DR Pigekoret skyder foråret i gang med nye værker om forventning og forårstegn

Ved fire koncerter i marts præsenterer DR Pigekoret og Phillip Faber en stor buket nye værker og arrangementer sammen med Nightingale String Quartet. Koncerterne finder sted i Holmens Kirke den 12.-14. marts og i Sct. Bendts Kirke i Ringsted den 26. marts.

  • Ved fire koncerter i marts præsenterer DR Pigekoret og Phillip Faber en stor buket nye værker og arrangementer. (Foto: Daniel Stjerne)
  • Strygekvartetten Nightingale String Quartet medvirker i DR Pigekorets forårskoncerter, og har også tidligere samarbejdet med koret. (Foto: Julia Severinsen)
  • Den dansk-amerikanske komponist Lil Lacy har skrevet et nyt værk til DR Pigekoret, som bliver uropført ved korets forårskoncerter. (Foto: Lars Just)
  • Den amerikanske komponist Missy Mazzoli har skrevet værket 'Vesper Sparrow', som kan høres til DR Pigekorets forårskoncerter - for første gang i Danmark. (Foto: Caroline Tomkins)
1 / 4

Det er efterhånden blevet en tradition, at DR Pigekoret og Phillip Faber fylder Holmens Kirke med forårsstemning i marts måned.

Men ser man på det musikalske program til koncerterne, er det ikke ligefrem traditionelt. De seneste år har koret nemlig benyttet lejligheden til at præsentere publikum for helt nye værker og arrangementer, som sætter foråret og de kendte sange og salmer i et nyt og nutidigt lys.

I år har koret flere værker på programmet, som kan høres for første gang i Danmark – eller for første gang overhovedet. Samtidig er det første gang, at koret tager deres forårskoncert på turné uden for København, når de i slutningen af marts synger foråret ind i Ringsteds historiske Sct. Bendts Kirke.

Uropførelse af dansk-amerikansk komponist

Et af de musikalske højdepunkter ved DR Pigekorets forårskoncerter bliver uropførelsen af det nye værk 'Forvent', som koret har bestilt hos den unge dansk-amerikanske komponist Lil Lacy. Hun har skabt musik og tekst til værket sammen med forfatteren Lisa Christiane Lertoft i dialog med DR Pigekorets sangere.

Ifølge dirigent Phillip Faber er der en stor interesse blandt sangerne i DR Pigekoret for at prøve nye og anderledes måder at synge i kor på, og derfor har der også været stor opbakning om samarbejdet bag det nye værk af Lil Lacy:

– Det er utrolig bekræftende at se, at sangerne i DR Pigekoret går helhjertet ind i de samarbejder, vi har med unge komponister og digtere. Ofte drejer det sig om musik, som er krævende at synge og tager lang tid for koret at lære, men jeg tror at netop den kreative dialog bag tilblivelsen af værkerne er afgørende for, at sangerne har så stor indlevelse og engagement i musikken, siger Phillip Faber.

Nye klange fra England, USA, Skotland og Letland

Et af de værker, som DR Pigekoret og Phillip Faber er særligt spændte på at opføre for første gang i Danmark, er stykket 'Vesper Sparrow' (’Aftenspurv’) af den amerikanske komponist Missy Mazzoli. Hun er for nylig blevet nomineret til en amerikansk Grammy og er blandt andet blevet kaldt ’en af de mest gennemført opfindsomme, overraskende komponister i New York lige nu' (The New York Times) og ’Brooklyn’s Mozart i vort årtusinde’ (Time Out New York).

Blandt de øvrige værker, som DR Pigekoret skal synge for første gang i forbindelse med deres forårskoncerter, er kormusik af den engelske komponist John Tavener, den skotske komponist James MacMillan og den lettiske komponist Erik Esenvalds.

Kendte forårssange i nyt lys

Hvis man har set frem til at opleve mere traditionelle danske forårssange til DR Pigekorets forårskoncerter i Holmens Kirke og Sct. Bendts Kirke – eller på DR P2 eller DR2, som begge sender koncerten – er der også masser at glæde sig til. Fælles for dem er dog, at DR Pigekoret og Phillip Faber præsenterer dem i nye arrangementer, som bl.a. er tilpasset de fire strygere i Nightingale String Quartet.

Med klassiske salmer som ’Her vil ties, her vil bies’, ’Den signede dag’ og ’Nu blomstertiden kommer’ stiller koret skarpt på forårets lys og skaberkraft, mens nye højskolesange som 'Som de første forårsdage’ og ’Som baglæns afspilning af sne' zoomer ind på forårsoplevelser, som har en særlig betydning.

DR Pigekorets forårskoncert sendes 14. marts kl. 19.20 på DR P2 og 27. marts på DR2

Om Lil Lacy

Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker. Hun arbejder med både improvisation og komposition i forskellige kreative samarbejder og en lang række af kunstneriske projekter, og hun har blandt andet modtaget Léonie Sonnings Talentpris 2020.

Lil Lacy har spillet koncerter og fået sin musik opført i Europa, USA, Mexico, Australien og Japan og har udgivet flere anmelderroste og prisvindende albums med forskellige ensembler. Hun har komponeret, arrangeret og indspillet musik til forskellige koncerter og performances, blandt andet kammeroperaen 'One world above, another below', (2019) 'Concert for a Space and Time' (2019), danseforestillingen 'For Ever Four Seasons', det gagaku-inspirerede værk 'Sakura' (2021) til Ensemble MidtVest og Esbjerg Ensemble, værket 'Aliento del mar' (2021) og senest multikanalsværket 'you're somehow connected - a dream play', (2020-21), som åbnede Aarhus Festuges officielle gallakoncert 2021 i samarbejde med kunstnerkollektivet Vertigo.

Om Missy Mazzoli

Den 41-årige amerikanske komponist Missy Mazzoli er for tiden composer-in-residence for Chicago Symfonikerne, og hun har komponeret værker til kunstnere og ensembler som Kronos Kvartetten, JACK Quartet, Los Angeles Operaen, New York City Opera, Philadelphia Operaen, Sydney Symfonikerne, pianisten Emanuel Ax og violinisten Joshua Bell.

I 2019 blev Missy Mazzoli nomineret til en amerikansk Grammy, og hun har modtaget en lang række prestigefyldte priser og legater for bl.a. sine operaer. Hun er uddannet fra Yale Universitet, Boston Universitetet og musikkonservatoriet i Haag, og hun har blandt andet været gæsteprofessor på New York University.