forventninger til fremtiden. ’Aftenshowet’ får aftenen forinden besøg af Thea, der altså er et af de børn, der fredag deltager i samtalen med H.K.H. Kronprinsessen om, hvordan det er at være barn under corona, om det at være barn i Danmark, ikke at blive lyttet til, og hvordan verden ser ud fra hendes perspektiv.

Samtalen i Tivoli fredag bliver faciliteret af DR-vært Sofie Østergaard, og hun deltager ligeledes i ’Aftenshowet’ torsdag sammen med Thea. Her taler de blandt andet om, hvad børnene i Danmark har på hjerte, hvorfor det er vigtigt, at de har en stemme, og hvorfor voksne skal huske at lytte til dem.

Fællessang synger med børnene

Også i fredagens udgave af ’Fællessang – hver for sig’ med Phillip Faber og Mads Steffensen kommer seerne til at mærke, at det er ’Børnenes Dag’. Dagen bliver markeret med en helt særlig medvirkende. For i forbindelse med Kronprinsessens interview tidligere på dagen med de fire børn, tildeler H.K.H Kronprinsesse Mary nemlig børnene et sangønske. Dette sangønske gør de brug af i aftenens udgave af ’Fællessang – hver for sig’. Hvad de ønsker, kan du se fredag klokken 20.00 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk